Finansministeriet har misforstået Verdensmålene

Finansministeriet har nu svaret Ombudsmanden på, hvorfor offentligheden skal nægtes aktindsigt i regeringens Verdensmål-beregninger. Svaret afslører, at ministeriet ikke har forstået Verdensmålene. Finansministeriet mener, at kun ”enkelte mål ud af de 17 vedrører miljøoplysninger,” hvorved aktieindsigt kan nægtes. Men i regeringens egen handlingsplan fremgår det, at 11 Verdensmål er direkte forbundet til klima og miljø.

Finansministeriet har fået opgaven at koordinere Danmarks indsatser i forhold til FN’s 17 Verdensmål. Det er en stor og kompleks opgave, som Finansministeriet måske udadtil ser ud til at varetage på nogenlunde hæderlig vis. Men kigger man bag embedsværkets frontlinjer, som Økonomisk Ugebrev gennem flere kritiske artikler har gjort i de sidste måneder, tegner der sig et helt andet og rodet billede af håndteringen af Verdensmålene.

Og nu kan endnu et stykke problematisk sjuskearbejde tilføjes til sagen, der viser at Finansministerret tilsyneladende helt har misforstået logikken bag Verdensmålene. Som tidligere beskrevet i Økonomisk Ugebrev Ledelse er Folketingets Ombudsmand gået ind i sagen om, hvorvidt Finansministeriet har hjemmel i miljøoplysningsloven til at afvise aktindsigt i udviklingen af vurderings- og beregningsgrundlaget for Danmarks bidrag til Verdensmålene. Indsigt i præmisserne for vurderings- og beregningsgrundlaget er helt afgørende, fordi al relevant fremtidig dansk lovgivning skal kvalitetsvurderes i forhold til Verdensmålene.

Det er netop dette grundlag som Finansministeriet med næb og klør kæmper for, at offentligheden ikke får kendskab til. Ombudsmanden har ikke endeligt taget stilling til sagen. Men i de svar, Finansministeriet foreløbig har givet Ombudsmanden fremgår det bl.a., ”at det kun er enkelte mål ud af de samlede 17, der vedrører miljøoplysninger.” I Handlingsplanen for FN’s verdensmål identificerer regeringen ellers hele elleve Verdensmål som konkret er relevante for miljø og klima.

Hvordan og hvorfor kan Finansministeriet komme frem til, at elleve Verdensmål kun udgør ”enkelte mål” ud af FN’s i alt 17 Verdensmål?

Det er ydermere velkendt, at Verdensmålene hænger indbyrdes sammen, og derfor har mere end elleve verdensmål relevans i forhold til miljøet.

FN selv formulerer, at ”The Goals interconnect and in order to leave no one behind, it ís important that we achieve each Goal and target by 2030.”

Finansministeriets udenomssnak kan enten skyldes, at embedsmændene ikke har forstået pointen. Eller også er de blevet politisk presset til at tilbageholde oplysninger om, hvordan regeringen i høj grad benytter Verdensmålene som et politisk redskab til at fremme egen politik.

I regeringens handlingsplan fremgår det nemlig, at regeringen er bevidst om, at Verdensmålene interagerer: ”Politiske initiativer vil kunne påvirke forskellige verdensmål samtidigt og nogle gange i forskellig retning,” hedder det i handlingsplanen.

Endvidere skriver regeringen i handlingsplanen, at ”Danmarks indsats skal være sammentænkt og helhedsorienteret på tværs af politikområder, så den bedst muligt indtænker hensyn til bæredygtighed, global udvikling og udviklingslande.”

Den ambition – også selvom den er hul – synes meget svær at realisere, når Finansministeriet, formentlig dikteret af regeringen, allerede har besluttet sig for hvilke Verdensmål, der kan defineres under miljøoplysninger.

Afslag efter generalklausul er ikke muligt
Miljøoplysningsloven giver, ifølge mediejuraeksperter, som Økonomisk Ugebrev har talt med, ikke mulighed for at argumentere et afslag om aktindsigt med henvisning til en såkaldt ”generalklausul.” Offentlige myndigheder kan som udgangspunkt derfor ikke afvise at give indsigt i miljøoplysninger med henvisning til beskyttelsen af den politiske beslutningsproces.

Finansministeriet skiftede da også juridisk forklaring efter Ombudsmanden bad om uddybende forklaringer på afvisningen af aktindsigt. Forklaring nummer to fra Finansministeriet bygger nu på retten til tavshedspligt i sagsbehandlingen – altså endnu henvisning til en ”generalklausul, blot med henvisning til andre regler.”

Når erhvervsliv og andre taler om Verdensmål, så er det altså kun regeringen, der ved hvilke rammebetingelser der reelt gælder for resultaterne.