Idéen om, at samfundsansvar og forretning går hånd i hånd står i vejen for indfrielsen af Verdensmålene, mener professor Vincent F. Hendricks og ph.d. i filosofi Claus Strue Frederiksen. I deres nye fælles bog ”Kæmp for kloden” retter de en hård kritik af den herskende CSR-praksis, som de mener ofte ender som solooptræden uden retning.
Erhvervslivets ledere og globalt politisk ansvarliges formuleringer om, at bæredygtighed og profit går hånd i hånd står i vejen for at løse verdens helt store udfordringer som formuleret i FN’s 17 Verdensmål. ”At have en stor sort bundlinje som eneste ambition, er ikke nogen nævneværdig stor ambition. Faktisk er det en lille smule kedeligt. At kæmpe for kloden er derimod både interessant og ambitiøst,” siger dr.phil., ph.d. og professor Vincent F. Hendricks og Claus Strue Frederiksen, Mag.art. og ph.d. i filosofi.
I bogen retter de to filosoffer fra Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet en sjælden hård kritik af den nuværende CSR-praksis i erhvervslivet og tilhørende herskende diskurs herom. Bogen slår præcist ned på en række ofte oversete centrale ømme punkter i debatten om, hvordan vi overhovedet muliggør at overlevere en bedre verden til næste generation, end den vi fik foræret fra de forrige.
De nuværende CSR-Indsatser er, efter forfatternes vurdering, usammenhængende, tilfældige og alt for ofte symbolske. Konsekvensen er, med forfatternes egne ord, ”solooptræden uden retning.” Bogen er svær at ignorere, især af professionelle erhvervsledere, forskere og politikere, der debatterer højlydt om bæredygtighed, fordi den på overbevisende vis leverer dokumentation og argumentatorisk krudt til at forstå hvad det faktisk kræver, hvis verdenssamfundet skal lykkes med de ambitiøse mål formuleret i Verdensmålene.
Forfatterne lægger ikke bare navne til CSR-kritikken, de lancerer også nye perspektiver, og med begrebet Unified Social Responibility (USR) også et bud på en løsning. Løsningen indebærer, at erhvervsledere, forskere og politikere i første øvelse erkender, at bæredygtighed kan have omkostninger. De skal arbejde bedre sammen, presse hinanden og definere helt tydelige grænser og omkostninger for ansvaret for sig selv, og overfor hinanden.
For erhvervslivet gælder fx, at en lønførende politik eller tilbud til ledelsen om eksorbitante aktieoptioner ikke er forenelig med promovering af Verdensmål nummer et, ”afskaf fattigdom”. Erhvervslederen må desuden afskære sig fra at støtte politikere, som ikke har meget tydelige prioriteringer i forhold til Verdensmålene.
For politikerne gælder blandt andet at sikre afviklingen af køb af naturressourcer fra diktaturstater, som ifølge Vincent F. Hendricks og Claus Strue Frederiksen ”ud fra enhver rimelig betragtning må betegnes som tyvekoster.” Forskningsverdenen skal prioritere projekter, der kan bidrage med viden til bæredygtige løsninger og derigennem lægge pres på politikerne og erhvervslivet om at gøre op med den nuværende udbredte praksis for international handel med uretmæssige tilegnede naturressourcer.
Er det ikke lige præcis erhvervslivets opgave netop at søge win-win muligheder? Virksomheder er hverken sociale institutioner eller politiske organisationer.
”Vi er helt med på, at virksomheder skal tjene penge. Vi er ikke slumstormere. Men hvis målet udelukkende er profit, så er der mere at hente på våben end vandpumper. Der er omkring 50 væbnede konflikter i verden netop nu, og aftagerne af landminer og maskinpistoler klager sjældent, for de er enten ligeglade eller døde. Men blot fordi noget er good business, så anerkender mange samtidig, at det ikke er right business – og så har man allerede skrevet under på, at ikke alt handler om at tjene penge – og at CSR er andet og mere end en fodnote på side 627 i årsrapporten,” siger Vincent F. Hendricks.
Claus Strue Frederiksen supplerer: ”Det private erhvervsliv gør utrolig meget godt. Virksomheder skaber arbejdspladser og produkter, der beriger vores liv. Men som vi skriver i bogen, synes den nuværende tilgang til CSR at være præget af en win-win tankegang, hvor forretning og bæredygtighed altid går hånd i hånd. Men derved tilsidesættes den kendsgerning, at hensynet til profit ikke altid flugter med samfundets interesser. Brug af skattely er et godt eksempel. Det er sjældent i samfundets interesse, at virksomheder søger at øge deres indtjening via aggressiv skatteplanlægning,” siger Claus Strue Frederiksen.
