DSV (Køb): Kuehne+Nagels CEO pegede i går i et interview med Bloomberg på, at efterspørgslen fra AI-datacentre og hyperscalers ser ud til at være sikret flere år frem, mens datacenterrelateret logistik fortsat ventes at vokse med tocifrede vækstrater frem mod 2029. For DSV er det særligt interessant, da selskabet sidder centralt i værdikæden omkring transport af servere, GPU’er, netværksudstyr og avancerede køleløsninger til den globale udbygning af AI-infrastruktur. Samtidig er DSV blandt de logistikkoncerner, der satser mest offensivt på at integrere AI og automatisering i den daglige drift.
AI skaber altså transportefterspørgsel hos kunderne, mens AI-værktøjer kan forbedre produktivitet, kapacitetsudnyttelse og marginer internt. Markedets fokus er for nu på integrationen af Schenker og de kortsigtede udfordringer for Roads, men AI-relateret logistik kan vise sig at være en strukturel medvind, som endnu ikke er fuldt indregnet i forventningerne.
Hvis efterspørgslen efter datacenterudstyr holder sig høj de kommende år, kan det understøtte både volumen, bruttofortjeneste og marginer i DSVs Air & Sea-division. Kombinationen af Schenker-synergier, AI-relaterede omkostningsbesparelser, en forventet normalisering af indtjeningen i Roads og en AI-drevet efterspørgselsbølge inden for luft- og søfragt gør efter vores vurdering den nuværende risiko/afkast-profil attraktiv for den langsigtede investor.









