De danske fagforeninger har altid været kendt for at beskytte rettigheder på arbejdsmarkedet og kæmpe for anstændige lønninger. Men nu viser det sig, at flere af dem samtidig har investeret store millionbeløb i nogle af verdens største kapitalfonde, som er kendt for voldsomme lønninger i toppen, mens de skaber værdier ved fyringer og lønpres i bunden. Ingen af fagforbundene vil stå ved de problematiske investeringer. Ekspert kalder det et markant kursskifte for fagforeningerne, skriver fagredaktør Carsten Vitoft.
Fødevareforbundet NNF har investeret 76 mio. kr. i kapitalfonden Nordic Investment Opportunities og yderligere 94 mio. kr. i Copenhagen Infrastructure Partners. Det fremgår af forbundets nye årsrapport, som ØU har fået aktindsigt i.
Det fremgår ikke, hvad det er, Nordic Opportunities (NIO) så videre har investeret fagforbundenes penge i, men til gengæld kan man læse af NIO’s hjemmeside, at det er nogle af verdens grådigste kapitalforvaltere, der samarbejdes med. På listen står bl.a. amerikanske Goldman Sachs og Blackstone, som har været under voldsom kritik for deres forretningsetik – også i Danmark.
”Det er et markant skifte. Men det ligger også i forlængelse af, at fagbevægelsen fra at have bånd til kooperativt ejede selskaber og socialdemokratiet nu især knytter bånd til øvrige elitegrupper gennem kontrol af kapital. Primært i pensionskasserne, men også gennem deres egen formue skaffet gennem strejkekassen og salg af de kooperativt ejede virksomheder,” siger associeret professor Christoph Houman Ellersgaard fra CBS.
Tavshed
Han fortsætter: ”Til gengæld fører man så fagpolitik for investeringsafkastet. Men det er også interessant, at man i NNF slet ikke prøver at investere politisk, eksempelvis i fødevarevirksomheder, der giver ordentlige løn- og arbejdsforhold for medlemmerne.”
HK er også på listen af investorer i NIO – uden det dog fremgår af HK’s regnskaber. Men HK fremgår på listen over ejere i Nordic Investment Opportunities CIV II med en lidt mindre ejerandel i fonden end Fødevareforbundet. Flere af de andre fondsejere har adresse eksotiske steder som Liechtenstein og Luxembourg og ligner family offices, som også er velkendt fra de internationale kapitalfonde.
Det fremgår ikke af årsrapporterne fra Dansk Metal, om man også her ejer kapitalfonde. Men bagest i regnskabet er der listet ”andre værdipapirer” for 120 mio. kr. Uden at det oplyses, hvad det er. 3F er endnu mindre informative. Så Ugebrevet har spurgt 3F, HK, Fødevareforbundet og Dansk Metal, om de har investeret i kapitalfonde, i givet fald hvor meget og hvilke rammer der så er for den slags investeringer. Ingen af dem har ønsket at svare på spørgsmålene.
Men fagbevægelsens direkte investeringer begynder muligvis bare at ligne den måde, ”deres” pensionskasser allerede investerer på. I mange år har pensionskasserne investeret store beløb i f.eks. CIP, f.eks. Pensiondanmark, PBU, P+ og Lærernes Pension. Medlemmer, der måske synes, at de ikke vil støtte massive trecifrede millionlønninger til CIP-partnere, kan ikke bare flygte eller flytte væk fra deres pensionskasse.
Svært at komme hurtigt ud
Men nu er fagbevægelsen også selv blevet direkte ejere, og her kan medlemmerne sagtens flygte – og det har de gjort i årevis. Det er netop en af årsagerne til, at fagbevægelsens økonomi er blevet mere og mere afhængig af denne form for kapitalafkast.
Men udviklingen rejser også et andet og mere fagligt funderet spørgsmål, som fagbevægelsen heller ikke har givet et svar på. Kapitalfonde binder pengene i lang tid – og det er normalt svært at komme hurtigt ud af sin investering, hvis man skal bruge pengene i en fart. Det kan pensionskasser tåle, da pension er langsigtet.
Fagforeningernes strejkekasser – derimod – er lige det modsatte. Her kan man risikere at skulle bruge pengene i en fart, hvis der opstår konflikt på arbejdsmarkedet. Så er det ikke lige til at komme ud af f.eks. Copenhagen Infrastructures Partners (CIP’s) kapitalfonde med vindmølleparker, hvor investeringen løber 20 til 30 år.
Carsten Vitoft
Pr. mdr.
349 kr.
Få straks adgang til denne artikel og alle andre artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser















