Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Morten W. Langer
Ansvarshavende chefredaktør

Velkommen til Økonomisk Ugebrev

Vores erfarne journalister stiller hver dag skarpt på ...

Ledelse

Hungry-stifter Morten Larsen om ledelse: “Alting er jo nemmere, når man har succes”

Silla Bakalus

mandag 22. juni 2026 kl. 17:55

Morten Larsen
Hungry-stifter Morten Larsen

Toplederinterview: Hungry-stifter og nu tidligere Løvens Hule Investor Morten Larsen har aldrig lagt en karriereplan. Alligevel er han gået fra det ene direktørjob til det andet og fik undervejs opbygget en millionvirksomhed. Men han har også lært af sine erfaringer. Økonomisk Ugebrevs journalist Silla Bakalus har taget en snak med ham om både op og nedture – blandt andet om dengang, han med vilje skabte kriser for sit team for at holde dem skarpe.

“Det har simpelthen været learning by doing”. Sådan lyder det fra Hungry-stifter Morten Larsen, når han tænker på sin karrierevej som leder. Med blot en handelsskoleeksamen i bagagen og en efterfølgende salgsuddannelse hos Den Blå Avis har han gennem de seneste 25 år gået fra den ene toplederstilling til den anden, og fra den ene udfordring til den anden.

Han har været med på Den Blå Avis’ rejse fra papirmedie til et af de første danske digitale universer. Og han var med helt i topledelsen, da madportalen Just Eat voksede fra en kældervirksomhed til en stor mastodont –  og da tøjportalen Miinto påbegyndte samme rejse.

Undervejs stiftede han også selv fastfoodleveringsportalen Hungry, som han i 2021 solgte til Delivery Hero, hvilket gjorde ham til mangemillionær.

Hvad er den største ledelsesfejl, du har begået?

“Jeg har lavet masser af fejl. Men min største fejl har været at tro, at det var vigtigt at ansætte nogen, man havde det godt med, i stedet for at ansætte nogen, som kunne det, som du ikke selv var så god til. Og det er jo nok en manglende erkendelse af, at man ikke selv kan alt, selvom man har en stilling, der hedder direktør.

Det blev jeg efterfølgende blevet klogere på. Nu er jeg ikke i tvivl om, at grundlaget for succes er, at du får nogle skarpe hjerner med ind, som kan alt det, du ikke selv kan.”

Ville være politibetjent

Morten Larsen voksede op i Svendborg som det midterste barn ud af tre. Begge hans forældre var offentligt ansat, og han havde aldrig drømt om, at han skulle blive direktør, iværksætter og virksomhedsejer.

Egentlig ville han som barn gerne blive politibetjent som sin far. Efter en vel bestået handelsskoleeksamen i 1996, hev en bekendt Morten Larsen med til Aarhus, hvor han blev ansat på Den Blå Avis og fik en salgsuddannelse. Allerede efter to år blev han som 20-årig udnævnt til produktchef.

“Det var jo et sjovt tidspunkt. Det var jo lige der, hvor DBA.dk online begyndte at rumstere. Jeg fik en masse livs­erfaring, og så begyndte jeg at få noget ledelseserfaring, fordi DBA voksede ret hurtigt”, husker han.

I samme periode var den unge jyde Jesper Buch, i dag velkendt serieiværksætter, i gang med at opbygge sit Just Eat-imperium fra en kælder i Vejle. Morten Larsen mødte tilfældigvis Buch, der søgte nogle samarbejdspartnere. Og det bekendtskab viste sig at blive betydningsfuldt.

Direktør for Just Eat

I 2005 fik Morten Larsen en uventet mulighed. Jesper Buch havde solgt en del af Just Eat, og skulle selv til England, og han tilbød Morten Larsen at blive direktør. Dengang var Just Eat en lille forretning med fire ansatte. Men det blev en ledelsesmæssig udviklingsrejse for Morten Larsen.

“I mine seks år hos Just Eat var det bare fuld gas frem. Virksomheden voksede, der kom mange mennesker, og vi lavede et stort millionoverskud, og forretningen begyndte at blive en succes i England. Der kom flere og flere kapitalfonde ind, som investerede rigtig mange penge i konceptet.“

Samtidig var det også en periode, hvor Morten Larsen, der dengang var 28 år, havde små børn – herunder tvillinger på tre måneder – så det krævende direktørjob trak veksler på familielivet. Han husker, at det i starten kneb med forståelsen hos Just Eat, for at han også skulle have tid til at være familiefar: “Men vi fandt ud af, at det faktisk godt kan lade sig gøre at have en direktør, der også kørte hjem til sine børn.”

Morten har fire børn mellem 12 og 30 år med sin kone, Annette Larsen.

I 2011 skiftede han direktørrollen hos Just Eat ud med titlen som CEO for handelsplatformen Miinto, som også havde Jesper Buch som medinvestor.

“Jeg havde ikke været leder før på det niveau. Men alting er jo nemmere, når man har succes, for så undgår du de store udfordringer, som kræver en anden form for ledelse. Det jeg husker bedst er, at jeg selv helt bevidst skabte nogle små interne kriser, simpelthen fordi det næs­ten gik for godt. Det handlede om at sørge for, at teamet ikke blev selvfede omkring, at alt vi rørte ved bare blev til guld.”

Stiftede sin egen virksomhed

Selv om der var fuld drøn på i tiden hos Miinto, fandt Morten Larsen i 2012 også tid til at stifte sit eget selskab, madudbringningsportalen Hungry.

“Jeg aner ikke, hvordan jeg kunne overskue det. Det var bare nogle unaturlige kræfter, jeg fandt frem. Jeg fik hyret en gammel god mand fra Just Eat ind som direktør og partner i Hungry, og så stod han med ledelsesansvaret i de første par år, indtil jeg selv trådte ind i driften i 2015.”

Hungry var jo en slags konkurrent til Just Eat. Hvad var dine tanker om at lave en slags ‘kopi’?

“Det er jo ikke altid et spørgsmål om at opfinde den dybe tallerken for at lave en forretning. Nogle gange kan man jo godt gøre det, som andre gør, bare på en anden måde og måske lidt bedre.”

Morten Larsen stiftede Hungry med en startkapital på seks mio. kr., som kom fra hans netværk. Selv bidrog han med 400.000 kr. Han ejede dengang 35 pct. af Hungry, men havde 100 pct. af stemmerne. I 2015 valgte han at stoppe i Miinto for at hellige sig Hungry på fuldtid.

Da Corona ramte i 2020, fik Hungry sit helt store gennembrud. På kort tid fordoblede Hungry antallet af tilmeldte restauranter til platformen.

“Det gik fuldstændig amok, for restauranterne havde ingen mulighed for at sælge, medmindre de kom på en platform. Jeg havde lige rejst 52 mio. kr. i kapital fra Delivery Hero og lavet en treårs earn-out. Men jeg havde ikke brug for penge, for de væltede bare ind. Og lang historie kort, så valgte Delivery Hero at slå til meget, meget hurtigt efter det her. Allerede i oktober 2021 købte de resten af selskabet.”

Når Morten Larsen ser tilbage på tiden under Corona, mener han, at ledelseserfaringen fra Just Eat og Miinto har været vigtig. “Vi lykkedes rigtig godt, fordi vi arbejdede meget velstruktureret. Jeg havde lært rigtig meget af Just Eat. I begyndelsen i Just Eat havde vi ikke så godt styr på processerne og det tekniske, fordi det var en ny forretning. Vi var meget unge, så vi lærte undervejs. I Miinto blev processerne lidt bedre, men stadigvæk ikke gode nok, da vi rullede ud internationalt, hvilket var ved at koste selskabet livet. I Hungry byggede vi det hele ordentligt op fra start. Alle vidste, hvad de skulle lave, og vi havde systemer, der var fuldstændig skræddersyet til det, vi skulle. Den ledelseserfaring gjorde, at vi fik succes.”

Være et ordentligt menneske

Når Morten Larsen skal definere en god leder, så handler det om at se på hele mennesket.

“En god leder tror ikke på, at han eller hun kan alt. Men man skal også være god til at samle teamet og få lagt retningen, strategien, og så følge op. Opfølgning er noget af det vigtigste. Hvis ikke der er nogen, der samler trådene og sikrer at vi løber i den rigtige retning og følger op på retningen. Hvis nogen går til højre, mens vi har aftalt at gå til venstre, så spiller teamet ikke”

Hvad er vigtigst for dig ved ledelse?

“At man er et ordentligt menneske. Det går jeg selv utrolig meget op i. Man skal behandle andre, som man gerne selv vil behandles. Det er bare vigtigt hele vejen rundt, så det er min vigtigste pointe. Og det er også noget af det, jeg går meget op i overfor alle de ledere og founders, jeg samarbejder med i dag, hvor jeg har 16 investeringer.”

Hvad er din største personlige udfordring som leder?

“Det er at sige nej, fordi der findes så meget spændende. Nu har jeg jo lige sagt nej til ‘Løvens Hule’, og det har da også været en svær beslutning. For hvad går jeg nu glip af? Men det kan være, at jeg er ved at blive voksen. Jeg ved det ikke.”

Silla Bakalus

2 md. adgang for

2 x 49 kr.

straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk

Tilbuddet gælder til 31. juni 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder

Allerede abonnent? Log ind her

Få dagens vigtigste
økonominyheder hver dag kl. 12

Bliv opdateret på aktiemarkedets bevægelser, skarpe indsigter
og nyeste tendenser fra Økonomisk Ugebrev – helt gratis.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev.  Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik. Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

Jobannoncer

Afdelingschef til Erhvervs- og Handelsafdelingen
Grønland

Mere fra ØU Ledelse

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

*Tilbuddet gælder ikke, hvis man har været abonnent indenfor de seneste 6 måneder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Og modtag ØU’s rapport om Top 40 Ledelseskonsulenter gratis.

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank