Bringes i ØU Finans søndag:
Det tilskrives ofte Albert Einstein, at definitionen på sindssyge er at gøre det samme igen og igen og forvente et andet resultat. Citatet passer mærkeligt godt til dansk energipolitik: I februar 2025 stillede politikerne ét krav til brintrøret til Tyskland: Producenterne skulle binde sig til 0,5 GW, ellers blev det ikke bygget. Denne uges tillægsaftale rummer ingen ny viden om brintmarkedet, kun mere støtte til en plan, som markedet allerede har afvist, skriver energispecialist Morten Springborg om den nye politisk aftale for et milliarddyrt sønderjysk brintrør
Siden den oprindelige aftale om et dansk brintrør har politikerne i Berlin skåret brintmidlerne med to tredjedele og industriens dekarboniseringsramme med 93 pct. Rørets største kunde, MorGen Energy, har barberet sit projekt ned med 70 pct.
Det oprindelige krav til at igangsætte rørinvesteringen er på ingen måde opfyldt. Politikernes svar har ikke været at stoppe projektet. Men at gøre mere af det samme: Projektkravet for sikret kundesalg er sænket fra 0,5 GW til 0,1 GW, fristen for at opfylde salgsmålet er udskudt med et år, og statens driftsstøtte er hævet til 16,5 mia. kr.
Staten køber sig fri af markedets dom
Hver af disse ændringer flytter risiko fra producenterne til staten, ingen den anden vej. Tillægsaftalen rummer ingen ny viden om brintmarkedet, kun mere støtte til en plan, som markedet allerede har afvist.
Bookingerne er uforpligtende, kravet om en positiv investeringsbeslutning er fjernet, og det samme gælder kravet om en bindende aftale med den tyske netoperatør. Ministeriets pressemeddelelse nævner ikke det med ét ord.
Røret bygges, hvis blot ét projekt vil bruge det. Et rør til 6,9 mia. kr. med en designkapacitet på 2,7 GW kan altså sættes i gang på baggrund af én kunde på 0,1 GW. Det er ikke en markedstest, men en formalitet, der er designet til at blive bestået.
Efterspørgslen findes ikke i Tyskland. Der er ikke indgået kontrakt med én eneste slutkunde. De ca. 12 mia. kr. i tysk og europæisk støtte til fem danske projekter er produktionsstøtte, ikke købsaftaler.
En støttet producent uden kunde er stadig en producent uden kunde. Selv Brian Vad Mathiesen, ellers blandt brintens fortalere, kunne i 2025 ikke se røret gennemført uden de store aktører. Svaret er nu at gøre røret uafhængigt af dem.
Regningen
Reserven til driftsstøtte – på knap 13 mia. kr. – er nu mere end dobbelt så stor som anlægsinvesteringen, og det fortæller noget om, hvad man forventer af forretningsmodellen: Røret kan ikke tjene sig selv hjem.
Anlægssummen er 6,9 mia. kr. i 2025-priser, og “faste priser” er ikke det samme som, hvad det ender med at koste. Det er beroligende, at projektet er statsligt, for staten har som bekendt en ubrudt tradition for at levere store anlæg til tiden og til budgettet.
Ministeriet har allerede været forbi med en regnefejl på over 2 mia. kr., så indtil videre leverer staten som forventet. Det er kun røret, der ikke leverer.
Pengene kommer fra “fremtidigt råderum”, altså penge, der endnu ikke er tjent, og som skal findes i hver finanslov frem til 2059. Ingeniøren har dokumenteret, at samfundstabet kan nå 5,5 mia. kr. ved et minimum på 0,5 GW. Der er ikke regnet på 0,1 GW. Man har sænket kravet uden at regne på, hvad det koster. Og tarifbetalerne for alle danskere rammes, hvis den solgte kapacitet ligger under 1 GW årligt.
Jeg har tidligere regnet på kapitalbindingen: Den samlede brintsatsning inklusive 6 GW havvind i Nordsøen koster omkring 135 mia. kr., mens brinten er ca. 4 mia. kr. værd i Tyskland om året. Energitabet i produktion og rørtransport frem til slutbrugeren er omkring 50 pct. Den investerede kapital vil aldrig blive tilbagebetalt.
Hvem skal betale? Tillægsaftalen svarer: skatteyderne.
Og markedsprisen for kunden? Et overslag over hele kæden fra havvind til tysk slutbruger giver ca. 2 kr. pr. kWh brint eller omkring 78 euro pr. million BTU. Europæisk naturgas koster i dag ca. 72 euro/MWh, altså omkring 21 euro pr. million BTU. Altså knap en fjerdedel.
Selv efter en fordobling af gasprisen på under et år er dansk brint altså næsten fire gange så dyrt. Hvilken virksomhed i Tyskland har råd til at anvende energi, der er så dyr og u-konkurrencedygtig?
Har Folketingets flertal noteret sig, at tysk industri i disse år kæmper med dårlig konkurrenceevne på grund af høje energipriser og ekstrem konkurrence fra Kina? Og at virksomheder og tysk politik i dag prioriterer konkurrenceevne frem for klimaskåltaler?
I dag er der en ny rentevirkelighed, som ikke ligner den, de danske brint-tosserier blev undfanget i. Brint-regnestykket er, som jeg skrev i juni 2026, et produkt af nulrenternes tid, og normale renter har radikalt forandret investeringsmiljøet for energi-fatamorganaer som brint og PtX.
Hvem jubler
De, der roser aftalen, er dem, der får pengene. Dansk Erhverv kalder den “en rigtig god aftale for dansk brint”, og Green Power Denmark taler om et “nyt eksporteventyr”. Dansk Erhvervs argument om hønen og ægget er det bedste, tilhængerne har, men det forudsætter, at ægget bliver lagt. Tyskland har netop skåret 93 pct. af sin dekarboniseringsramme. Der er ingen høne. Der er et rør.
Et rør, der bygges, fordi det er besluttet
Før markedstesten kunne dumpe, ændrede man den. Det ærlige alternativ var at sætte projektet på pause, indtil Tyskland havde vist, at efterspørgslen fandtes. Det havde kostet lidt politisk troværdighed, og tab af troværdighed er som bekendt en dødssynd i politik. Så et bredt flertal har i stedet holdt fast i Einsteins definition af sindssyge, og bundet skatteyderne i 30 år til et rør, hvis eneste sikre betaler er skatteborgeren.
Ministeren siger, at man går ind i projektet med åbne øjne. Det er sandsynligvis rigtigt. Det er så os andre, der får slået blår i øjnene.
