Siden vores analyse i marts er aktiekursen steget 30 %, som nok reflekterer, at aktiemarkedet har genvundet troen på, at den største potentielle valuedriver CAM2029 får succes, samtidig med at der igen er kommet fart på Buvidal/Brixadi salget efter et svagt 1. kvartal. Der er to vigtige CAM2029-kurstriggere i sigte senere på året i form af afgørende GEP-NET fase 3 data og den mulige FDA-godkendelse i akromegali. CAM2029 succes kan transformere Camurus fra en smal ”opioid virksomhed” til en bredere funderet virksomhed med egen salgsorganisation i USA. CAM2029-succes er af essentiel betydning for investeringscasen og kan medføre en markant vækst i omsætning og indtjening de kommende år. 2027 bliver muligvis et Camurus ”superår”.
Det går igen godt med salget af Buvidal og Brixadi. Buvidalsalget voksede med 13 % til 528 mio. SEK i 2. kvartal, mens Brixadi royaltyindtægten fra salget i USA steg med 42 % til 127 mio. SEK.
77.000 patienter bliver nu behandlet med Buvidal mod opioidafhængighed og tager markedsandele i LAIB (langtidsvirkende injicerbar buprenorfin) segmentet, som vokser strukturelt i alle markeder. Camurus’ forventning om at nå 100.000 patienter i 2027 virker derfor til at være indenfor rækkevidde.
Partneren Braeburns salg af Brixadi bliver understøttet af yderligere investeringer i salgsstyrken. Vi estimerer et Buvidal/Brixadi salg og royaltyindtægter i 2030 på 4,3 mia. SEK, hvoraf Brixadi står for 35 %. Med de solide indtægter fra Buvidal/Brixadi er Camurus finansielt velpolstret med en kassebeholdning på godt 4 mia. SEK efter en nettoindtjening i 2. kvartal på 241 mio. SEK. Nettoindtjeningen var på niveau med sidste års 2. kvartalsresultat pga. de stigende marketing- og distributionsomkostninger.
CAM2029 GEP-NET succes bliver afgørende
CAM2029 som forfølger 3 forskellige indikationer kan blive et guldæg for Camurus. Og den vigtigste indikation er GEP-NET (gastroenteropancreatiske neuroendokrine tumorer), hvor behandlingen i dag domineres af Novartis’ Sandostatin LAR og Ipsens Somatuline Depot / Lanreotide Autogel. Det er SSA (somatostatinanalog-præparater) med samme virkningsmekanisme som CAM2029.
SSA-markedet er globalt på ca. 7,5 mia. USD, hvor GEP-NET står for 50-60 % af salget. Der er således tale om et meget lukrativt marked, så derfor er der meget på spil, når fase 3 resultaterne fra CAM2029 GEP-NET fase 3 studiet er klar før årsskiftet.
Data sandsynligvis positive men usikkerhed
Det godt 300 patient store fase 3 studie med navnet SORENTO, som har varet over 4 år, er noget af en satsning, da det forudgående fase 2 studie var et relativt lille, markørorienteret studie rettet primært mod PK/PD og symptomkontrol. Studiet viste robust suppression af patientens hormonudskillelse og tumormarkører samt god tolerans og høj, stabil eksponering.
Det tæller positivt for udfaldet af fase 3 studiet, at der er biologisk plausibilitet, dvs. virkningsmekanismen er kendt og virker i behandlingen af canceren (somatostatin receptor medieret tumor kontrol).
Det er også væsentligt, at jo højere eksponering, jo højere behandlingseffekt, som præcis er Camurus FluidCrystal formuleringens force: den leverer højere eksponering, som øger sandsynligheden for, at patienterne får en effektiv behandling, og det understøttes af PK/PD-data. FluidCrystal formuleringen medfører således en 5× højere eksponering (biotilgængelighed) med det aktive stof octreotide sammenlignet med Sandostatin LAR. Resultatet fra CAM2029 fase 2 er derfor en rationel begrundelse for at teste for ”superiority” overfor de nuværende octreotidestoffer i fase 3.
Fase 3 studiet er et head to head, aktivt kontrolleret, open label BIRC blindet vurderet studie med PFS (progressionsfri overlevelse) som primært klinisk mål sammenlignet med standardbehandlingerne octreotide LAR eller lanreotide. Studiet stopper, når der er 194 tilfælde, hvor patienten enten dør, eller sygdommen har udviklet sig. Nu har studiet været i gang i over 4 år, så behandlingen af patienterne har været effektiv.
