Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Kultur

Medieanmeldelse – Miljøkatastrofe med stor principiel rækkevidde

Sten Thorup Kristensen

mandag 22. januar 2024 kl. 17:55

Medieanmeldelse – Miljøkatastrofe med stor principiel rækkevidde

I betragtning af, hvor stor hæ­ren af kommunikationsrådgi­vere i Danmark er blevet, undrer man sig en gang imellem over, hvor amatøragtigt nogle virksomheder kommunike­rer. Nordic Waste, den siden fredag konkursramte virk­somhed med hovedrollen i miljøkatastrofen ved Randers, er seneste eksempel. Hvis ejere og ledere endelig taler med offentligheden, er det i en fornærmet og selvretfær­dig tone, som her i en artikel fra Finans.dk. Ubehaget ved situationen er forståelig nok, men de ville virkelig gøre sig selv en tjeneste ved at synke spyttet, tage gummistøvler­ne på og så tale først med de berørte i lokalområdet, der­efter med journalister, politikere og embedsmænd.

Medierne må under alle omstændigheder følge sagen tæt. Ikke blot på grund af den helt nærværende katastrofe og dens direkte konsekvenser. Sagen har på flere leder et meget principielt indhold.

Hovedaktionæren i Nordic Waste er Torben Øster­gaard-Nielsen. Han er så rig, at han kunne smide de 2-3 mia. kr., som det ifølge kommunen ville koste, hvis man skulle rydde op på den allerbedste måde, hvor man undgår gen­husning af de lokale, og stadig ligge på en sikker sjetteplads i Økonomisk Ugebrevs opgørelse af Danmarks 100 rigeste.

Men så nemt er det ikke, anfører erhvervskommentator Thomas Bernt Henriksen i Berlingske: Hvis Østergaard-Niel­sen kommer med pengene, risikerer han at skabe en præ­cedens, hvor aktionærerne skal betale beregningen, når der sker en uforudset ulykke. En sådan præcedens vil undermi­nere hele grundlaget for erhvervslivet. Her er det afgørende, at der går en mur mellem et selskab og dets ejere, således at deres potentielle tab ved en konkurs er begrænset til de værdier, der ligger i selskabet. Uden en sådan mur ville få turde stifte selskaber, og aktiekurser ville styrtdykke.

Thomas Bernt Henriksen foreslår, at Østergaard-Nielsen i stedet kan vise sin velvilje ved at etablere en fond, der kan give tilskud ved fremtidige lignende katastrofer. Sådan en fond kan der blive god brug for, og her ligger endnu et prin­cipielt forhold: Jordskredet skete på grund af de rekordstore mængder regn det seneste år. Nedbørsmængderne i Dan­mark stiger stadig, så det kan blive endnu værre i fremtiden. Kun fantasien sætter grænser for, hvilke typer af katastrofer, der kan opstå, når ejendomme og infrastruktur udsættes for et vejrlig, som ingen havde taget højde for ved opførelsen.

Hertil kommer den infrastruktur, der er på vej til at blive opført. Hvad nu hvis det f.eks. viser sig, at de man­ge vindmøller, der skal opføres i Vesterhavet, ødelægger fuglelivet eller har en anden uforudset konsekvens på mil­jøet? Hvis dem, som skal komme med pengene til vind­møllerne, risikerer at hæfte ved begivenheder, som ingen havde forudset, kan den grønne omstilling hurtigt gå i stå.

Lige nu er følelserne tilspidsede, og det kan ikke være anderledes. Finans.dk’s vinkel – at ejerne af Nordic Waste i tidligere år har hævet udbytter – er ikke desto mindre populistisk. Det er principielt vigtigt, at disse udbytter ikke skal betales tilbage, med mindre ejerne måtte indse, at der snart kunne blive brug for pengene til oprydning. Men hvis ejerne havde indset dette, er sagen en helt anden. Så taler vi ikke bare om, hvem der skal samle regningen op. Så handler det om straffe- og personalesager i virksomhe­den og hos de tilsynsførende myndigheder.

Huller i kontrol-regimet

Apropos tilsyn: Dét skal begrænses på landets plejehjem. Regeringen er ved at lægge sidste hånd på afbureaukrati­seringen af sundhedssektoren, og et af midlerne bliver, at de tilsynsførende myndigheder skal have ”mere fokus på læring og faglig sparring og mindre på kontrol og registre­ring,” fortæller Mette Frederiksen til Berlingske.

Man skulle være et større menneske, end denne klum­meskriver er, for ikke at bemærke modsætningen til, at virksomheder over årene er blevet udsat for en stadig mere tæt kontrol. Hvis kontrol fører til ressourcespild i den offentlige sektor, er det samme vel tilfældet i den private sektor. Man må se frem til, at f.eks. fødevare- og skattemyndighedernes hyppige besøg i restauranter om­lægges til at bestå i høflig, faglig sparring.

Så meget for hånlatteren. Sagligt set er regeringens eks­periment spændende. Hvis plejehjemmene bliver bedre af at begrænse kontrollen, vil det være helt oplagt at tage re­gelsættene bag alle andre myndighedskontroller op til ny overvejelse. Første udfordring er, at regeringen så skal holde kursen og ikke få kolde fødder, næste gang en skandale op­står. Skandaler vil fortsat jævnligt komme på landets henved tusind plejehjem. Den pris kan være værd at betale, hvis det generelle niveau for plejen bliver betydeligt bedre.

Sten Thorup Kristensen

[postviewcount]

Relaterede nyheder

Jobannoncer

Nyt job
Medarbejder til tilsynet med markedet for kryptoaktiver og betalingstjenester
Region H
CEO for Rejsekort & Rejseplan A/S
Region H
Finance/Business Controller til Anzet A/S
Region Sjælland
Dansk Sygeplejeråd søger digitalt indstillet økonomimedarbejder med erfaring i regnskabsprocessen fra A-Z
Region Hovedstaden
Nyt job
Økonom til tilsynet med realkreditinstitutter
Region H
Nyt job
Økonom til analyser af arbejdsmarkedet
Region H
Liftra ApS i Aalborg søger en Finance Controller med ”speciale” i Transfer Pricing
Region Nordjylland
Nyt job
Forbrugerrådet Tænk søger en ny direktør
Region Hovedstaden
Nyt job
INSTITUTLEDER PÅ AAU BUSINESS SCHOOL – Aalborg Universitet
Region Nordjylland
SPARTA SØGER EN ERFAREN KOMMERCIEL CHE
Region H
Skatteministeriet søger kontorchef til Organisering og Governance
Region H

Mere fra ØU Kultur

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank