Sammen med PFA har ATP haft sektorens ringeste afkast på private equity. Alligevel betalte de store millionbeløb i bonus til kapitalforvaltere.
Sidste års kursfald på aktiemarkedet efterlod store huller i danskernes pensionsformuer. Men selvom mange siden er blevet sat ned i pension, er det ikke alle i pensionsbranchen, der nu står tilbage med færre penge.
Dem, der forvalter pensionerne – de store kapitalforvaltere som ATP’s egen kapitalfond ATP PEP samt Copenhagen Infrastructure Partners CIP – er blevet ikke så lidt rigere i 2022.
Netop ATP PEP og CIP står for at forvalte den stærkt stigende andel af unoterede aktier i pensionssektoren. Men de har også været med til at levere de dårlige afkastresultater i sektoren. Både ATP og PFA ligger faktisk med de ringeste afkast i sektoren, viser et rundspørge, Økonomisk Ugebrev har foretaget til de enkelte selskaber.
Sidste år leverede ATP et afkast på 4,2 pct., mens PFA fik 1 pct. i afkast på unoterede aktier. De moderate afkast skal sammenlignes med 24,5 pct. i AP Pension, 12,5 pct. i Velliv og 9,5 pct. i Danica. På fem års sigt ligger PFA helt i bund på afkastet, og ATP ligger tredjesidst.
Alligevel betalte ATP sidste år 25 mio. kr. i bonus til partnere i deres kapitalfond ATP PEP, mens PFA indirekte var med til at belønne Ørsteds tidligere guldfugle, der nu virker gennem selskabet CIP. Hvor meget vides ikke, men CIP havde sidste år det bedste resultat i selskabets historie. Der er indtil videre betalt 75 mio. kr. i udbytte til de fem ejere.
Direkte adspurgt om de oplyste investeringsafkast er tilfredsstillende, sætter både ATP og PFA dog spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er gået så dårligt, som deres egne tal ellers viser (se tabel).
”Det er altid vanskeligt at sammenligne investeringsresultater i de private markeder. Tidsvægtede afkast er ikke nødvendigvis en meningsfuld måde at vurdere selskabernes performance på. Selskaberne vil altid have meget forskellige investeringer og forskellige tilgange til aktivklasser afhængigt af bl.a. risikoprofil, valuta, gearing og forretningsmodel”, siger investeringschef Mikkel Svenstrup fra ATP. PFA peger på, at de unoterede aktier faktisk har slået aktiemarkedet, og at man ikke vil forholde sig til konkurrenternes afkast. Det virker dog lidt underligt, at man sammenligner unoterede og noterede afkast, da unoterede aktier skal levere et markant højere afkast end aktiemarkedet på grund af et illikviditetstillæg. I ATP’s søsterselskab, den svenske AP6, lægger man 2,5 procentpoint oven i det årlige afkast på noterede papirer for at vurdere, om det unoterede afkast er tilfredsstillende. Hvor godt det går med afkastene i de unoterede aktier, vil hverken ATP, PFA eller resten af pensionsbranchen tale om. Selskaberne henviser for yderligere oplysninger til kapitalforvalterne, som dog heller ikke mener, det er relevant for udenforstående, hvad de laver for deres penge og bonus. Graver man i selskabernes årsrapporter, kan man se, at der som oftest arbejdes med det, der på finanssprog kaldes en hurdle rate – et fast afkast på 7 til 8 pct., og nås dette, udløses deres bonusser.
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.