Den 24. februar – den dag, hvor Rusland angreb Ukraine – lagde Ida Ebbensgaard, chefredaktør på Zetland, et hudløst ærligt opslag på facebook. Kort fortalt erkendte hun, at Zetland havde taget fejl, da netmediet i de foregående uger havde manet til besindighed omkring risikoen for krig. Nu sad hun med tårer i øjnene, og opslaget indeholdt ingen svar eller forslag til handling – kun spørgsmål.
Dagen efter var Zetland lidt mere handlingsorienteret. Her meddelte man, igen på facebook, at man fremover vil skrive Kyiv i stedet for Kiev, ”som ukrainerne selv ønsker, det staves”. Den linje er siden blev fulgt op af flere medier ”i fælles front”, som Berlingske udtrykte det.
Der er tale om en symbolsk handling fra en dansk medieverden, der er vant til at se alting gennem en værdi- eller identitetspolitisk prisme. I sig selv intet forkert i at beskæftige sig med symboler. Men de kan ikke træde i stedet for faktiske handlinger med konkret betydning.
For medierne er samfundsansvar lige nu ensbetydende med at holde hovedet koldt. Der er nogle hårde spørgsmål at stille om de tiltag, der bliver gjort for at hjælpe ukrainerne. F.eks.: Er der nogen reel effekt af de enkelte tiltag? Hvis ja, står omkostningerne ved dem mål med resultaterne? Er der nogle, der lider unyttig skade? Kan tiltagene rulles hurtigt tilbage?
Et par af ugens temaer illustrerer behovet for disse spørgsmål. Det første, når flere medier, bl.a. Berlingske har beskrevet, hvordan Jyske Invest og Bankinvest vil sælge russiske aktier og obligationer. Det vil kortvarigt presse kurserne, men efter den effekt står kun tilbage, at nogle købere med færre skrupler har overtaget aktiverne. Det hjælper ikke ukrainerne en pind, snarere tværtimod. Måske er investeringsforeningernes bekymring også snarere, at Rusland vil konfiskere disse værdipapirer. I så fald vil foreningerne nok ikke sige det, men journalisten kunne godt have stillet spørgsmålet.
Et andet tema har handlet om råvarepriserne. Her er fødevarepriserne måske det mest alvorlige. Igen ifølge Berlingske kommer en tredjedel af al hvedeeksport fra Rusland og Ukraine. At vi må undvære den, kan føre til ganske drastiske prisstigninger. I Danmark klarer vi det nok, men ude i verden kan folk komme til at sulte. Det understreger betydningen af det sidste af de ovennævnte spørgsmål: Det er vigtigt, at sanktioner kan rulles tilbage så hurtigt som muligt.
Niels Lunde, chefredaktør på Børsen, skriver i en kommentar, at danske virksomheder ikke har prøvet noget som dette før. Nærmeste sammenligningsgrundlag, skriver han, er Muhammedkrisen – den nuværende krise er bare meget større. Det er et meget godt billede på de dimensioner, der måske kan være svære at overskue for den almindelige dansker. Alvoren skal ikke i sig selv udelukke en sanktion, men den skal få os til at tænke os så grundigt om, som der på nogen måde er tid til.
Biden – fra famler til samler
Arbejder man med investeringer, er der ingen vej uden om, at man prøver at tolke, hvad der sker i storpolitik. Det gælder også forløbet op til og under Ukraine-krigen, og der er sket nogle nye ting, som det er værd at være opmærksom på, men som – naturligt nok – indtil nu har fået mindre plads i medierne. Så her er et par referencer:
Op til det russiske angreb advarerede bl.a. USA dagligt om, at et angreb var rykket tættere på. Det kom til at lyde som ”ulven kommer” – mindre og mindre troværdigt. Men ifølge DR´s korrespondent Steffen Kretz og The Economist handlede det om, at USA genoplivede en strategi, der blev opfundet under Korea-krigen for 70 år siden: At offentliggøre den viden, efterretningstjenester havde fundet. I dette tilfælde betød det, at ukrainerne var forberedte, da angrebet kom, og at Rusland gennem flere ugers løgne og bortforklaringer mistede troværdighed.
Angiveligt må det være Joe Biden personligt, der har beordret denne åbenhed, der ellers går imod ethvert instinkt i efterretningstjenester. Biden har et dårligt ry, især efter fiaskoen i Afghanistan, men allerede på Ukraine-krigens anden dag kunne Mikkel Vedby Rasmussen, dekan ved Københavns Universitet og ekspert i international politik, i Weekendavisen konstatere, at det var lykkedes præsidenten at samle Nato-landene om en troværdig respons; en enighed, som siden har vist sig værdifuld, og som også har vundet tilslutning i en række lande uden for Nato. Biden har altså denne gang præsteret særdeles godt som samlende figur og storpolitisk skakspiller; noget som flere af hans forgængere som bekendt har haft svært ved. Der er en verden til forskel fra Bushs retorik om at være enten med eller mod USA, og for amerikanerne må det komme som en aha-oplevelse, at de allierede selv løfter et ansvar, når de ikke bliver presset til det.
Sten Thorup Kristensen
