Økonomisk Ugebrev Ledelse fremhæver i hver udgave erhvervsledere, som vi senest har lagt mærke til, og som vi synes fortjener en bemærkning med på vejen. Fagredaktør Morten A. Sørensen udpeger her ugens topchefer.
Gitte Aabo, CEO for GN Hearing, melder om en organisk omsætningsvækst på 15 pct. i første kvartal og opjusterer forventningen hele 2023 til en organisk vækst på 5-10 pct. mod tidligere 2-8 pct. Undergrænsen for den forventede EBITA-overskudsgrad i 2023 løftes til 14 fra 13 pct. Opjusteringen fra GN Hearing medfører, at hele GN Store Nord-koncernen opjusterer den forventede organiske omsætningsvækst i 2023 med 1-2 procentpoint. Den positive nyhed fra det krisetruede selskab førte til en stigning i aktiekursen på 11,5 pct.
Peter Schütze, formand for SimCorp, og Christian Kromann, CEO, har accepteret et overtagelsestilbud på 735 kr. per aktie fra Deutsche Börse. Aktionærerne får dermed en præmie på 38,9 pct. i forhold til kursen lige før tilbuddet kom. Nyheden førte til en stigning i aktiekursen på SimCorp til 731,5 – og et fald i kursen på Deutsche Börse på 7,7 pct.
Per Bank, adm. direktør for Salling Group, skifter job og bliver fra efteråret topchef for Canadas største supermarkedskoncern Loblaw med 190.000 ansatte og 2400 butikker i Canada. Den nuværende finansdirektør Anders Hagh er udpeget til at blive den femte topchef i Salling Group (tidligere Dansk Supermarked).
Niels Duedahl, CEO for energiselskabet Norlys, køber ifølge en foreløbig aftale Telia i Danmark for 6,25 mia. kr. Købet omfatter 1,5 mio. kundeforhold og 50 pct. af ejerskabet af TT-netværket, Danmarks største mobilnet. Norlys har i 2022 ottedoblet overskuddet til 4,2 mia. kr. – ikke mindst takket være frasalg af sit fibernet.
Kim Fausing, topchef for Danfoss, forudser ifølge Børsen, at koncernen i løbet af nogle år kan fordoble omsætningen fra de godt 76 mia. kr., der blev opnået i 2022. Vækstudsigterne har ifølge Kim Fausing aldrig været bedre, og Danfoss satser kraftigt med nye investeringer.
Ester Baiget, CEO for Novozymes, har opnået en organisk salgsvækst på 5 pct. i første kvartal. Koncernen fastholder forventningen om en organisk vækst på 4-7 pct. for hele året og en EBIT-overskudsgrad på 25-26 pct.
Anette Zeipel, topchef for slikproducenten Toms Gruppen, melder om en omsætningsstigning på 11 pct. til 1778 mio. kr. og et EBIT-driftsresultat på 99 mio. kr. mod 80 mio. kr. i 2021. Toms vil nu finde en ekstern distributør på det tyske marked, hvor det gennem flere år ikke er lykkedes at skabe overskud.
Alexander Kara, CEO for NKT, opjusterer efter en stærk start på året forventningerne til 2022 til en omsætning i standard metalpriser på 1,8-1,9 mia. euro mod hidtil 1,75-1,85 mia. euro, mens EBITDA-driftsresultatet nu ventes at blive 200-230 mio. euro mod tidligere 185-215 mio. euro.
Cees ’t Hart, CEO for Carlsberg, løfter efter en organisk omsætningsvækst på 14,2 pct. i første kvartal undergrænsen for den forventede organiske vækst i driftsresultatet i hele 2023 fra minus 5 til minus 2 pct. Lars Jensen, CEO for konkurrenten Royal Unibrew, melder om en organisk omsætningsvækst på 7 pct. og fastholder forventningen om et EBIT-driftsresultat på 1550-1750 mio. kr. mod 1516 mio. kr. i 2022.
Niels Frederiksen, adm. direktør for Scandinavian Tobacco Group, køber for 150 mio. kr. det svenske mærke XQS, der fremstiller røgfri produkter og omsætter for cirka 50 mio. kr. om året.
Parken Sport & Entertainment opgiver foreløbig at sælge Parken Stadion og de fire kontortårne ved Parken. Vilkårene på de finansielle markeder betyder, at et salg for tiden ikke vil være attraktivt.
Rasmus Kofoed, der kommer fra amerikanske Medtronic, bliver ny topchef for den medico-tekniske virksomhed ChemoMetec efter Steen Søndergaard, der tidligere har meldt sin afgang.
Bent Jensen, adm. direktør for Linak, erkender i Børsen, at hans virksomhed er blevet for afhængig af Kina, hvor Linak har 217 medarbejdere. ”Vi er alle sammen, inklusive Linak, blevet for afhængige af Kina”, siger han til avisen.
Jais Valeur, adm. direktør, og Per Laursen, produktionsdirektør i Danish Crown, har besluttet at lukke slagteriet i Sæby med 800 medarbejdere på grund af overkapacitet, der ifølge Danish Crown giver en merudgift på 300 mio. kr. om året. Til gengæld ansættes 450 nye medarbejdere på andre Danish Crown-slagterier i Danmark. En del landmænd har lukket deres grisestalde og flere grise sendes nu til opfedning og slagtning i Tyskland.
Morten A. Sørensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.