Økonomiske kriser kommer næsten pr. definition som en overraskelse. Men sjældent fra den ene dag til næste. Som regel går der et halvt til et helt års tid, fra man kan se, at en forudsætning bag en stærk økonomi er faldet væk, til det slår igennem i form af højere ledighed, tvangsauktioner og så videre. Det var meget udpræget op til finanskrisen. Det er næsten glemt nu, men måneder forinden de skæbnesvangre dage i september 2008 stod det klart, at der var noget helt galt med de globale kreditsystemer. Spørgsmålet var kun, hvor hårdt kollapset ville ramme lande og virksomheder.
Nu står vi der igen. Endnu er det abstrakt at skulle forholde sig til, og vi kan heller ikke denne gang med præcision forudsige omfanget af nedturen. Men der er ingen tvivl om, at de brat stigende råvarepriser, højere energipriser, markant højere obligationsrenter og mange virksomheders konkrete tab på russiske eller ukrainske aktiviteter, vil komme til at gøre ondt.
Vi kan altså lige så godt begynde at tale om det, og det gør medierne også, selv om disse artikler nok ikke er de mest læste lige nu. Her er et par eksempler på de perspektiver, der om et halvt år kan være dominerende i nyhedsstrømmen:
I Berlingske skriver businessredaktør Thomas Bernt Henriksen om regeringens justerede forventninger til de økonomiske udsigter for 2022. I det værste af de beregnede scenarier bliver væksten 0 pct., i stedet for de 3 pct., der stadig er den officielle forventning. Det vil pludselig bringe arbejdsløshed tilbage på dagsordenen, og det vil kappe 50 mia. kr. af den offentlige saldo, som så går i minus. Kombinationen af tunge statslige udgifter, der gør det svært at lempe skatter, inflation, som driver lønstigninger, samtidig med at der er behov for løntilbageholdenhed, vil være en giftig cocktail. De politiske fronter kan se helt anderledes ud til efteråret.
Berlingske skriver også, at Lars Tvede er målet for en shitstorm blandt investorer på sociale medier, fordi hans hedgefond Atlas Global Macro ligger tungt i russiske aktier, hvilket naturligvis giver tab. Der var også minusafkast før krigen, men nu er afkastet minus 25 pct. Det er en speciel case, men en krise, der betyder styrtdyk i aktivkriser, kan udløse mange flere af den slags historier. Bagtæppet er jo, at mange de seneste år har accepteret høj risiko, for dog at få et afkast. Nu kan risikoen manifestere sig.
Børsen bringer en historie, som umiddelbart ikke har noget med krise at gøre, men hvor sammenhængen snart kan vise sig: Oven på stramningen af lovgivningen om kviklån har en række af de store aktører trukket sig fra det danske marked, hvilket udløser ”jubel” på begge politiske fløje.
At der jævnligt er banditter i kviklån-branchen ændrer dog ikke ved, at låneformen også har en positiv funktion: Den gør det muligt for trængte borgere at nå hen over en smertefuld tid i deres økonomi. For lånerne kan de høje renter på kviklån godt være billigere end alternativet, og under en krise vil der typisk være mange på én gang, der skal igennem en vanskelig periode. Hvor skal de gå hen nu? Det oplagte svar er, at de skal gå til bankerne, som selv er i gang med at stramme op. Måske slækket regulering kan give lidt luft. Men dét vil umiddelbart være barokt at gøre, netop mens risikoen ved udlån stiger. Men på den anden side var det det, man gjorde under coronakrisen for to år siden, så der er nyere præcedens for det.
Den truende hungerkatastrofe
Ugens mest bizarre artikel findes på dr.dk. Den handler om, at Danmark har sat sig imod en EU-plan om at lade brakmarker opdyrke, med udsigten til at den store korneksport fra Rusland og Ukraine falder væk i år. Det statslige mediehus fremstiller det som en strid mellem landmænd på den ene side og en klog fødevareekspert med fokus på klima og biodiversitet på den anden.
Danmark er heldigvis i mindretal i EU. Regeringen synes at trænge til en alvorlig justering af sit etiske kompas – eller mere simpelt, måske bare et grundkursus i historie. Krige har alle dage medført knaphed. Det har ikke haft nogen stor effekt under de seneste årtiers krige i ørkenstater, men denne gang foregår krigen på verdens mest frugtbare jord. Ukraine har ifølge Berlingske selv advaret mod en hunger-katastrofe, som kan ramme bl.a. Mellemøsten. Så slemt går det forhåbentligt ikke, og det er også meget muligt, at dyrkningen af brakjord kun vil hæve produktionen nogle få procent. Men i en situation med sult, tæller hvert et måltid.
Sten Thorup Kristensen
