Er lægemiddeludvikling blevet bedre eller mere effektiv med årene? Det er et komplekst og mangefacetteret spørgsmål, som vi i ugens 2. grafik kan få et forenklet svar på ved at kigge i historiebøgerne. Mere konkret via en undersøgelse af de kliniske succesrater for lægemiddeludvikling siden 1960 og frem til 2017 baseret på en række videnskabelige artikler og publikationer.
Det er med andre ord data fra 6 årtier, der indgår i studiet/artiklen bragt i NAM Journal. NAM står her for ”New Approach Methodologies” og dækker over de nye metoder, der i den prækliniske udvikling kan afløse de ellers klassiske dyreforsøg. Den prækliniske undersøgelse eller vurdering af et lægemiddel ligger således som et underliggende tema eller driver i artiklen.
Basalt set er konklusionen, at fejl-raten hen over de 6 årtier stort set ligger uændret omkring 80-90 % i hele perioden. Enkelte afvigende år kan ses på grafen, men det overordnede billede er tydeligt.
Studiet går et skridt dybere og ser på, hvilke årsager der angives til de fejlede lægemiddelprojekter, og her angives i hele 77 % af tilfældene biologiske årsager, dvs. safety, efficacy, pharmacokinetics, etc.
Ikke helt overraskende givet tidsskriftets karakter konkluderes det, at undersøgelsen indikerer, at de nuværende prækliniske tilgange, som i høj grad baserer sig på dyremodeller og in silico & in vitro modeller, har en begrænset evne til at forudsige det kliniske udfald for den menneskelige biologi, og derfor ser man ofte uventede bivirkninger og manglende effekt, når lægemidlet testes i mennesker i den kliniske udvikling. Det er derfor behov for modeller (eller NAMs), som er mere relevant for mennesker og bedre til at forudsige. Her nævnes f.eks. “organs-on-chips” og “microphysiological systems”.
”The findings suggest that prevailing preclinical approaches – many of which heavily rely on animal models – often have limited ability to predict clinical outcomes and highlight the urgent need for more predictive, human-relevant NAMs.”
Studiet ser også lidt mere konkret på, hvorfor projekterne fejler og laver her en grov inddeling i ”biologiske” og ”ikke-biologiske” faktorer, med den underliggende tese, at en optimal præklinisk model i teorien bør fange langt de fleste biologiske faktorer. I denne kategori indgår der både sikkerhed/bivirkninger, manglende effekt eller ikke-favorable PK/PD-forhold. Alle andre fejlårsager kategoriseres i “ikke-biologiske” faktorer. og det kan f.eks. være kommercielle eller strategiske årsager.
Kilde: NAM Journal: https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S3050620426000448
Steen Albrechtsen
