Investormødet efter Q3-regnskabet var præget af kritiske spørgsmål fra analytikere om Coloplasts langsigtede vækst- og indtjeningshistorie stadig holder. Flere analytikere kredsede om risikoen for, at Impact4-målsætningen om 7-8 pct. organisk vækst frem mod 2029/30 kan blive ændret, når CEO Gavin Wood fremlægger resultatet af sin strategiske gennemgang ved årsregnskabet i november, skriver redaktør Bruno Japp i denne analyse.
Analytikerne sår nu tvivl om Coloplasts langsigtede mål om 7-8 pct. organisk vækst frem mod 2029/30 stadig er realistisk.
SEB spurgte om den kommende strategiske gennemgang kan ændre på den tidligere ambition om 7-8 pct. vækst. DNB Carnegie pressede yderligere på: Coloplast vokser aktuelt kun 5-6 pct., Kerecis er svækket, Intibia forsinket, og Kina fortsætter nedad. Hvor skal accelerationen så komme fra, lød spørgsmålet.
Ledelsens svar var bemærkelsesværdigt forsigtigt. Wood sagde, at han aktuelt evaluerer Impact4, og at konsekvenserne først bliver fremlagt ved årsregnskabet. Han bekræftede altså ikke 7-8 pct.-målet. CFO Anders Lønning-Skovgaard fremhævede som modvægt, at U.S. Chronic Care og Urology udvikler sig bedre end forventet, men erkendte samtidig, at Biologics tynger væksten markant.
Citigroup stillede investormødets mest direkte spørgsmål: De fem nye strategiske prioriteter lyder i høj grad som det, Coloplast allerede har sagt tidligere. Hvor er den egentlige ændring, lød spørgsmålet. Analytikeren henviste samtidig til den begrænsede indtjeningsvækst de senere år.
Wood pegede især på to ændringer: For det første markant større fokus og flere ressourcer til USA, hvor væksten nu er tocifret på flere områder. For det andet en aktiv omlægning af Kerecis/Biologics fra outpatient (behandling hjemme) til inpatient (behandling på sygehus) med ressourcer koncentreret på bestemte hospitaler og specialer. Men han udskød de konkrete strategiske konsekvenser til årsregnskabet.
Handling frem for strategiske overskrifter
Analytikerne efterspørger nu handling frem for strategiske overskrifter. November bliver derfor en vigtig troværdighedstest for den nye CEO.
Det kuldsejlede milliardopkøb Kerecis fyldte også meget i Q&A’en. Morgan Stanley bemærkede, at de amerikanske inpatientvolumener ikke synes at have fået den vækst, man kunne forvente efter kollapset i dele af outpatientmarkedet. Kerecis’ inpatientvækst var kun high single digit i kvartalet, selv om den fortsat var tocifret år til dato.
Ledelsen forklarede, at outpatientmarkedet fortsat er i transition efter indførelsen af den faste betaling på USD 127 pr. cm², hvilket har udløst lavere anvendelse, større prisfølsomhed, konkurrence på pris og mere anvendelse af billigere traditionelle sårprodukter. Wood fastholder dog forventningen om tocifret inpatientvækst for året.
Kerecis er altså langt fra normaliseret, og selv den del af markedet, som Coloplast satser mest på, viste en vis opbremsning i Q3.
Jefferies spurgte direkte, om normaliseringen af Kerecis vil tage kvartaler eller år. Wood gav her et af konferencens mest konkrete svar: omkring Q2 2026/27, altså om to til tre kvartaler, bør Coloplast begynde at se en reel bedring, fordi sammenligningsgrundlaget fra outpatientforretningen på det tidspunkt forventes normaliseret.
Barclays fremhævede, at Kina har været svagt i flere år, og nu ser ud til at blive endnu dårligere. Spørgsmålet var, hvor meget der skyldes et svagt marked, og hvor meget der skyldes tab af markedsandele.
CFO’en sagde, at den underliggende forventning nu er lav encifret negativ vækst i Kina. Samtidig gennemfører den nye kinesiske ledelse en ændret go-to-market-model med færre distributører og lavere lagre. Det medførte en engangseffekt på cirka 45 mio. kr. i Q3, og der kommer yderligere negative effekter i Q4. Impact4-forudsætningen om omtrent flad kinesisk vækst over strategiperioden fastholdes dog. Kina er altså ikke længere en vækstmotor i Coloplast-casen og kan fortsat være en modvind på kort sigt.
På investormødet var de positive budskaber, at USA kan blive Coloplasts stærkeste vækstmotor. USA udgør kun omkring 25 pct. af koncernens omsætning, selv om landet er verdens største medtechmarked.
Samtidig har Coloplast relativt lave markedsandele – eksempelvis kun omkring 15-20 pct. i ostomi. Ledelsen ser derfor betydelig “runway” og vil øge investeringerne i salgsstyrke og kommercielle initiativer. Wood siger direkte, at Coloplast med sine produkter kan vinde markedsandele.
Bruno Japp
2 md. adgang for
2 x 49 kr.
Få straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
Tilbuddet gælder til 31. juni 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder
Allerede abonnent? Log ind her














