Når der er stave- og kommafejl i Økonomisk Ugebrev, er det ikke fordi, vi ikke læser korrektur. Det gør vi, hele to gange endda. Når artiklerne er sat op, bliver de sendt retur til redaktionssekretæren, der læser dem igennem og markerer fejl, for derefter at sende dem videre til korrekturlæseren, som gør det samme.
Det kunne organiseres anderledes. Redaktionssekretæren kunne sende rettelserne direkte til layouteren, som førte dem ind i teksten og derefter sendte artiklerne videre til korrekturlæseren. Det ville have sine fordele, men også sine ulemper.
Så hvad mener du, kære læser? Skal vi lægge arbejdsgangen om?
Du mener sandsynligvis ikke noget. Du går ud fra, at vi som fagfolk i mediebranchen er bedst til at vurdere, om det ene alt i alt er bedre end det andet.
Det havde været noget andet, hvis Økonomisk Ugebrev havde været en offentlig virksomhed. Så havde det pludselig været en politisk sag. Ordførere fra 11-12 partier – hvor mange, der nu er – havde lagt hovederne på skrå og forklaret, hvad de mente om sagen.
Medierne havde troligt refereret det hele, og en gang imellem ville en graverjournalist sætte sig til at tælle, hvor mange fejl, der slipper igennem om ugen. Og uanset, om det var 5 eller 10 eller 50, ville ordførerne sige, at de var chokerede over at høre det. De ville også sige, at når regeringen tydeligvis bare lader stå til, var det et spørgsmål, om det overhovedet var umagen værd at deltage i forhandlinger om en politisk løsning.
Ovenstående her er ikke noget postulat. Man ser det igen og igen fungere på den måde. I den forgangne uge har regeringen f.eks. fremlagt sin plan for en reform af ældreplejen, og så har diskussioner om, hvor store teams af plejere ideelt set burde være, fyldt meget i mediebilledet. Det har bl.a. været en del af båndsløjfen på TV2 News.
Diskussionen giver fin mening for politikerne. Det er nu engang en del af deres job at organisere den offentlige ældrepleje, og samtidig er de nødt til at vise vælgerne, hvad de gør. Men for det store flertal af mediebrugerne giver det ingen mening overhovedet.
Vi er uden forudsætninger for at vide noget om, hvor stort sådan et team af plejere bør være. Vi kan bare konstatere, at den store frisættelse af ældreplejen åbenlyst ikke er større, end at politikerne på Christiansborg stadig vil bestemme, hvordan hjemmeplejen samt hvert af de henved tusind plejehjem, fordelt på 98 kommuner, skal organisere hverdagen.
Netop TV2 News skal selvfølgelig udfylde sendefladen 24 timer i døgnet. Så må man gå lidt på kompromis. Men stadig er det en fattig nyhedsformidling, hvor man bare accepterer den dagsorden, der er dikteret af regeringen.
I sidste ende er det også fattigt for politikerne selv. Som det er nu, skal de prøve at finde en grimasse, der kan passe, så de kan fremstå, som om de er eksperter på, hvordan den enkelte institution ude i ældreplejen organiserer sig. Det er de naturligvis ikke. Og de var bedre stillede, hvis medierne var med på at sætte spørgsmålstegn ved de præmisser, regeringen har lanceret.
En blodrus?
En gang imellem er det en oppositionspolitiker, der får lov at diktere præmisserne. Alex Vanopslagh har, som en af de få på borgen, kritiseret flere ministres hårde fremfærd mod Torben Østergaard i Nordic Waste-sagen. Så vidt så godt, men han kører sin egen dagsorden ud over kanten, når han til Berlingske siger, at der er tale om en blodrus, der er tidstypisk, og som LA-lederen også ser i omtalen af Katherine Diez’ ”lån” af andres udsagn og formuleringer.
Det er stærkt kritisabelt, når regeringen går uden om juraen og prøver at pålægge Østergaard et ansvar, han ikke har. Det truer fundamenterne for både retsstaten og for erhvervslivet. Men i sig selv er det helt i sin orden, at Østergaard bliver kritiseret, også med hårde ord.
Han er en mand med magt, og når man er det, nytter det ikke noget at krybe i skjul for offentligheden, når beslutninger, man har truffet, får negative konsekvenser – uanset hvor uforsætlige, disse måtte være.
I Katherine Diez’ tilfælde kan man have en vis medfølelse. Det faktuelle i hendes sag er også i bagatelafdelingen og kan klares med nogle søgsmål fra de forurettede. Men Diez har med succes lanceret sig selv som en trendsætter og et stilikon. Offentligheden, herunder medierne, må kunne forholde sig til det, når en sådan status viser sig at være uberettiget. Dét er også en nødvendig del af den offentlige samtale, hvis et samfund skal hænge sammen.
Sten Thorup Kristensen
