Karsten Bill Rasmussen er en af de største ejendomsejere i Odense. Og det har ikke tidligere været synligt, at han faktisk havde så store værdier, fordi formuen er spredt i et virvar af holdingselskaber. Han har formuen fordelt på en række selskaber og koncerner, der ikke umiddelbart er forbundet med hinanden.
Han og døtrene står tilsammen som direkte ejere af syv forskellige ejendomsselskaber. Selskaberne opgør værdierne løbende, og derfor er de bogførte ejendomsværdier anvendt i formueopgørelsen. Det største selskab er ASX 4078 ApS med en egenkapital på 1145 mio. kr.
Holdingselskabet for boligudlejningsselskaber kom ud af 2023 med et resultat på selve driften på 97 mio. kr. Efter negative værdireguleringer på ejendomme på 26 mio. kr. og renteudgifter på 32 mio. kr. blev resultatet før skat på 38 mio. kr., noget lavere end året før. Koncernens investeringsejendomme består af 51 ejendomme fordelt på 16 beboelsesejendomme, 17 erhvervsejendomme og 18 blandede benyttede ejendomme.
Næststørste er Anpartsselskabet af 22. marts 1973, som udlejer erhvervsejendomme. Koncernens egenkapital er 515 mio. kr. efter finansielle gevinster på 84 mio. kr. mod minus 77 mio. kr. året før. Selskabet har værdipapirer og likvider på 1,2 mia. kr.
Tredjestørste selskab er Ejendomsselskabet Odense Holding med en egenkapital på 459 mio. kr. Herudover er der fire andre mindre selskaber.
Karsten Bill Rasmussen ejer personligt syv ejendomme i Danmark. Det er boligen på Skaboeshusevej i Nyborg direkte ud til Storebælt i den allernordligste del af Nyborg. Der er tale om en villa på 293 kvm. på en grund på 2291 kvm. købt i 2002 for 5,2 mio. kr.
De øvrige seks ejendomme ligger alle i Odense. Nogle af dem er erhvervsejendomme til udlejning. Det gælder bl.a. to ejendomme på Kongensgade. De to personligt ejede ejendomme ligger side om side med andre ejendomme, som han ejer gennem selskabet ASX 4078.
Den ene købte han i 2002 for 38,15 mio. kr. Den omfatter ti erhvervsenheder og en boligenhed, i alt på godt 3800 kvm. Den anden er på godt 2700 kvm. og omfatter seks erhvervslejemål og seks boliglejemål. Den har han købt ad to omgange med hovedparten tilbage i 1986 for 14,5 mio. kr.
Han ejer også personligt en udlejningsejendom på Vestergade i Odense med to erhvervslejemål og 11 boliglejemål. Den købte han i 2015 for 28,75 mio. kr. Herudover ejer han en villa på 291 kvm. på Langelinie i Odense, beliggende på en 3680 kvm. stor grund, købt i 2012 for 9,3 mio. kr.
Formue 2024: DKK 2,8 mia.
Formue 2023: DKK 2,0 mia.
Placering 2023: #91
Rykkede pladser: 12 (op)