Spørgsmålet er så, om der er en markant overvægt af patienterne i CAM2029 armen, som har overlevet uden videre sygdomsudvikling. Studiet har statistisk styrke til en HR (Hazard Ratio) på 0,65, dvs. der er 35 % færre patienter, der har sandsynlighed for at dø eller udvikle sygdommen i CAM2029 armen end i sammenligningsarmen. Et head to head superiority studie overfor standardbehandlinger med HR 0,65 og solid signifikans er stærk dokumentation overfor myndighederne, og det vil være mere end nok til at opnå godkendelse og til at understøtte et “best in class” narrativ.
Øvre grænse for ”superiority” i cancer studier er typisk HR 0,75. Dvs. HR i intervallet 0,65-0,75 med signifikans vil være tilstrækkeligt til godkendelse og til at få en superiority vinkel ind i narrativet med forbehold for KM halen (Kaplan-Meier) og event fordeling. Kliniske studier, hvor der sammenlignes med de gængse standardbehandlinger, er mere risikobetonede end rent placebokontrollerede studier. Til gengæld er vejen til markedet betydeligt nemmere, hvis det kan dokumenteres, at det nye stof virker bedre end standardbehandlingen.
Flere forhold taler for et positivt resultat. Hvis standardbehandlingen viser en median PFS på 20 måneder vil en HR på 0,65 kræve en estimeret PFS på 30,8 måneder ved CAM2029 behandling (se tabel). Vi vurderer sandsynligheden for et superiority udfald med Hazard Ratio 0,65-0,75 til 65 %.
Vi estimerer salget i USA til 700 mio. USD i 2030 ved HR 0,65. Tillagt EU-potentialet ender salgsestimatet på 900 mio. USD. Der er med andre ord mulighed for en flerdobling af toplinjen indenfor 4 år.
CAM2029 akromegali står til FDA godkendelse
CAM2029 mod akromegali har været igennem et noget turbulent forløb, som nok har haft betydning for markedets holdning til CAM2029 generelt. Ikke mindst fordi Camurus havde lignende problemer med Brixadi, som forsinkede lanceringen af produktet i USA. Det regulatoriske forløb for CAM2029 mod akromegali har været præget af to FDA-afslag (CRL) forårsaget af mangler hos en ekstern kontraktproducent, uden at der har været rejst tvivl om lægemidlets kliniske data. Det første CRL blev udstedt i oktober 2024, hvorefter Camurus genindsendte ansøgningen i december 2025 med PDUFA-måldato i juni 2026.
Det kraftige kursfald i februar 2026 skyldtes formentlig investorernes bekymring for, om producenten nåede at udbedre cGMP-forholdene i tide, forstærket af et midlertidigt svagt Buvidal-salg i 1. kvartal. Den 10. juni 2026 udstedte FDA imidlertid endnu et CRL, som ud over fortsatte cGMP-mangler krævede en mindre justering af emballagens iltabsorber.
Camurus adresserede hurtigt forholdene og genindsendte ansøgningen, som FDA godkendte i juli 2026 med en ny, endelig PDUFA-måldato den 18. december 2026. Stoffet vil blive markedsført med navnet Oclaiz, hvis det opnår FDA godkendelse i 3. forsøg, hvilket vi forventer sker.
Svagt Europæisk akromegalisalg
CAM2029 blev formelt godkendt af EU-den 22. maj 2025 til behandling af akromegali under navet Oczyesa og lanceret i Tyskland i november 2025 som det første land. Salgstallene har indtil videre ikke været imponerende. Produktet solgte for 4 mio. SEK i 2. kvartal i Tyskland med en listepris på ca. 17.500 EUR/år.
Betalerne presser prisen tæt ned mod de eksisterende billigere og delvist generiske somatostatin-analoger (Sandostatin LAR / Somatuline Autogel), hvilket begrænser nettoprisen sammenlignet med USA, hvor prisen forventes at blive op til 60.000 USD/år. Europæiske betalere som AMNOG i Tyskland, TLV i Sverige og NICE/NHS i UK er tilbageholdende med at betale en betydelig merpris for en ny formulering af et eksisterende lægemiddel (octreotid) uden direkte dokumenteret overlegen effekt på hårdere kliniske endepunkter. Og den dokumentation har Camurus ikke.
Akromegali-patienter er generelt velregulerede på deres nuværende depot-sprøjter. Selvom Oczyesa giver mulighed for egenbehandling med en pen, er europæiske læger ofte tilbageholdende med at skifte stabile kroniske patienter over på et nyt præparat alene for bekvemmelighedens skyld, medmindre patienten udtrykkeligt ønsker det.
