Pandora oplyste i en pressemeddelelse onsdag, at man trak sig fra organisationen Responsibe Jewellery Council, RJC, bl.a. fordi denne ikke havde suspenderet russiske medlemmer.
I RJC’s guidelines har medlemmernes forhold til menneskerettigheder og krigsførende lande faktisk en meget fremtrædende placering. Men det er formentlig mest afrikanske despoter, der misbruger indtægterne fra den lokale guldmine, man har haft i tankerne. Scenariet om et stort og relativt velstående land, der overfalder en nabo, havde man næppe overvejet. Det har man så lejlighed til nu, og det slår gnister.
Det er et eksempel på, at samfundsansvar pludselig er blevet indviklet for virksomhederne. På f.eks. klimaspørgsmålet er det relativt ligefremt – det er ubetinget godt at nedbringe udslippet af klimagasser, og så er spørgsmålet kun, hvor meget man skal ofre for det.
Når det gælder krigen, er det mere tvivlsomt, om det er godt for verden, at virksomheder bare trækker sig ud af Rusland, eller om det er bedre, at de bliver, så de om forhåbentlig ikke så længe kan være med til at genopbygge fredelig samhandel.
Der mangler også en præcedens for afvejningen af værdien af boykot og omkostningen ved den. Ecco bliver kritiseret for at holde sine butikker i Rusland åbne. Men hvor stor betydning har det for landets krigsduelighed, at den almindelige russer kan købe fodformede sko? Mere betydning havde det givetvis, hvis russiske militærkøretøjer ikke kunne bruge Danfoss-produkter til at styre aircondition-anlægget, sådan som DR fortæller om. Men kan man forvente, at Danfoss holder øje med, om deres civile teknologi en dag bliver en lille komponent i en fjendtlig militærmaskine?
I sig selv er det i hvert fald ikke længere etisk ”no go” at investere i våben. Måske snarere tværtimod. Ifølge Børsen har PensionDanmark således købt aktier i bl.a. våbenproducenten Rheinmetall. Men hvad nu, hvis man en dag finder deres våben hos en krigsførende afrikansk despot, hvis mine Pandora ikke vil købe guld fra?
Der er nok at diskutere og tænke over, og endnu få klare svar. Det er en diskussion, som erhvervslivet selv må tage ansvar for – der er ikke meget hjælp af hente fra politikerne, fremgår det af en anden artikel i Børsen. Bl.a. Venstres formand Jacob Ellemann-Jensen opfordrer uforbeholdent virksomhederne til at trække sig ud af Rusland, ud fra en præmis om, at forholdet til Rusland ikke vil blive normaliseret i ”den nærmeste årrække”.
Det er udtryk for den noget primitive måde at anskue strategi på, som politikere ofte forfalder til: Man vælger et hovedscenarie, som man tror på, og så satser man hele butikken på, at det faktisk kommer til at gå sådan. I virkelighedens verden må en strategi tage højde for hele udfaldsrummet. I den henseende er det mere givende at læse Rockwool-direktøren Jens Birgerssons overvejelser i Berlingske. Man kan være enig eller uenig med ham, men han har en pointe, man kan diskutere ud fra, når han advarer om, at Danmark i praksis kører med hårdere sanktioner end resten af EU. Rockwool har som bekendt valgt at blive i Rusland.
Pervers regulering
Når verden er i krig, fylder det ikke meget i nyhedsbilledet, at en lille bank vælger at lukke ned og sige tak for nu. Men det er værd at læse Børsens historie om Basisbank, der i sit sidste regnskab præsterede et overskud på en halv mia. kr., grundlæggende fordi udlånene var meget mere værd, end de var bogført til.
Det siger noget om, hvor u-retvisende bankernes regnskaber er på grund af kravene fra myndighedsregulering. Der ligger meget store formuer i bankerne, som de er forhindret i at bruge eller blot at erkende åbent.
Dette samtidig med, at danskerne betaler relativt meget for bankydelser. Man kan diskutere frem og tilbage, om det især skyldes regulering, eller om det især skyldes en for stor kollegial hygge i branchen, hvor man hellere vil have den sikre bundlinje end at prøve at udkonkurrere naboen. Men de to tilgange har et stort overlap: Den tætte regulering skaber nogle perverse incitamenter for bankernes ledelser.
I parentes bemærket: Er man i det sentimentale hjørne, kan man også hæfte sig ved, at Basisbank var den første rene internetbank. Den blev oprettet på en filosofi om, at bankforretningerne ville blive digitale. Det var jo sådan set rigtigt nok. Men som det skulle vise sig, var det alligevel de gamle banker med alle deres filialer, der kom bedst ind i den nye verden. Nu lukker Basisbank ned samtidig med, at nye digitale banker kommer til markedet. Det bliver stadig anset som noget mærkeligt nymodens noget. En gang imellem kommer fremtiden langsomt.
Sten Thorup Kristensen
