Præsident Donald Trump er inkarnationen af spaltningen af den vestlige verden, da ingen andre lande i denne gruppering har valgt at kopiere hans handelstariffer og aggressive politiske adfærd over for tidligere nære allierede. Det er på mange måder en gave til USA’s og hele Vestens systemiske rivalisering mod Kina. Opfattelsen er, at Kina har en overlegen økonomisk model, som gradvist dominerer verdensøkonomien. Sandheden er dog en ganske anden, skriver Jacob Funk Kirkegaard, senior fellow hos Peterson Institute for International Economics (PIIE) og Bruegel.
Sandheden er, at den investerings- og eksportdrevne kinesiske økonomi i dag kun kan vokse på bekostning af andre lande, og at præsident Xi Jinping ikke tør gennemføre de nødvendige grundlæggende reformer af frygt for at starte en økonomisk krise, som det regerende kommunistiske parti måske ikke magter at løse.
Derfor er Kina i dag reelt ikke længere en systemisk rival til Vesten.
Kinas teknologiske fremskridt er uden tvivl imponerende. Dets fremstillingsindustrier driver den grønne omstilling i det meste af verden via billige, effektive og subsidierede solceller, batterier, EV’er og nu også de bedste open weight AI-modeller.
Uden Kinas storskalaproduktion og fokus på nye teknologiprodukter ville verden være i en endnu dårligere situation rent klimamæssigt. Kinas succes på de globale eksportmarkeder er imidlertid især drevet af nødvendighed og den stadige mangel på hjemlig økonomisk vækst, som tvinger de kinesiske fremstillingsindustrier til at finde nye markeder rundt om i verden.
Reelt kan Beijing ikke gøre meget på kort sigt for at stimulere den hjemlige efterspørgsel: Landet står midt i en befolkningsimplosion. Antallet af de 20-39-årige, som typisk stifter nye familier, faldt i tiåret indtil 2025 med 60 millioner.
Tager man den samlede andel af alle den kinesiske regerings ”teknologiske prioritetssektorer”, er det kun ca. 6-7 pct. af Kinas samlede BNP, som derfor ikke erstatter væksthullet fra den kollapsede boligbygningssektor, som indtil kort før COVID-19 stod for 20-25 pct. af Kinas BNP.
Derfor er den politiske ledelse i Kina nødt til fortsat at satse på subsidieret eksport og risikerer derfor konstant stigende handelskontroverser ikke bare med USA’s Donald Trump og EU men også resten af verden.
Kina kan reelt ikke længere grundet den knivskarpe konkurrence på dets krympende hjemmemarked tilbyde adgang til hjemmemarkedet som en gulerod for, at de giver fortsat adgang til kinesiske eksportvarer.
Den Kinesiske økonomiske model
I stedet må Kina bruge trusler om at afskære andre lande fra adgang til kinesisk producerede kritiske mineraler og andre goder, hvilket fortsat er politisk effektivt, men ikke et holdbart alternativ til den ”kinesiske økonomiske model”.
Kinas fokus på ny teknologi i storskala er oftest uhyre kapitalintensivt og ikke så mandskabskrævende. Disse sektorer kan derfor ikke levere de nødvendige nye højtkvalificerede jobs til Kinas markant bedre uddannede unge.
På mange måder er Kinas teknologisatsning derfor mere en national sikkerhedsstrategi end en strategi for at skabe holdbar vækst og flere jobs. Den giver uden tvivl Kina kontrol over nye flaskehalse i den globale økonomi og bedre muligheder for militær oprustning og hjemlig overvågning af befolkningen.
Industripolitikker med fokus på subsidieret produktion til eksport og nye teknologier er normalt meget dyre. Og prioriterede sektorer er vanskelige at beskatte, hvorfor Kina i dag har et budgetunderskud på 7-8 pct. af BNP, når det samlede finanspolitiske billede inklusive lokale regeringers udgifter beregnes.
At fortsat finanspolitisk stimulus af den kaliber ikke er i stand til at løfte Kina helt væk fra deflationsrisiko, illustrerer efterspørgselsproblemets størrelse.
Overordnet set giver Kinas fortsatte fokus på kapacitetsforøgelse i produktion og eksport kun økonomisk mening, såfremt Kina varigt kan erstatte andre landes hjemlige produktion med kinesiske varer. Det er en rendyrket økonomisk vampyrstrategi.
Kinas vigtigste mål er derfor ikke bare at sikre sig nye eksportmarkeder, men at tvinge andre lande til at lukke og afskrive værdien af deres eksisterende industrier for at sikre overlevelsesmulighederne for Kinas ekspanderende samme.
Kina er i dag allerede, målt som andel af globalt BNP, verdenshistoriens største vareproducent og eksportør. Landet har haft succes med sin strategi indtil nu, men den er ved at rinde ud.
Jacob Funk Kirkegaard
Pr. mdr.
349 kr.
Få straks adgang til denne artikel og alle andre artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
