Inflationen sprang i september fra 3,2 til 3,8 pct., det højeste niveau siden 2023 og den kraftigste månedlige acceleration siden marts, hvor krigen i Mellemøsten begyndte. Indtil nu har energipriserne været den klart vigtigste forklaring, men det mere bekymrende signal er, at både kerneinflationen, fødevarepriserne og lønvæksten nu begynder at bevæge sig opad. Dermed øges risikoen for egentlige andenrunde-effekter, som kan gøre det langt vanskeligere for ECB at erklære inflationskampen for afsluttet.
ING’s analyse tager udgangspunkt i, at septembertallet kom som en markant negativ overraskelse. Inflationen steg fra 3,2 pct. til 3,8 pct., hvilket bringer euroområdet op på det højeste inflationsniveau siden 2023. ING beskriver udviklingen som et klart brud med den mere afdæmpede inflationsudvikling tidligere på året.
Den umiddelbare årsag er fortsat energi. Det er især bemærkelsesværdigt, at prisen på Euro 95-benzin nu har nået et historisk rekordniveau, selv om selve olieprisen fortsat ligger noget under toppene fra 2022 og fra foråret 2026. Det betyder, at energikomponenten aktuelt trækker meget kraftigt op i det samlede inflationsindeks.
Det interessante i ING’s analyse er imidlertid, at banken ikke længere kun fokuserer på det direkte energibidrag. Den centrale risiko er, at energichokket begynder at sprede sig til andre prisområder.
ECB-chef Christine Lagarde havde på det seneste rentemøde udtrykt overraskelse over, hvor begrænset gennemslaget fra højere energipriser hidtil havde været på de øvrige dele af inflationen. Septembertallene giver ifølge ING de første tegn på, at dette billede muligvis er ved at ændre sig.
Kerneinflationen vender svagt op
Kerneinflationen steg således fra 2,4 pct. til 2,5 pct. Det er isoleret set kun en beskeden stigning, og ING understreger også, at det endnu er for tidligt at konkludere, at der er sket et egentligt regimeskifte.
Kerneinflationen har siden maj bevæget sig inden for et relativt snævert interval på 2,4-2,6 pct. Der er altså endnu ikke tale om nogen eksplosiv underliggende prisacceleration.
Men retningen er vigtig: Hvis energipriserne forbliver høje over længere tid, bliver sandsynligheden større for, at virksomheder sender de højere transport-, produktions- og energiomkostninger videre til kunderne.
Fødevareinflationen stiger igen
Også fødevareinflationen steg i september, fra 1,1 pct. til 1,4 pct. Det kan ligeledes være et tidligt tegn på, at højere energi- og transportomkostninger begynder at arbejde sig gennem værdikæderne.
ING er dog forsigtig med fortolkningen. Fødevareinflationen ligger fortsat lavere end i juni, så ét månedstal er ikke nok til at dokumentere et vedvarende inflationspres.
Det centrale budskab er derfor ikke, at en bred inflationsbølge allerede er etableret, men at risikoen for en bredere inflation nu er steget mærkbart.
Lønvæksten bliver den næste bekymring
ING peger samtidig på et andet forhold, som potentielt kan gøre inflationen mere sejlivet: lønudviklingen.
Eurozonens økonomi udvikler sig fortsat forholdsvis robust, og de første indikatorer viser tegn på, at lønvæksten igen accelererer. ING fremhæver konkret lønindikatoren fra Indeed, som nu er steget fem måneder i træk.
Det er vigtigt, fordi kombinationen af højere energipriser og højere lønninger kan skabe de klassiske andenrunde-effekter:
Højere energi → højere virksomhedsomkostninger → højere priser → krav om højere lønninger → endnu højere omkostninger og priser.
ING skriver direkte, at bekymringen for sådanne andenrunde-effekter fortsat er “alive and kicking”.
ECB’s problem bliver større
Analysen er også interessant i forhold til ECB’s pengepolitik.
Lagarde havde tidligere på ugen lydt relativt blød i tonen. Hun pegede blandt andet på, at andenrunde-effekterne hidtil havde været begrænsede, samtidig med at de finansielle forhold allerede var blevet strammere.
Men septembertallet gør ifølge ING denne position vanskeligere at fastholde.
Inflationen på 3,8 pct. ligger markant over ECB’s målsætning på omkring 2 pct., og samtidig er der nu begyndende tegn på bredere prisstigninger. Derfor konkluderer ING, at ECB fortsat har arbejde at gøre.
Det indebærer ikke nødvendigvis, at ING direkte forudsiger en bestemt renteforhøjelse i denne korte analyse. Men signalet er klart: Argumenterne for en mere lempelig pengepolitik er blevet svagere, mens risikoen for, at ECB må holde pengepolitikken stram i længere tid, er blevet større.
