Melinda Gates har skrevet en ærlig og stimulerende bog om at håndtere livets forandringer. I ”The Next Day” henvender hun sig især til kvinder, ikke mindst kvindelige ledere. Men den er også inspirerende for mænd. Hun er stinkende rig og en af verdens største filantroper. Hun har ladet sig inspirere af topperformere i sport, kultur og politik, for ingen kan klare livet alene, skriver journalist Hugo Gaarden i denne anmeldelse.
Transitions er blevet et forfærdeligt modeord under Trump-regimet. Men det får en helt anden betydning, når Melinda French Gates bruger det som kernen i sin bog ”The Next Day”.
Det er en let læst bog, der fortæller, hvordan en af det globale erhvervslivs rigeste og kendteste personer klarer livets store skift og forandringer. Og hvordan man formår at bevæge sig videre til et bedre liv efter en overgang. Eksempelvis en skilsmisse eller en fundamental forandring af en erhvervsmæssig løbebane.
Hun fortæller ærligt om bruddet med Bill Gates på grund af hans sidespring. Men hun fortæller også, hvor tæt de efterfølgende har arbejdet sammen i deres filantropiske foretagende, The Gates Foundation, der er verdens største.
Hun har siden hen forladt Gates Foundation og etableret sin egen organisation, Pivotal, der fokuserer på at hjælpe kvinder og piger globalt, og hvor der er en underliggende målsætning om at skabe et mere ligeværdigt samfund omkring køn og indtjening.
Melinda Gates kommer fra et middelklassemiljø i Texas, og her møder hun som ung Bill Gates, der er ved at opbygge Microsoft i Seattle. Det stærke familieliv, hun oplevede som barn, bærer hun med sig som et fundament, og hun har forsøgt at bruge den erfaring med sine egne tre børn.
Hun har også været meget usikker undervejs, og hun har fået rådgivning hos mange terapeuter gennem årene. Men først og fremmest har hun altid haft et meget stærkt og bredt funderet netværk af kvinder som venner.
Man kan sige, at det er banalt. Sådan er det for alle mennesker. Men hun har gjort sig umage for at forstå konsekvensen ved de helt naturlige og overraskende forandringer, livet byder på, for at finde en metode til at gøre forandringerne til en styrke, der kan hjælpe én videre i livet.
Hun tør stå véd, at hendes egen visdom kommer fra andre. Hun skriver, at det kræver megen forberedelse og store kvaler at skifte spor i livet, f.eks. at tage skridt til en skilsmisse.
Men det hårde arbejde kommer først efter, at beslutningen er realiseret. Hvordan lærer man at begå sig i en ny og ukendt verden? Hér er det vigtigt at have personer, man kan læne sig op ad – både på jobbet og i privatlivet.
Man må blive i stand til at blive ”en lille smule mere sikker” i kølvandet på usikkerheden, og man må lære at have ”lidt mere selvtillid” til, at det ekstraordinære kan blive muligt. Men man finder ikke bombastiske ord i bogen.
Det gælder også opdragelsen af sine børn: Man skal ikke søge det perfekte, for det findes ikke. Man skal være tilfreds med ”godt nok.” Den konklusion vil mange modsætte sig. Men hendes pointe er, at jagten på det perfekte aldrig fører til det fuldendte, og det bliver som regel med for mange omkostninger.
Man skal kunne give slip, når en opgave, man stiller sig selv, er umulig at gennemføre. Man skal heller ikke fastholde et mål, man stiller, hvis forudsætningerne på et tidspunkt ændres. Det beskriver hun rørende om – med afsæt i den langvarige skilsmisse fra Bill. Det er det hårdeste og vigtigste, hun nogen sinde har gjort.
Men hun har som businesskvinde også været gennem store forandringer. Hun forlod det fælles lederskab af Gates Foundation, der har hjulpet millioner af fattige i u-landene. Hun elskede jobbet og rollen. Hun kunne sidde ved siden af Bill og lede foretagendet.
Men hun nåede frem til, at hendes sjæl lå i kampen for kvinders og pigers rettigheder – og mere lighed i samfundet – og så stiftede hun sit eget filantropiske selskab, Pivotal, for de mange milliarder dollar, hun og Bill har lagt i filantropien.
Hun blev efterhånden klar over, at hun har en indre stemme, og hun besluttede at lade den tælle mere end alle de meninger, vi hører fra anden side. Det gjaldt i relation til ægteskabet og hendes filantropiske arbejde. Den indre stemme kan være med til at ”plante dine fødder” i en ny og usikker tilværelse.
Hendes sidste kapitel hedder Emerge – noget der opstår. Så handler det om, hvordan vi tackler det, så vi kan bevæge os fremad.
The Next Day, Melinda French Gates, Flatiron Books, 162 sider, 25,99 dollar.
Hugo Gaarden







