Ballade i P+: Palæstina-aktivister vs. opgør med eksklusion og moralisme

Op til generalforsamling den 16. april stillede medlemmer i P+ en række forslag til ændringer af pensionskassens investeringsstrategi. Nogle ville have sortlistet selskaber, der understøtter Israel. Andre gik kontra og krævede mulighed for at vælge en neutral investeringsstrategi uden lange eksklusionslister. Et værdineutralt investeringsunivers er imidlertid et fatamorgana, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne kommentar – hvor han også konstaterer, at Palæstina-aktivister skader deres egen sag ved at ty til spydigheder om modpartens køn og hudfarve.

Torsdag den 16. april holdt pensionskassen P+ generalforsamling. Udover forelæggelse af årsrapport samt vedtagelse af en række forslag fremsat af bestyrelsen, var der fem medlemsforslag på programmet.

Ét medlemsforslag blev vedtaget, fire nedstemt. Et af de nedstemte forslag handlede om etablering af en valgfri neutral investeringsstrategi, hvor de nuværende eksklusionslister reduceres markant. Forslagsstillerne noterer blandt andet:

”Det er ikke rimeligt, at en bestemt udlægning af, hvordan vi bidrager til at løse samfundsmæssige udfordringer, ophøjes til at være den eneste rigtige for alle medlemmer af P+. (…) Efter vor opfattelse er det afgørende, at pensionskassens medlemmer får mulighed for en bredere investeringssammensætning end i dag og dermed uden snærende politiske overbevisninger.”

Det lyder umiddelbart tiltalende: Pak politik og holdninger langt væk og fokuser på afkast, intet andet. Et værdineutralt investeringsunivers er imidlertid et fatamorgana.

Når en pensionskasse sortlister et selskab, fælder den en værdibaseret dom: Vi vil ikke investere i A på grund af B. Det samme er imidlertid tilfældet, når en pensionskasse tilvælger selskaber til investeringsuniverset: Vi vil ikke afvise at investere i A på trods af B.

En investeringsstrategi er altid politisk og således baseret på et specifikt værdisæt. At være åben over for investeringer i eksempelvis kulselskaber eller virksomheder med ekstremt ringe arbejdsforhold er ikke en neutral position – den er præcis lige så politisk som modparten, der ønsker at sortliste den slags virksomheder.

Frivillige tilvalgsordninger

Mange danske pensionskasser, herunder P+, tilbyder deres medlemmer særligt grønne eller bæredygtige ordninger. Bør pensionskasser også tilbyde særligt eksklusionsfri ordninger, med ultrakorte fravalgslister?

Forslagsstillerne henviser desuden til, at eksklusionslisterne risikerer at påvirke afkastet og risiko negativt, da eksklusionslister udgør et benspænd for at sammensætte den bedst mulige investeringsportefølje.

Det mente hverken bestyrelsen i P+ eller et flertal af medlemmerne, der stemte mod forslaget på generalforsamlingen. Flertallet ville altså ikke give mindretallet – 69% vs. 31% – mulighed for at placere deres midler i en ordning, som passer bedre til deres politiske præferencer.

I anbefalingen til at stemme mod forslaget noterer bestyrelsen blandt andet: ”P+’s analyser viser, at det forventede afkast i en investeringsstrategi helt uden fravalg ikke adskiller sig fra det forventede afkast i P+’s nuværende strategi. Hvis man ser på de seneste tre års afkast, har P+’s fravalg således haft en lille positiv effekt på afkastet.”

Bestyrelsen begrunder desuden sin modstand med kompleksitet og omkostninger ved at oprette den nye tilvalgsmulighed – samt at en investeringsstrategi uden sortlistning er uforenelig med pensionskassens politik for ansvarlige investeringer.

Med andre ord: Det vil være uansvarligt at åbne op for investeringer i ekskluderede selskaber. Bestyrelsen og flertallet af medlemmerne agerer således moralsk overdommer over for mindretallet. Urimeligt? Det afhænger af styrken i de moralske argumenter for sortlistningen.

Moral er nemlig ikke bare et spørgsmål om smag og behag – sommetider er moralsk overdommeri faktisk på sin plads, eksempelvis: At anvende tvangsarbejde er ikke en lige så ansvarlig måde at drive virksomhed på som at tilbyde ordentlig løn og arbejdsforhold.

Men tvangsarbejde er jo netop ulovligt. Korrekt, men bemærk: Tvangsarbejde er ikke forkert, fordi det er ulovligt. Det er ulovligt, fordi det er forkert. Hvor grænsen konkret går, er vanskeligt at sige – og P+ bør have solide argumenter klar til at begrunde deres lange eksklusionslister.

Palæstina-aktivister: Onde hvide mænd  

Palæstina-aktivister havde stillet forslag om at sortliste selskaber, der står på FN’s liste over virksomheder, der understøtter Israels ulovlige bosættelser. Dertil kom et forslag om at sortliste selskaber, der bistår Israel i krigsforbrydelser og krænkelse af menneskerettigheder.

De konkrete forslag – som kan læses i deres fulde længde her – forekommer umiddelbart sympatiske. Retorikken på LinkedIn op til afstemningen var desværre sølle og fladpandet.

Da en bruger fik nys om, at andre medlemmer af P+ indsamlede fuldmagter, der gik mod sortlistningen, underrettede han en af frontfigurerne i aktivistgruppen: ”Jeg har tagget dig i en tråd, hvor der indsamles fuldmagter IMOD forslagene. En antropolog ville nok bemærke, at det kun er midaldrende hvide mænd der melder, at de har givet fuldmagt IMOD forslagene.”

Herefter postede frontfiguren et opslag, hvor hun blandt andet skriver: ”Åbenbart er der en gruppe hvide midaldrende mænd som lige nu indsamler fuldmagter IMOD forslaget om afinvestering. Hvor langt ude er det lige?”

Spejl: Hvor langt ude er det lige – spydigheder om køn og hudfarve hører hjemme i studiekredsen hos Islamisk Stat og Ku Klux Klan, ikke i en debat om pensionskassers eksklusionslister.

Forslagene blev nedstemt. Bestyrelsen begrundede sin modstand med, at P+ tilbyder et valgfrit investeringsprodukt, som blandt andet indeholder de eksklusioner, som forslagsstillerne ville udbrede til hele pensionskassens investeringsunivers.