En udfordring er også, at vejen til offentligt tilskud og hospitalsoptagelse i de enkelte EU-lande er bureaukratisk og tidskrævende. Pga. manglen på et direkte head-to-head studie mod aktiv kontrol ser europæiske betalere CAM2029 som et “nice-to-have” fremskridt frem for et “must-have” klinisk gennembrud. Det gør det vanskeligt for Camurus at opnå den ønskede margin og prissætning i Europa.
Første bølge i udrulningen af Oczyesa omfatter Tyskland, Sverige, Norge og UK. Lanceringen er i den indledende fase, hvor det kun har været lanceret i Tyskland og i Sverige, hvor det er kommet til for få dage siden. Camurus slår imidlertid en optimistisk tone an med henvisning til, at målgruppen er 3.000-5.000 patienter på SRL-præparater med 500-800 nye patienter pr. år og går efter en tocifret markedsandel. Med det beskedne salg i Tyskland har vi dog reduceret vores Oczyesa estimater.
Flere samarbejder på fedmeområdet
Pipelinen indeholder bl.a. også CAM2056 i udvikling mod diabetes og fedme. Det er en reformulering af Novos semaglutide til en ”én gang månedlig injektion”, som har vist lovende resultater i den tidlige fase. Efter fase 1b studiet påbegyndes et fase 2 studie i 2. halvår i år, og projektet repræsenterer en betydelig upside på sigt.
Camurus har også indgået samarbejde med Eli Lilly og Gubra. Camurus og Eli Lilly indgik i juni 2025 en global samarbejds- og licensaftale, hvor Eli Lilly fik eksklusive rettigheder til at udvikle og kommercialisere langtidsvirkende incretin-baserede lægemidler (GLP 1/GIP og triple agonister) og senere også amylin agonister baseret på Camurus’ FluidCrystal teknologi.
Camurus har også et forskningssamarbejde med Gubra, hvor Gubra leverer peptid design og prækliniske modeller, mens Camurus anvender FluidCrystal platformen til at formulere peptiderne som langtidsvirkende injektionsbehandlinger. Samarbejdet fokuserer typisk på metaboliske og endokrine peptider, hvor kombinationen af Gubras peptid innovation og Camurus’ depotteknologi giver mulighed for månedsdoserede behandlinger.
GEP-NET succes betyder potentiale
Buvidal og Brixadi har pæne vækstudsigter, og det gælder især Brixadi, som vi forventer når et salg i 2030 på 10,2 mia. SEK. Men da Brixadi er udlicenseret får Camurus kun 15 % af salget i royalty. Derfor kan Camurus’ høje kursmultipler kun retfærdiggøres, hvis CAM2029 får succes og vel at mærke i GEP-NET indikationen, som estimeres til at stå for 78 % af CAM2029’s salgspotentiale.
For at sætte investeringscasen i perspektiv udgør det estimerede CAM2029 salg 69 % af Camurus’ estimerede totale salgs- og royaltyindtægter i 2030. Det betyder, at udmeldingen af GEP-NET Sorento fase 3 data senere i år bliver afgørende for værdiansættelsen af Camurus. Er resultatet ”superiority” vil aktien få et løft med udsigten til en længerevarende kursfremgang, mens det modsatte udfald formentlig vil betyde et markant kursfald.
2027 kan derfor blive et muligt Camurus superår:
- Akromegali: Forventes lanceret i USA, hvilket giver et solidt kommercielt afsæt i 2027.
- GEP-NET: Salgsindtægter fra GEP-NET begynder muligvis i 2027.
- Synergier: Akromegali/GEP-NET salgsstyrkesynergier Hvis tingene flasker sig, er der derfor udsigt til en kraftig vækst i toplinje og nettoindtjening i 2027 og starten på en kraftig fortsat vækst i indtjeningen de efterfølgende år. DCF pr. aktie er 750 SEK og P/E-2027 er 23,3. Det betyder udsigt til længerevarende markant kursopgang i de kommende år. 12 måneders kursmålet løftes fra 750 SEK til 800 SEK, men det kræver GEP-NET succes.
Kurs på analysetidspunkt:
622 SEK
Kursmål 12 mdr.:
800 SEK
(forudsætter positiv PDUFA og GEP-NET data)
Analysedato: 24. september 2026
Lars Hatholt
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.



2 md. adgang for
2 x 49 kr.
Få straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
Tilbuddet gælder til 1. oktober 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder
Allerede abonnent? Log ind her













