Fodboldsæsonen 2026/27 er gået i gang, og dermed begynder virkeligheden for alvor for de forsvarende danske mestre. Det har 10 af de seneste 12 sæsoner været FC København eller FC Midtjylland, men i 2025/26 vandt AGF mesterskabet, og det kan få stor betydning for klubbens økonomi.
Som dansk mester får AGF mulighed for at deltage i Champions League, som er et økonomisk overflødighedshorn for deltagerne. I bedste fald kan det udløse et trecifret millionbeløb, som ryger direkte ind på klubbens bundlinje.
Men guldregnen kommer ikke automatisk. De deltagende klubber skal først gennem et kvalifikationsspil, hvor deltagerlandene seedes efter klubbernes historiske præstationer.
For Danmarks (og dermed AGF’s) vedkommende betød det, at AGF allerede i juli skulle spille de første to kvalifikationskampe. Det var mod polske Lech Poznan, og AGF’s kasserer må have været en meget trist mand efter den første kamp.
Det var ganske vist en hjemmekamp, men den blev spillet på Randers Stadion med en kapacitet på kun 9000 tilskuere, da AGF’s midlertidige hjemmebane ikke kan godkendes til internationale kampe. Og AGF tabte 1-4. Dermed så drømmen om guldregn fra Champions League kampe ud til at være slukket, stort set inden den var begyndt.
Ganske vist betyder et exit fra Champions League-kvalifikationen, at man kan fortsætte i Europa League, hvor der også er pæne økonomiske gevinstmuligheder. Men det er i en helt anden og meget lavere størrelsesorden.
Så galt gik det imidlertid ikke. Til udekampen mod Lech Poznan var der 36.215 tilskuere, og med en 4-1 sejr gik AGF videre til næste runde efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. På AGF’s hjemmeside kaldes resultatet for ”Miraklet i Poznan”.
Drømmen om økonomisk guldregn lever stadig
Det betyder, at drømmen om både sportslig og økonomisk succes stadig lever hos AGF, som dermed var videre til 3. kvalifikationsrunde.
Her er næste modstander Sabah FK fra Aserbajdsjan, og første kamp blev i onsdags vundet 2-1 på et udsolgt Randers Stadion. Returkampen spilles den 11. august.
Mesterholdet fra Aserbajdsjan er næppe en modstander, som giver store sponsor- og TV-indtægter, og rejseudgifterne er sikkert betydelige.
Hvis AGF går videre til næste runde, bliver den næppe heller nogen guldgrube, da man her skal møde enten Hapoel Beer Sheva fra Israel eller Røde Stjerne fra Serbien. Så vejen til de rigtigt store penge i Champions League er lang og stenet.
Men selv uden et trecifret millionbeløb fra internationale kampe ser det godt ud for AGF økonomisk.
Ganske vist havde klubben underskud på 20,8 mio. kr. i 2024/25 og en negativ pengestrøm fra driften på 34,9 mio. kr. Og i år budgetter man efter årets anden opjustering med et resultat før skat på 0 til minus 15 mio. kr.
Men de sløje tal skyldes et omfattende stadionbyggeri i Aarhus, som gør vilkårene for AGF specielle i disse år.
Vi lægger mere vægt på, at lokale investorer har så stor tiltro til AGF, at klubben uden problemer hentede 70 mio. kr. ved en rettet emission i efteråret 2025.
I det nye halvårsregnskab oplyses, at likvide beholdninger inkl. værdipapirer udgør 145,7 mio. kr., mens den eneste rentebærende gæld er leasingforpligtelser på 33 mio. kr.
Dermed har AGF en nettorentebærende gæld på minus 113 mio. kr. Man kan altså betale hele sin rentebærende gæld og stadig have over 100 mio. kr. i kassen. Det er et scenarie, som de fleste fodboldklubber kun kan drømme om.
At investorerne ikke tillægger de kortsigtede finansielle forhold større betydning, illustreres af, at AGF’s aktiekurs er steget 80 pct. det seneste år.
Hvis AGF med et nyt stadion og 100 mio. kr. i kassen kan udfordre FC Midtjylland og FC København, kan AGF blive en undtagelse fra reglen om, at fodboldaktier er dårlige investeringer.
Bruno Japp
Konklusion
Aktuel kurs 1,30
Kortsigtet anbefaling (< 3 mdr.) Hold
Langsigtet kursmål (12 mdr.) 1,45
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.





