Boganmeldelse: I Whistlebloweren fra Saxo Bank afdækker forfatter og dokumentarist Michael Teschl, hvordan Saxo Bank i årevis har stillet bankens handelsplatform til rådighed for russiske oligarker og andre lyssky typer med behov for at få vasket mørke penge hvide. Bogen er velskrevet og medrivende – særligt Saxo Bank-medstifter Kim Fournais’ kritik af sin tidligere makker er opsigtsvækkende. Lars Seier Christensen fremstilles som en oppustet pralhals med en blakket moral, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen.
”En grundig gennemgang af Saxo Banks VIP-partnere afdækkede, at der blandt deres allervigtigste kunder var en spektakulær samling af terrorfinancierer, hvidvaskende guldsvindlere med tråde til narkokarteller, iranske hvidvask-konglomerater og bestikkelseskyndige oliehandlere stiftet ved Putins nåde,” skriver Michael Teschl i bogen Whistlebloweren fra Saxo Bank.
Her tegner han et billede af Saxo Bank som et kasino med en banklicens og en forretningsmodel skræddersyet til hvidvask. Stifterne Kim Fournais og Lars Seier Christensens milliardformuer bygger således ikke på blot gode ideer og virkelyst, men ifølge Teschl også på tvivlsomme forretningsmetoder.
Bogen er en opfølgning på dokumentaren ”Saxo Bank bag facaden”, som blev sendt på TV2 i 2023. Dengang vandt Saxo Bank ifølge Michael Teschl kampen i medierne, fordi det lykkedes banken at så tvivl om dokumentarens centrale påstande. Siden da er Teschl kommet i besiddelse af mere belastende materiale om Saxo Bank, som han øser ud af i bogen.
Det er Saxo Banks såkaldte White Label-model, der åbner døren for hvidvask. Modellen indebærer, at Saxo Bank indgår partnerskaber med udenlandske banker og derigennem stiller sin investeringsplatform til rådighed for disses kunder.
Saxo Bank har pligt til at foretage skærpet kontrol med, at partnerbankerne uden for EU overholder EU’s regler og bl.a. har styr på, hvem partnerbankernes kunder er, og hvor deres penge stammer fra – det er den kontrol, som Saxo Bank ifølge Michael Teschl ikke har udført.
Den utilstrækkelige kontrol gør Saxo Banks investeringsplatform til et oplagt sted for rige russere og andre lyssky typer at vaske mørke penge hvide. Hvidvasken kan foregå via såkaldt mirror-trading, hvor kunder via forskellige konti i en udenlandsk partnerbank sætter penge på, at en valuta vil stige samtidig med, at de sætter et tilsvarende beløb på, at den samme valuta vil falde. Efter en kort periode vil den ene konto indeholde en sum penge, som kan bogføres som valutagevinst.
”Så har du vasket dem hvide. Så kommer de fra Saxo Bank. Fra en EU-reguleret bank,” forklarer en tidligere ansat i Saxo Bank.
Ifølge bogen tyder meget på, at en stor del af omsætningen i Saxo Bank har været drevet af russiske rigmænd. Ifølge flere kilder, herunder Kim Fournais, spillede russiske kunder en stor rolle i opbygningen af banken.
”Russiske kunder har været en grundkomponent. Vores CEE (tjekkisk filial, red.) var i gamle dage – det er ikke tilfældet mere – den største region for os. Der var mange russiske relationer. Så det har absolut været en bærende del af at få betalt regningerne over en længere årrække,” udtaler han.
I bogen omtales en række bøder, Saxo Bank gennem årene har betalt, fordi banken ikke i tilstrækkelig grad har sikret sig mod, at dens platform blev anvendt til hvidvask.
Ud over hvidvaskproblematikken stiller bogen også spørgsmål ved andre dele af Saxo Banks forretningsmodel. En ekspert udtaler: ”Saxo Bank er ikke en bank, men et kasino med en banklicens. (…) De driver en forretning med salg af produkter med så høj risiko, at de færreste betting-firmaer kan matche dem.”
Michael Teschl har skrevet en fremragende bog, der via kilder og interne dokumenter saver folkene bag Saxo Bank midt over – tidligere bestyrelsesformand i banken Lone Fønss Schrøder og forhenværende kommunikationschef Lasse Lilholt Raahauge får også tørt på.
Kim Fournais fremstår som den mest sympatiske, om end hans angreb på sin tidligere makker Lars Seier Christensen til tider koger over. Fournais betegner ham bl.a. som en ”destruktiv narcissist. (…) Hvis han mister sin fanklub, så kan det være, at han trækker sig tilbage til Schweiz. Kører videre på sociale medier med de mange andre tosser på denne jord. Han har brug for at sole sig i en fanskare.”
Fournais, Seier Christensen og de øvrige topfolk i Saxo Bank afviser alle bogens centrale påstande, som de mener bygger på urigtige oplysninger. Bl.a. hævder Kim Fournais, at hans udtalelser om omfanget af russiske kunder skyldes fejlerindring.
Michael Teschl, Whistlebloweren fra Saxo Bank, Gyldendal, 2026.
Claus Strue Frederiksen
