Hvis du har brug for billige beklædningsgenstande, så skynd dig – lige nu er de af en eller anden grund, måske relateret til problemerne med logistikkæder, til salg på nettet. Det er de ellers normalt ikke. Søger man efter billige læsebriller, t-shirts, handsker eller lignende, kommer man frem til præcis det modsatte. Store aktører med høje marginer har købt alle de gode placeringer på google.
Også på mere avancerede måder bliver vi som forbrugere holdt borte fra de billigste varer. Børsen beskriver således i en interessant artikel, hvordan der er robotter, der trawler webbutikkerne for billige varer, for så at købe dem og sælge dem videre til en høj pris.
Modne læsere vil kunne huske, hvordan man i internettets barndom troede, at det ville føre til en generel demokratisering af samfundet – herunder i form af billigere varer. Omkring år 2000 talte man meget om ”ny økonomi”, der var kendetegnet ved, at konkurrencen ville blive så hård, at varer og ydelser blev solgt til priser meget tæt på marginalomkostningerne.
Sådan er det meget langt fra gået. På nettet hersker de stærkeste aktører, de gør det mere og mere udpræget, og de bruger deres magt til at købe billigt og sælge dyrt. Det kan man begræde og hidse sig op over. Men det indebærer også en fordel: Butikslivet, og dermed bylivet, består.
Internettets tid er naturligvis ikke forbi; det var bare lidt moderne clickbait, vi forsøgte os med, belært af de store netmedier. F.eks. bankfilialer forsvinder nok helt fra gadebilledet, og godt det samme, for netbanken er meget mere bekvem. Men når det gælder fysiske varer, er forbrugerne ofte bedst tjent med at gå ned i den lokale butik. Her får man den bedste service og de bedste priser. Det er i parentes bemærket også mere miljøvenligt på den måde, end når budtjenester skal futte byen rundt med varer pakket ind i flere lag engangsemballage.
Dette har ikke været meget omtalt under coronaen, hvor man tværtimod har hypet nethandel og talt om butiksdød. Men vær sikker på, at f.eks. ejere af butiksejendomme har spottet, at de nu har vinden i ryggen. For dem er det konkret virkelighed. De nyder f.eks. godt af, at mange detailkæder lige nu er i gang med en ekspansion på hovedstrøg og i storcentre, som Børsen også kan fortælle.
Grønt eller ej
Op til folketingsvalget i 2019 fandt Norstat i en meningsmåling for Altinget, at 46 pct. af vælgerne regnede klima som et af de tre vigtigste emner. Ude i verden er det anderledes. I USA er det f.eks. kun 6 pct. af sorte og latinoer, der finder klimadagsordenen så central.
Det har ifølge The Economist konkret betydning for den investeringspakke, Joe Biden står overfor at implementere. Han har lovet, at han vil kombinere klimahensynet med målsætninger om at forbedre leveforholdene for minoritetsgrupperne, der ofte også har lavere indkomst end hvide vælgere.
Men ude i den virkelige verden betyder det, at klimadelen bliver meget svær at få øje på. En borgmester, der specifikt skal foreslå initiativer i sin by, vil naturligvis vægte det, som er mest populært hos vælgerne, og for så vidt angår den store del af de demokratiske kernevælgere, der er sorte eller latinoer, er det altså typisk hverken vindmøller eller elbiler.
I Danmark har en af de store historier i denne uge været kritikken af transportminister Benny Engelbrecht, der endte med at føre til hans fald. Denne udgang skyldtes en opfattelse af, at han ikke havde overholdt formalia. Men det handlede også om, at hans ministerium ikke havde fundet et nogenlunde klart svar på klimabelastningen ved anlæg af infrastruktur, som Engelbrecht selv forklarer til DR.
Sideløbende er der en diskussion om, hvorvidt man nu kan regne atomkraft og naturgas som grønne energikilder, sådan som EU gør. Det er samme historie en gang til: På et tidspunkt må vi se i øjnene, at der ikke findes nogen guddommelig facitliste for, hvad der er grønt. Det er meget langt hen ad vejen noget, vi bare beslutter ud fra vores prioriteringer, og disse prioriteringer kan være vidt forskellige.
Og selvom bæredygtighed og taksonomi er store emner i den finansielle sektor, skal vi ikke regne med, at den hjælper os med sagligt at afgøre, hvad der er grønt, lysegrønt eller sort. Den leverer bare det, som politikere og forbrugere nu engang efterspørger.
Som Carsten Valgreen, partner i AGM Research, skarpt skriver i Børsen: ”Den finansielle sektor elsker det selvfølgelig. Vi lever af finansielle transaktioner og nye produkter. Hvis du vil have os til at lave et grønt investeringsunivers til dig, og du er villig til at betale os 0,2 pct. eller 0,3 pct. om året for det, står vi selvfølgelig til tjeneste.”
Sten Thorup Kristensen
