Hver fjerde af Danske Invests fonde ekskluderer alkoholproducenter som Carlsberg og Royal Unibrew. Danske Invest har faktisk flere fonde, der ekskluderer alkohol end fonde, der ekskluderer fossile brændsler – hvilket er hver femte fond. Danske Invest understreger overfor Økonomisk Ugebrev, at eksklusion af alkoholproducenter skyldes investorpræferencer, og at eksklusionen ikke er styret af en etisk stillingtagen fra bankens side. Med udgangspunkt i Danske Invest sætter redaktør Claus Strue Frederiksen fokus på en af de klassiske ”syndige” aktier: Alkohol.
Danske Invest opererer med tolv bæredygtighedsrelaterede eksklusionskategorier, som sortlister selskaber involveret i blandt andet kulminedrift. Seks af eksklusionskategorierne omfatter hele Danske Invests investeringsunivers, altså samtlige 73 investeringsfonde.
De seks øvrige eksklusionskategorier omfatter udvalgte fonde – eksempelvis har 17 fonde ekskluderet selskaber, hvor mere end fem procent af omsætningen stammer fra alkoholprodukter. Derved har knap hver fjerde af Danske Invests fonde ekskluderet selskaber som Carlsberg og Royal Unibrew.
Til sammenligning har 15 fonde, altså omkring hver femte, ekskluderet fossile selskaber fra investeringsuniverset. Danske Invest udbyder således flere fonde, der har sortlistet alkohol end fonde, der har udelukket fossile selskaber.
Modsat fossile brændsler er alkohol da også en klassisk ”syndig” investering – på linje med tobak, spil og pornografi. Ifølge en analyse i Morningstar er der forskellige årsager til, at nogle investorer finder det uansvarligt at investere i alkohol, herunder religiøs overbevisning og sundhed. WHO anslår, at alkohol er skyld i 2,6 millioner dødsfald om året, globalt set.
De sundhedsskadelige effekter er da også grunden til, at det hollandske sundhedsforsikringsselskab VGZ har ekskluderet alkohol fra hele investeringsuniverset. En komplet sortlistning af alkohol er dog et særsyn – ingen af de store danske banker eller pensionskasser har ekskluderet alkohol fra hele investeringsuniverset, end ikke Lægernes Pension.
Ifølge The Financial Exclusions Tracker har blot fire ud af 93 vestlige storinvestorer, herunder VGZ, sortlistet alkohol fra hele investeringsuniverset.
Noget tyder altså på, at alkohol hører til i den milde ende af skalaen for ”syndige” investeringer. Og som det fremgår af tabellen er de øvrige klassiske synd-aktier, det vil sige kommerciel spillevirksomhed, pornografi og tobak, da også ekskluderet fra ligeså mange eller flere fonde end alkohol.
Artiklen fortsætter efter grafikken

En af de 17 fonde, der har ekskluderet alkohol, er Danske Invest Index Global AC Restricted. Fonden er klassificeret som en Artikel 9 fond, hvilket er den højeste bæredygtighedsklassificering inden for EU’s regler på området.
Ifølge Danske Invest har fonden ”reduktion af CO2-emissioner som sit bæredygtige investeringsmål med henblik på at nå Parisaftalens langsigtede mål.” Der er således intet i selve investeringsmålet, der tilsiger, at alkoholproducenter bør holdes ude.
Global AC Restricted har ikke kun sat penge i klassiske grønne selskaber som Vestas og Ørsted. Tværtimod spænder porteføljen bredt – der investeres blandt andet i læskedrikproducenten Coca-Cola, fastfoodgiganten McDonald’s, fast fashion koncernerne Adidas og Nike, bilproducenten Volvo samt i klimatunge transportselskaber som DSV og Mærsk.
Økonomisk Ugebrev har spurgt Danske Invest, hvorfor banken i nogle af sine fonde godt vil investere i fed mad, sukkerholdige læskedrikke, biler, tung transport og fast fashion, men ikke i alkohol.
Danske Invests presseafdeling oplyser til Økonomisk Ugebrev, at eksklusioner udgør en integreret del af bankens tilgang til ansvarlige investeringer. Sortlistning af alkohol i visse fonde bunder dog ikke i en etisk stillingtagen fra Danske Invests side men derimod i, at banken stræber efter at have et investeringsproduktudbud, der imødekommer kundernes præferencer på området.
”De ekstra restriktionsmuligheder er indført af hensyn til nogle investorers præferencer og er således ikke styret af Danske Invests syn på etik på eksempelvis alkoholområdet eller om vi synes, at det er mere etisk at investere i eksempelvis fossile selskaber end i alkohol,” oplyser Danske Invests presseafdeling.
Den fulde artikel kan læses her.
Claus Strue Frederiksen
2 md. adgang for
2 x 49 kr.
Få straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
Tilbuddet gælder til 31. juni 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder
Allerede abonnent? Log ind her







