Store danske virksomheder får et skulderklap i bogen ”Incorruptible”, skrevet af den amerikanske virksomhedsekspert Eric Ries. Bogen hævder, at ordentlige virksomheder, der giver en god løn med ordentlige arbejdsforhold for medarbejderne, har større indtjening end traditionelle virksomheder, som mest går efter størst muligt afkast til aktionærerne. Men det kræver styrke og mod af lederne at sikre, at disse virksomheder ikke bliver ædt af finansmarkedets rovdyr, skriver journalist Hugo Gaarden i denne anmeldelse.
I skal opføre jer ordentligt, sagde den navnkundige direktør for Danske Bank, Tage Andersen, i sin tid. Det var midt under Kronebank-krisen, hvor han skældte ud på revisorstanden, som absolut ikke havde givet et retvisende billede af den nordsjællandske bank.
Det er den samme gammeldags etik, der præger Eric Ries’ bog. Amerikanerne kan godt lide at bruge ordet corrupt, og det kan have en bredere betydning, end vi er vant til. Ries betegner den ordentlige virksomhedsdrift som incorruptible, og så er ordet ufordærveligt mere dækkende.
Solide og gode virksomheder må ikke lade sig fordærve. Det er især grådigheden på finansmarkedet med glubske investorer og raiders, der ødelægger sunde virksomheder. Men det sker mest, når ejerne ikke kæmper imod.
Han indleder bogen med et par klare eksempler. Sol Price oprettede som 38-årig en detailvirksomhed, FedMart i San Diego, der solgte meget billige varer af god kvalitet til medlemmer. Der var ingen reklamer.
Han fordoblede de ansattes løn, fordi de efter hans mening ikke kunne leve af den normale løn, og han forbød dem at få frynsegoder af leverandører. Han fik en bundsolid arbejdskraft med høj produktivitet. Omsætningen var 25 år senere på 350 mio. dollar.
Han gik på børsen for at få mere kapital. Men han fortrød det bittert, for han fik investorer, der konstant krævede større overskud. Han blev presset ud, og FedMart mistede grebet om kunderne og medarbejderne. Syv år senere lukkede 47 butikker, og 8.000 medarbejdere mistede jobbet.
Forfatteren har et tilsvarende eksempel fra år 1800 i Skotland, hvor Robert Owen overtog et uprofitabelt bomuldsspinderi. Han satte lønningerne i vejret og lavede sociale ordninger med gratis medicin, børnepasning og uddannelse og kortere arbejdstider.
Økonomisk gik det forrygende, men han mødte modstand fra virksomhedsejere, der var sure over hans medarbejdervenlige politik. Efter flere opkøbsforsøg bøjede han sig til sidst. Han selv og virksomheden gik senere ned.
Bogen rummer talrige eksempler på, hvordan virksomheder kan drives på en ”ordentlig” måde og samtidig få en bedre økonomisk udvikling end virksomheder generelt, og hvordan nogle bukker under, når de ikke gør det nødvendige for at bevare virksomhedskulturen.
Lidt for smart
Han bruger et helt kapitel på at fortælle om flere danske virksomheder, ikke mindst Novo, der efter hans opfattelse drives langt mere socialt end normen. Han kalder dem spirituelle holdingselskaber, hvor holdingselskabet har magten, selv om det kan være børsnoteret. Han omtaler også LEGO, Grundfos, Carlsberg og A.P. Møller-Mærsk.
Der er nok ingen af selskaberne, der vil kalde sig spirituelle, men udtrykket går formentlig godt i USA.
Det er lidt for smart at bruge de udtryk, også om de danske selskaber, for de er lige så overskudsorienterede som andre. Men han har en god pointe. De nævnte selskaber har en struktur, så de ikke kan væltes omkuld af kortsigtede profithensyn på aktiemarkedet, men kan tænke mere langsigtet.
Det beskriver han omfattende med Novo, hvor direktionen under Lars Rebien Sørensen i 2004 ville sælge virksomheden til det schweiziske medicinalselskab Serono. Bestyrelsen sagde nej, fordi den ikke blev overbevist om, at det ville være til fordel for Novo på den lange bane og internationalt.
Siden hen blev Serono solgt til Merck, men den bedste historie er, at forskeren Lotte Bjerre Knudsen i givet fald også kunne være fulgt med, og hendes forskning måske var blevet lukket ned i Serono, fordi der gennem 13 år ikke kom lovende resultater fra laboratoriet. Men pludselig gik der hul på bylden, og så kom historien med fedmebehandlingen. Alligevel overlevede Lars Rebien, og han blev formand i bestyrelsen. Som Ries skriver tørt: Novo-strukturen fyrede ham ikke, men konverterede ham.
Hans pointe ligger i virksomhedsstrukturen, og den blev lagt fra Novos begyndelse: Formålet med Novo er ikke at tjene penge, men at skabe værdi for kunderne og samfundet.
Incorruptible, Eric Ries, Penguin, 403 sider, 18,19 euro.
Hugo Gaarden
