Den nye sæson af Borgen har fået meget fine anmeldelser, hvor man bl.a. hæfter sig ved, hvor heldige seriens skabere har været. Altså med plottet – hvordan man i en urolig verden håndterer et stort oliefund i Grønland, som er meget aktuelt. Det er dog en sandhed med modifikationer. Med de brat voksende energipriser siden sidste sommer er det nu dæmret for de fleste, at de alternative energikilder endnu langt fra kan levere nok til at dække vores energibehov. Energipriserne var på himmelflugt, også før Ukraine-krisen.
Fossile brændstoffer er altså nødvendige en tid endnu. Dermed falder en grundlæggende præmis i serien: At klimaproblemet ville blive større af, at den fiktive olie ved Grønland blev udvundet. Afbrænding af olie fører til CO2-udledning, men det gør ingen forskel, om denne olie er hentet i en mellemøstlig ørken, i Sibirien eller i et fjeld ved Ilulissat.
Hvis nu miraklet skulle ske, og man fandt en stor mængde let tilgængelig olie i Grønland, ville det være tåbeligt ikke at udvinde den. Dermed kunne man løse den gordiske knude om Grønlands eventuelle selvstændighed, man kunne samtidig gøre Danmark rigere, og man kunne reducere afhængigheden af oliestater med aggressive autokrater i spidsen.
Dette sidste hensyn er med ugens begivenheder kommet i front. Berlingskes økonomiske redaktør Ulrik Bie skrev allerede tirsdag, hvor den tyske kansler havde udsat certificeringen af Nord Stream 2 på ubestemt tid, at ”energipolitik er sikkerhedspolitik”, og at ”den nok lige skal synke ind hos nogle politikere”.
Selv hvis et lykkeligt forløb herfra skulle føre til, at gasledningen alligevel snart kan åbnes, vil det ikke løse problemet. Enhver illusion om, at vi kan holde til at være afhængige af energiforsyninger fra Rusland, er aflyst mindst en generation ud i fremtiden.
Sat på spidsen: Greta Thunbergs æra i klima- og energipolitikken er pludselig forbi. Den grønne omstilling løber videre, men det er en simpel nødvendighed at prioritere de enkelte tiltag op imod andre hensyn. Herunder vil det være politikernes pligt at træffe beslutninger, som ingen isoleret set kan lide, f.eks. om nye gasledninger og olieboringer.
Pressen har også en rolle i den forbindelse. Lige nu er al opmærksomhed rettet mod Ukraine, og sådan skal det også være. Men meget hurtigt må medierne holde politikerne op på, om de sikrer den nødvendige energiforsyning til de kommende vintre.
I den henseende kan vi holde erfaringerne fra coronakrisen in mente: Politiske systemer er meget effektive til at håndtere noget, som sker her og nu. De kan også håndtere visioner for det meget lange sigte. Men de er meget dårlige til at håndtere forudsigelige scenarier, der ligger få måneder eller kvartaler ude i fremtiden. Dén del skal de have hjælp til.
Pensionssektorens omstilling vol. 2
Stadig flere pensionsselskaber sælger deres aktier i olieselskaber. Men som vi har skrevet om i ØU Samfundsansvar, forhindrer det dem ikke i at udbyde fonde med aktier i samme olieselskaber til de medlemmer, der selv vil sammensætte deres investeringer. Se også artiklen om Sampension i denne udgave.
Man kan diskutere fænomenet frem og tilbage. Det er jo rimeligt nok, at pensionsselskaberne ikke vil formynde over de medlemmer, der vil vælge selv. Men så skulle man måske være mere præcis i retorikken om, hvad man gør og ikke gør af hensyn til klimaet.
Og der er mere i det: Flere af de klassiske olieselskaber går over mod grøn energi og frasælger samtidig olieaktiviteter i håbet om at holde sig inde i varmen hos pensionsselskaber verden over. Men ifølge The Economist bliver disse aktiviteter typisk solgt til private equity-fonde, der markedsfører sig under meget generelle labels som ”growth” eller ”opportunistic”.
Og investorerne i disse fonde er – pensionsselskaber. Det fremgår ikke, om netop de danske pensionsselskaber er med i denne trekanthandel. Men uanset om de er eller ej, viser det, at ansvarlige investeringer på dette felt langt hen ad vejen er et slag i luften. Det er fortsat pensionspenge, der finansierer olieudvinding; nu bare mindre synligt end før.
For pensionssektoren er ugens begivenheder således også en chance for at synkronisere handlinger og retorik. Når investeringer i olie er nødvendige for fred, sikkerhed og basal velfærd, er det også ansvarligt at deltage i disse investeringer. Det skal der nok komme blæst om, for i hvert fald arbejdsmarkedspensionsselskaberne er også politiske i den forstand, at de er ledet af medlemsvalgte bestyrelser, og ved de senere års bestyrelsesvalg har klimapolitik været et stort tema.
Måske skal den nye virkelighed også her have tid til at synke ind.
Sten Thorup Kristensen
