Genmab har leveret de beviser, investorerne efterlyste, og to store opkøb ligner nu strategiske fuldtræffere. Efter de seneste markante kursstigninger er spørgsmålet, hvor hurtigt de kliniske gennembrud kan omsættes til en indtjening, der kompenserer for det forestående bortfald af Darzalex-royalties.
Blækket på vores analyse fra den 22. oktober nåede knap at tørre, før de to tilkøbte aktiver Rina-S og petosemtamab leverede de afventede fase 3-resultater. Med tre fase 3-sejre i oktober er grundlaget for livet efter Darzalex blevet væsentligt stærkere, mens aktien på en uge er steget fra omkring 2.600 til knap 3.800.
Den seneste nyhed kom onsdag den 28. oktober, da Genmab meddelte, at petosemtamab, hovedaktivet fra det cirka 50 mia. kr. store opkøb af hollandske Merus, sammen med immunterapien pembrolizumab havde reduceret den relative dødsrisiko med 50 pct. mod pembrolizumab alene. Fase 3-studiet LiGeR-HN1 omfattede førstelinjepatienter med PD-L1-positiv, tilbagevendende eller metastatisk hoved- og halskræft.
Positivt statistisk signifikant resultat
I vores seneste analyse (ØU Life Science nr. 18/2026) ventede vi primært data for tumorsvind og responsvarighed ved første interimanalyse, men onsdagens fase 3-resultater dokumenterede allerede en statistisk signifikant overlevelsesgevinst, hvilket giver Merus-opkøbet en klinisk tyngde, som de lovende fase 2-resultater ikke kunne levere alene.
Fredagen forinden opfyldte fase 3-studiet RAINFOL-02 med Rina-S fra ProfoundBio-opkøbet sit primære og centrale sekundære endepunkt i platinresistent æggestokkræft. Studiet viste statistisk signifikant forbedret progressionsfri og samlet overlevelse, herunder 57 pct. lavere dødsrisiko mod kemoterapi.
Tidligere på måneden, den 5. oktober, offentliggjorde Genmab fase 3-resultater for det internt udviklede EPKINLY, der tilføjet standardbehandlingen R-CHOP reducerede risikoen for progression eller død med 51 pct. ved førstelinjebehandling af lymfekræfttypen DLBCL. Overskuddet i USA og Japan deles 50/50 med AbbVie, som samtidig konkurrerer med Rina-S gennem Elahere.
Efter et voldgiftsnederlag mod Darzalex-partneren Johnson & Johnson stod Genmab over for en fremrykket patentkløft med faldende royalties fra omkring 2029. Opkøbene af ProfoundBio og Merus blev dermed også et køb af udviklingstid, hvorved ledelsen satte betydelig kapital bag sin videnskabelige dømmekraft.
Genmabs CEO Jan van de Winkel fremhævede forleden selskabets forståelse af antistoffernes virkningsmekanismer som afgørende for at udvælge og videreudvikle lovende lægemidler.
Det illustreres af petosemtamab, hvor Genmab allerede ved Merus-opkøbet så et tarmkræftpotentiale, som ledelsen bevidst nedtonede offentligt.
Efter vores vurdering var potentialet kun begrænset afspejlet i købsprisen. Nye lovende fase 2-data fra den 25. oktober styrker grundlaget for to igangsatte fase 3-studier i tarmkræft, hvor det potentielle marked ifølge Genmab er op mod tre gange så stort som i hoved- og halskræft.
Forløbet underbygger vores tidligere tese om, at videnskabeligt funderet kapitalallokering kan skabe værdi ud over det potentiale, købsprisen afspejlede.
Nu flytter bevisbyrden sig
For at omsætte potentialet til indtjening kan Genmab bygge på erfaringen med proprietære lægemidler som EPKINLY og livmoderhalskræftmidlet TIVDAK. Organisationen bag TIVDAK i Europa kan også understøtte Rina-S mod æggestokkræft, idet begge behandlinger retter sig mod gynækologisk kræft.
Med fuldt ejerskab af Rina-S og petosemtamab følger større indtjeningsmuligheder, men også det fulde ansvar for udvikling og salg. Eget produktsalg erstatter derfor ikke direkte indtægtsførte Darzalex-royalties krone for krone i indtjeningen, og prøven bliver at opbygge fuldt ejede blockbustere hurtigt nok til at afbøde royaltyfaldet.
Det langsigtede potentiale er fortsat betydeligt, men efter kursstigningen er spørgsmålet, hvor meget kommende milepæle som nye petosemtamab-data i første kvartal 2027 kan løfte aktien, mens den nye indtjening opbygges. Markedet kan indregne fremtiden på få handelsdage, men Genmab skal stadig levere den.
David Mygind
David Mygind ejer aktier i Genmab
Pr. mdr.
349 kr.
Få straks adgang til denne artikel og alle andre artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser















