Det er blevet markant sværere for danske topchefer at nå helt til tops i de største børsnoterede selskaber. De tre seneste CEO-udnævnelser blandt de ikke-finansielle C25-selskaber er alle gået til udlændinge: Coloplast har hentet canadiske Gavin Wood, Pandora har valgt spanske Berta de Pablos-Barbier, og Novo Nordisk har gjort østrigske Mike Doustdar til topchef. Samtidig er andelen af udenlandske CEO’er i de ikke-finansielle C25-selskaber steget fra 26 pct. i 2016 til knap 47 pct. i dag, viser data indsamlet af ØU Research. Chefredaktør Morten W. Langer har analyseret tendenserne.
Udviklingen peger på et strukturelt skifte: Udlændinge har på ti år erobret toppen af dansk erhvervsliv. I 2016 var kun hver fjerde CEO i de store ikke-finansielle C25-selskaber udlænding. I dag er det næsten hver anden, viser ØUs kortlægning.
Bestyrelserne søger i stigende grad efter topchefer på et internationalt marked, og dansk nationalitet er i langt mindre grad end tidligere en fordel i sig selv. Tværtimod vejer global brancheerfaring, dokumenterede transformationer og erfaring fra USA og andre store vækstmarkeder stadig tungere.
En væsentlig forklaring er, at de største danske virksomheder selv er blevet langt mere internationale. For selskaber som Novo Nordisk, Mærsk, Carlsberg, DSV, Pandora og Coloplast ligger hovedparten af omsætningen, medarbejderne og vækstmulighederne uden for Danmark.
Dermed bliver erfaring med globale markeder vigtigere end et dansk pas. Coloplast fremhævede eksempelvis Gavin Woods erfaring med globale medtech-forretninger og hans kendskab til både det europæiske og amerikanske sundhedsmarked som centrale argumenter for ansættelsen.
Samtidig er rekrutteringsmarkedet for topchefer blevet globalt. De største danske bestyrelser konkurrerer om den samme relativt lille gruppe ledere med erfaring fra internationale koncerner, store transformationer og komplekse markeder. Det gør det mere naturligt at hente en svensker, spanier, canadier eller amerikaner, hvis kandidaten matcher virksomhedens næste strategiske fase bedre end de danske alternativer.
Internationaliseringen sker også længere nede i organisationerne. Store danske virksomheder har i årevis opbygget globale ledergrupper, hvor nationalitet spiller en mindre rolle end tidligere. Mike Doustdar er et godt eksempel: Han er østrigsk statsborger, men havde været i Novo Nordisk i 33 år, da han blev udpeget som CEO. Han havde undervejs ledet aktiviteter i en række lande og senest haft ansvaret for en stor del af koncernens internationale forretning.
Endelig er bestyrelserne selv blevet mere internationale. Det gør det også mere sandsynligt, at CEO-markedet bliver betragtet som globalt frem for dansk. Når beslutningstagerne selv har internationale karrierer og netværk, bliver barrieren for at vælge en udenlandsk topchef mindre.
Udviklingen er ikke lineær
Andelen af udenlandske CEO’er har svinget betydeligt de seneste ti år, og blandt de ti seneste CEO-skifter er fordelingen fortsat omtrent 50/50 mellem danskere og udlændinge. Men retningen er vanskelig at overse: I 2016 var kun godt hver fjerde CEO i de ikke-finansielle C25-selskaber udlænding. I dag er det næsten hver anden – og de tre seneste udnævnelser er alle gået til udlændinge.
I den anden ende er flere store virksomheder fortsat helt dansk ledet på de to øverste poster, bl.a. DSV, Vestas, Tryg, ISS, Demant, Royal Unibrew, Zealand Pharma og Ambu. DSV oplyser eksempelvis direkte, at både Jens H. Lund og Michael Ebbe er danske statsborgere, mens ISS og Ambu ligeledes offentliggør nationalitet for begge topchefer.
Alle CEOerne for de store danske finansvirksomheder er (stadig) danskere, antageligt fordi Danmark her er det altdominerende marked med kun Danske Bank og Tryg som undtagelser med store datterselskaber i de øvrige nordiske lande.
Flere af de nyere udnævnelser har løftet udlændingeandelen. Novo Nordisks Mike Doustdar er østrigsk statsborger, Coloplasts nye CEO Gavin Wood er canadier, Pandoras Berta de Pablos-Barbier er spanier, og Mærsk har nu både en schweizisk CEO og en schweizisk CFO efter Robert Ernis tiltræden som CFO 5. februar 2026.
Også Novonesis skiller sig ud: CEO Ester Baiget er spansk, mens selskabets CFO Rainer Lehmann er tysk/amerikansk. Genmab har tilsvarende en hollandsk CEO og amerikansk CFO.
Andelen af udenlandske CEOer er betydeligt højere i Danmark end eksempelvis Sverige med 20 pct. udenlandske CEOer og 22 pct. i Norge, viser data fra konsulenthuset Heidrick & Struggles. Umiddelbart er det overraskende. Flere forhold er sandsynligvis med til at trække Danmark op:
For det første er det danske C25 meget internationalt sammensat. En stor del af de største danske selskaber er globale nicheledere inden for pharma, medtech, shipping, logistik, fødevarer og grøn energi.
For virksomheder som Novo Nordisk, Mærsk, DSV, Coloplast, Pandora og Novonesis ligger både kunder, konkurrenter, ledelsestalenter og vækstmarkeder i høj grad uden for Danmark. Det gør det mere naturligt at betragte CEO-jobbet som et internationalt jobmarked. Heidrick peger selv på sektorstruktur som en mulig forklaring på forskellene mellem de nordiske lande.
For det andet har Danmark et mindre nationalt talentmarked. Danmark har færre indbyggere end både Sverige og mange af de øvrige vesteuropæiske markeder, samtidig med at landet har et relativt stort antal globalt betydende virksomheder. Det kan øge sandsynligheden for, at bestyrelserne må lede internationalt efter meget specialiserede CEO-profiler. Også de danske bestyrelser har en høj andel af udenlandske medlemmer, som er med til at trække i retning af en international søgeproces.
For det tredje behøver en udenlandsk CEO ikke nødvendigvis medføre ekstern rekruttering. Heidricks data viser, at hele 75 pct. af de danske CEO’er bliver internt rekrutteret, mod kun 45 pct. i Sverige og 64 pct. i Norge. Det kan umiddelbart virke paradoksalt, men forklaringen kan være, at de danske C25-selskaber allerede har meget internationale management teams.
De kan derfor forfremme en udlænding internt. Mike Doustdar i Novo Nordisk er et oplagt eksempel: udenlandsk statsborger, men en meget lang intern karriere.
De danske virksomheder kan have været tidligere til at internationalisere deres lederpipeline. Heidrick viste allerede i 2018, at 61 pct. af de danske CEO’er havde arbejdet i mindst to lande. Det var langt over Norge på 42 pct., om end lavere end Sverige på 67 pct.
Det tyder på, at international erfaring længe har været et centralt kriterium i dansk topchef-rekruttering. At Sverige havde endnu mere international arbejdserfaring, men færre udenlandske CEO’er, viser samtidig, at international erfaring og udenlandsk nationalitet ikke er det samme.
Sverige har en stærk hjemlig industriledertradition. Sverige har en tungere industristruktur med store globale virksomheder inden for blandt andet industri og teknologi, mens Danmark er mere koncentreret omkring specialiserede sektorer som pharma, fødevarer og vedvarende energi.
En mulig fortolkning er, at virksomheder som Volvo, Atlas Copco, Sandvik, SKF og lignende gennem årtier har opbygget meget store svenske management pipelines. De kan derfor være globale virksomheder uden nødvendigvis at skulle have en udenlandsk CEO.
Svagere dansk pipeline for topchefer
Med en høj dansk andel udenlandske CEO’er kan der imidlertid opstå et nyt problem for dansk erhvervsliv: Færre danske ledere får chancen for at opbygge erfaring helt fra toppen. Hvis udviklingen fortsætter, kan Danmark ende med en stærk international rekruttering – men en svagere hjemlig pipeline af kommende topchefer.
Med andre ord er risikoen, at karrierevejen for danske ledertalenter til den absolutte top i dansk erhvervsliv bliver smallere. Altså: Hvis halvdelen af CEO-posterne i de ikke-finansielle C25-selskaber går til udlændinge, er der færre nationale topjobs tilbage som slutstation for danske ledere.
Det kan betyde, at flere dygtige danske executives stopper på niveauet lige under CEO – eksempelvis som CFO, COO, divisionschef eller regionschef – selv om de tidligere kunne have haft en mere oplagt vej til koncernchefsposten.
Hvis bestyrelser i stigende grad går internationalt efter CEO’er, kan det svække incitamentet for danske ledertalenter til at blive i virksomheden i 15-20 år og bygge en klassisk intern karriere op. Nogle vil i stedet søge CEO-job i mindre selskaber, private equity-ejede virksomheder eller i udlandet.
Erfaringsunderskud
Det kan desuden skabe en form for erfaringsunderskud på længere sigt. Hvis færre danskere får mulighed for at lede meget store børsnoterede virksomheder, bliver gruppen af danske ledere med dokumenteret erfaring som CEO i internationale milliardvirksomheder mindre.
Det kan igen gøre dem mindre konkurrencedygtige ved senere CEO-rekrutteringer – en selvforstærkende effekt, hvor bestyrelser efterspørger erfaring, som færre danskere får mulighed for at opbygge.
Men der er en vigtig modvægt: De store danske virksomheder er selv blevet langt mere internationale. En dansk leder fra Novo Nordisk, DSV, Mærsk, Carlsberg eller Vestas kan i princippet blive CEO i et svensk, hollandsk, tysk eller amerikansk selskab.
Hvis det internationale arbejdsmarked for topchefer reelt fungerer begge veje, behøver udviklingen ikke samlet forringe danske lederes karrieremuligheder.
Morten W. Langer
Pr. mdr.
349 kr.
Få straks adgang til denne artikel og alle andre artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
