Danskernes fælles pensionsselskab ATP vil ikke længere offentliggøre afkast i pct. på alternative investeringer, ligesom andre danske pensionsselskaber. Den nye lukkethed kommer efter de seneste voldsomme milliardtab i bl.a. svenske Northvolt og danske Green Hydrogen Systems. Dermed bliver det tæt på umuligt at følge med i, hvordan milliarderne i ATP forvaltes. En uafhængig undersøgelse af ATP er nødvendig, mener eksperter.
ATP’s ledelse mener tilsyneladende ikke, at det skal være muligt for offentligheden og medlemmerne at kigge ATP over skulderen, når det gælder oplysninger om afkastet på de omdiskuterede alternative investeringer, som på det seneste har givet milliardtab.
Ledelsen ønsker ikke længere at fremlægge afkasttal i pct. på de helt centrale alternative investeringer. Så fremover bliver det umuligt at se, hvordan ATP klarer sine investeringer i forhold til resten af den danske og udenlandske pensionsbranche. ATP har længe været utilfreds med mediernes sammenligninger af afkast. Ledelsen mener nemlig ikke, ATP kan eller bør sammenlignes med andre store investorer – hverken den norske oliefond eller danske pensionsselskaber som PFA og Danica.
Det er helt uacceptabelt
Økonomisk Ugebrev har indsamlet aktuelle afkast for alle store selskaber i den danske pensionsbranche, og ATP er det eneste, som ikke ønsker at levere nogle afkasttal i pct. – overhovedet – og det møder kritik.
”Når danskerne er tvunget til at betale til ATP, bør danskerne også have krav på at få indsigt i, hvordan det går med deres investeringer. ATP forvalter omtrent 700 mia. kr. for ca. 5,6 mio. danskere. Med så store beløb på spil, der vedrører næsten hele befolkningen, bliver vi nødt til løbende at have en debat om, hvorvidt ATP gør jobbet ordentligt. Det kan vi kun, hvis vi fører demokratisk kontrol med deres arbejde og får indblik i deres afkast,” siger erhvervsordfører Pernille Vermund fra Liberal Alliance.
Som Økonomisk Ugebrev skrev i seneste udgave, vil ATP heller ikke oplyse om sine tab på Northvolt – heller ikke selvom nedskrivningerne på samme investering er blevet fremlagt af andre medinvestorer i den svenske virksomhed. Svaret fra ATP er, at dette ikke gives på virksomhedsbasis, men nu vil man altså heller ikke give nogle afkastprocenter på hverken kvartals- eller halvårsbasis som alle andre i pensionsbranchen.
”Det er helt uacceptabelt, at specielt ATP ikke er åbne om afkast-resultater. Specielt når det er ATP, er det uacceptabelt. Problemet med ATP er, at der er mange dygtige akademikere ansat dér, men de er overakademiske. De er for lidt praktikere,” siger Jan Bo Jakobsen, Ph.d. i finansiel økonomi fra University of Southampton.
Økonomisk Ugebrev udarbejder løbende afkastanalyser af pensionsbranchen, baseret på mails til hvert pensionsselskab, og det giver grundlag for at udarbejde en oversigt over branchens aktuelle afkast (se tabel). Denne gang tog det otte mails frem og tilbage til ATP – med kopi til bestyrelsesformand i ATP, Torben M. Andersen – før ATP sagde nej tak til at deltage.
”Vi oplyser ikke afkast i procent, fordi det ikke tager højde for en række faktorer som valutaafdækning, derivater og løbende rebalancering af risikoen,” skriver presseafdelingen.
To tal blev derefter fremsendt af ATP – det ene et overskud på 735 mio. kr. og det andet en markedsværdi på 41,9 mia. kr. Direkte adspurgt, om man så skal dividere disse med hinanden for at komme frem til afkastet, vendte ATP ikke tilbage på.
”Torben M. Andersen er en fremragende økonom. Men han er ikke investeringsmand. Han er 100 procent akademiker. Resten af bestyrelsen er apparatjikker, og ATP burde forvaltes af den Norske Oliefond,” vurderer Jan Bo Jakobsen.
Professor Jesper Rangvid og tidligere formand for Finanstilsynet Henrik Ramlau-Hansen efterlyser også, at det er på tide, at andre end ATP selv begynder at se ATP over skulderen – ligesom det sker i udlandet. ATP’s egen bestyrelse har ikke fagkompetencerne til at udføre dette arbejde.
Carsten Vitoft
2 md. adgang for
2 x 49 kr.
Få straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
Tilbuddet gælder til 31. juni 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder
Allerede abonnent? Log ind her