I adresserer, at virksomheder såvel som demokratiske stater skal påbegynde afviklingen af handel med diktaturer, der udbytter et lands naturressourcer. I kalder det direkte tyveri. I opfordrer samtidig til, at afviklingen skal ske over tid. Men er det ikke lige præcis samme svaghed I også kritiserer, nemlig at målestokken er elastik i metermål?
”Globale udfordringer og problemer er ikke noget, der løses med pennestrøg over kort tid. Desværre. Gid klimaet, uligheden og misinformationen på nettet var noget, der kunne slukkes for hurtigt. Det er generationsproblemer, der her er på spil. Men det er generationsproblemer, der viser tænder nu – lige nu! Migration på grund af fattigdom og krig er noget, der nu kommer marcherende op ad motorvejen fra Rødby-færgen, og det betyder, at der skal reageres ganske snart ligesom med klima og misinformation. Så er der ikke mere elastik end at det er nu, supertankerne skal vendes. Også selvom det tager henved en generation, før den nye rigtige kurs er lagt,” siger Vincent F. Hendricks.
I kredser om, at ledere (i erhverv, i politik, og i forskning) skal prioritere i forhold til Verdensmålene. Hvilken pris og konsekvenser skal erhvervsledere acceptere med den prioritering?
”Et af de absolut vanskeligste spørgsmål vedrørende samfundsansvar handler om omfang. Hvor meget bør den enkelte aktør bidrage med? Et godt sted at starte er med filosoffen Peter Singers princip om at forhindre dårligdomme. Ifølge dette princip bør den enkelte aktør bidrage til at bekæmpe dårligdomme som eksempelvis fattigdom og klimaforandringer, hvis det kan gøres uden at ofre noget moralsk betydningsfuldt. Kort fortalt kan man sige, at det ikke er nok blot at henvise til, at man som virksomhed eksempelvis ikke vil bidrage til klimakampen, fordi det koster på bundlinjen. Virksomheders samfundsansvar stopper ikke, så snart det koster noget. Virksomheder skal turde operere med flere værdier og sigtelinjer end blot den økonomiske bundlinje,” siger Claus Strue Frederiksen.
Vil mange ikke hævde, at det gør virksomhederne allerede i dag? “Der skal mere til. Som Global Compact konkluderer i forbindelse med deres 15 års jubilæum, så er der – på trods af enkelte fremskridt – brug for radikale ændringer af den nuværende måde at drive virksomhed på. USR er vores bud på, hvordan virksomheder, sammen med politikere og forskningssamfundet, kan løse de alvorlige problemer, som verden står overfor,” siger Claus Strue Frederiksen.
I skriver, at ”pluralistisk ignorance” – altså det, at fx klimaforandringer erkendes, men at den enkelte mener at det kun rammer alle andre – er et stort problem. Hvordan kan erhvervslivet hjælpe med at komme det til livs?
”En af de ting, man fra forskningen ved virker, er såkaldte normbaserede interventionsstrategier. Det vil sige, at hvis folk gøres opmærksom på, at de er ofre for flertalsmisforståelser når det gælder klima, ulighed og kønsspørgsmål, så kan alene denne opmærksomhed være medvirkende som præventiv effekt for ikke en anden gang at blive offer for flertalsmisforståelser. Udbredelsen af viden om hvordan og hvorfor mennesker er pluralistisk ignorante kan erhvervslivet lige så godt være med til at oplyse om og være bannerfører for,” siger Vincent F. Hendricks.
Porter & Kramer introducerede for år tilbage begrebet ”Collectiv Impact”, der indrammer idéen om at man bør og kan, arbejde sammen imod en række fælles, langsigtede og målbare mål. Er USR ikke bare gammel vin på nye flasker?
”Tanken om, at centrale samfundsaktører bør arbejde sammen for at skabe en bedre verden, er ikke noget vi – eller Porter og Kramer for den sags skyld – har fundet på. Men USR er meget mere end det. Kort fortalt indeholder USR tre grundlæggende elementer: en pluralistisk tilgang til ledelse, en Verdensmålslinse og et princip om at forhindre dårligdomme. Disse elementer stammer fra henholdvis den berømte politiske filosofi John Rawls, FN’s nyligt oprettede Business and Sustainable Development Commission og filosoffen Peter Singer. Kombinationen af disse tre elementer er ikke blot original, men udgør i vores optik den indholdsmæssige fællesmængde, der deles af CSR (Corporate Social Responsibility), SSR (Scientific Social Responsibility) og PSR (Political Social Responsibility) , og som leder til USR,” siger Claus Strue Frederiksen.
