Mediehuset Midtjylland, hvor moderselskabet er Herning Folkeblad, forbedrede sig sidste år over hele linjen. Men det var også strengt nødvendigt efter et driftsunderskud på godt tyve mio. kr. i det foregående regnskabsår, der sidste regnskabsår blev nedbragt til et driftsresultat på minus tre mio. kr.
Den helt overvejende fremgang kom i moderselskabet Herning Folkeblad, der på driften gik til plus godt fem mio. kr. mod minus én mio. kr. året før. Fremgangen kom fra et uændret bruttoresultat og en beskæring af personaleomkostningerne med knap syv mio. kr. til 43 mio. kr. Antal ansatte i moderselskabet gik fra 95 til 80, altså knap tyve pct. ned.
Selskaberne udenfor moderselskaberne gik frem fra minus 17 mio. kr. til minus syv mio. kr. Altså en forbedring på ti mio. kr. men stadig et stort minus.
Samdistributionsselskabet Midt-Vest reducerede sidste år EBITDA-underskuddet til fire mio. kr. mod syv mio. kr. året før. Det skete efter en næsten fordobling af bruttoresultatet i et indgået samarbejde med DAO.
Silkeborg Avis løftede driftsresultatet til plus 0,7 mio. kr. fra minus 1,6 mio. kr. året før.
Skive Folkeblad øgede sidste år bruttofortjenesten til godt tolv mio. kr. uden en nærmere forklaring i regnskabet, og driftsresultat blev forbedret til minus tre mio. kr. fra minus syv mio. kr. året før.
Bundlinjen blev seneste regnskabsår reddet af finansielle indtægter på syv mio. kr. baseret på en likvid beholdning på 80 mio. kr. efter tilbagebetaling af bankgæld på 36 mio. kr.
Grundlæggende fremstår Mediehusene Midtjylland nok ikke som en lækkerbisken for de større medieaktører i konsolideringsspillet. Men det synes oplagt, at mediekoncernen har behov for at hive endnu flere synergier ud af forretningen gennem stordrift. Det har også været udmeldingen fra selskabet, som lægger stor vægt på at opretholde sin selvstændighed.
Morten W. Langer