Om ejerskabet af Poul Erik Bech koncernen oplyses i regnskabet, at ”For at sikre virksomhedens virke som Danmarks største og eneste landsdækkende ejendomsmæglervirksomhed, valgte Poul Erik Bech i 2015 at oprette Poul Erik Bech Fonden. Fonden ejer nu 60 pct. af virksomheden, mens 30 % af aktierne er overtaget af Poul Erik Bechs datter, Jane Bech, og stifteren selv beholder således de sidste 10 procent.”
Videre oplyses det, at ”virksomhedens ejerstruktur er således den samme som kendes fra langt større danske virksomheder. De midler, som Fonden løbende får tilført via mæglervirksomhedens overskud, går til at støtte almennyttige aktiviteter fortrinsvis til børn, handicappede og flygtninge. Desuden tilgodeses kunstnere samt fremme af bygningskulturarven, særligt i stifterens hjemby Varde.”
Ligesom Colliers forventer Poul Erik Beck-koncernen at udbygge sin markedsposition de kommende år, blandt andet med opkøb. Ledelsen oplyser, at ”holdingselskabet Poul Erik Bech Erhverv A/S har et ønske om fortsat at udbygge sin position som Danmarks største landsdækkende ejendomsmæglervirksomhed inden for erhvervsejendomme.
Målet vil blive gennemført ved en videreudvikling af de kunderelationer, der allerede er skabt, gennem en styrkelse af samarbejdet med LEA Ejendomspartner A/S samt fusioner og/eller konsolidering med andre ejendomsmæglervirksomheder.” Den store erhvervsejendomsmæglers brede tilstedeværelse over hele landet med over 15 lokale kontorer har for alvor givet pote sidste år, hvor købere og investorer rykkede ud af de store byer og ind i provinsen: ”København er naturligt nok der, hvor de største nationale og internationale investorer har deres fokus.
Men i 2017 vendte mange investorer sig også mod provinsen i jagten på bedre afkast. Vores centre i specielt Aarhus, Odense og Aalborg oplevede således en øget interesse fra såvel de større indenlandske som udenlandske investorer, mens vores lokale centre i resten af landet oplevede en øget interesse fra specielt de små og mellemstore investorer. Efterspørgslen har i høj grad rettet sig mod velbeliggende strøgejendomme, kontorejendomme og ikke mindst boligudlejningsejendomme, hvor vi har haft en markant fremgang og aktivitet.”
Ledelsen konstaterer, at den voksende internethandel ændrer profilen på mange lokale gågader, hvor den almindelige detailhandel må give op, men hvor der så bliver plads til andre typer af forretninger:
”Butiksejendomme oplever i mange dele af landet tomgang, men flere steder kan lokalerne med fordel konverteres til andre formål som især cafeer og restauranter. Mange byer oplever også en betydelig stigning i salget af brugte varer, og disse butikstyper, hvoraf mange er drevet af velgørenhedsorganisationer, fylder mere og mere i gadebilledet. Samlet set var der også lavere tomgang inden for dette segment. Der er dog rigtig store variationer i tomgangen fra by til by. Salget via internettet viser en betydelig fremgang, og det vil fortsat øge presset på butikslokalerne. Om ændringer i forbrugsmønstrene vil kunne opveje presset fra internettet, er dog tvivlsomt i mange byområder.”
2 md. adgang for
2 x 49 kr.
Få straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
Tilbuddet gælder til 31. juni 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder
Allerede abonnent? Log ind her











