Centrale aktører gambler nu med ATP’s overlevelse

Pengetanken har i årtier dygtigt forvaltet milliarder af danskernes pensionsopsparing. Men nu går det helt galt, og det har åbenbaret, at problemstillingerne internt i ATP tårner sig op: Nødvendige fagkompetencer mangler i alle led, det politiske ejerskab er passivt, investeringsstrategien er kørt af sporet, og der er ingen løbende overvågning, kontrol eller evaluering af institutionen, skriver chefredaktør Morten W. Langer i denne kommentar.

ATP bør også i fremtiden spille en vigtig rolle i pensionssystemet og i vores velfærdssamfund. Men alle de centrale aktører gambler for tiden med institutionens ve og vel – og overlevelse. Der er tilsyneladende ikke nogen, der vil erkende de eskalerende problemer i institutionen:

Danmarks store, fælles pengetank har i flere år slingret derudad, uden at nogen tager affære. Der er ellers en stribe forskellige centrale aktører omkring ATP, som kunne råbe vagt i gevær: Regeringen, beskæftigelsesministeren, Folketingets beskæftigelsesudvalg, fagforeningerne og arbejdsgiverne i ATP’s bestyrelse.

Manglende forståelse

Men der er ingen af dem, der vil se virkeligheden i øjnene: Det er nu, ATP’s overlevelse skal sikres. I baggrunden står flere ”konkurrenter”, der har en stor interesse i, at problemerne hos ATP får lov til at udvikle sig fra slemt til værre. Nemlig arbejdsmarkedspensionskasserne og kommercielle pensionsselskaber, der med glæde vil lukke ATP og overtage den opsparede formue på knap 1000 mia. kr. Problemerne, som Økonomisk Ugebrev har beskrevet over de seneste måneder, handler om, at politikerne og regeringen i bund og grund ikke forstår, eller vil erkende, hvad der sker i ATP. Bestyrelsen for ATP er inkompetent, når der handler om nødvendige fagkompetencer for at styre en kæmpestor pengekasse. Topdirektøren er den første topchef uden dyb investeringserfaring og blev nær ikke fit & proper-godkendt af tilsynet. ATP’s investeringsafdeling har fået utilstrækkelig professionel sparring, så investeringerne er kørt helt af sporet.

Men det stopper ikke dér: ATP har de seneste år i stigende grad lukket sig om sig selv. Det er blevet vanskeligere at

trænge igennem for at få forklaringer på, hvad der sker i ATP, og hvordan ledelsen vil navigere ud af problemerne.

ATP er i nordisk sammenhæng koblet fuldstændig af enhver faglig kontrol og overvågning af uafhængige fageksperter. Øverste myndighed for institutionen er formelt bestyrelsen, som alene består af medlemmer fra fagforeninger og arbejdsgivere.

De har hverken kompetencer eller indsigt til at give ATP’s daglige ledelse sparring omkring den allervigtigste opgave: At skaffe de bedst mulige investeringsafkast. Bestyrelsen kan tage stilling til politiske spørgsmål, men det er langt fra tilstrækkeligt.

CEO Martin Præstegaard, som har en fortid som embedsmand i Finansministeriet, har ikke den nødvendige indsigt i finansmarkederne, risikostyring og asset allocation til at give sin investeringsafdeling den nødvendige sparring. I hvert fald har de seneste års investeringsafkast i ATP været kritisabelt ringe. Og investeringsstrategien har nu kørt institutionen op i et hjørne, som sikkert også vil betyde minusafkast de kommende år.

Behov for at se på governance

Fagredaktør Carsten Vitoft beskriver i denne artikel, hvordan ATP har malet sig op i et investeringsmæssigt hjørne. Bl.a. har investeringsfolkene sat milliarder i mindre likvide danske aktier, som Bavarian og Ringkjøbing Landbobank, som det bliver svært at komme ud af. Denne problemstilling er nærmere beskrevet her.

Det er tydeligt, at det halter alvorligt med governancestrukturen i ATP, som bør gentænkes, så der etableres en løbende faglig evaluering af performance og investeringsstrategi. Vi har skrevet flere artikler om, hvordan de svenske AP-fonde og Den Norske Bank er underlagt årlige uafhængige evalueringer af fageksperter, som giver en udtalelse, som både politikere, embedsmænd og arbejdsgivere og fagforeningsfolk kan forstå – og agere på.

Men det er næppe tilstrækkeligt til at sikre en moderne governancestruktur. Man bør også se på sammensætningen af ATP’s bestyrelse, som er fastsat ved lov. Her burde mindst halvdelen af medlemmerne have skarpe fagkompetencer, og politikerne burde holde en årlig høring om, hvad der sker i ATP, herunder om afkast og investeringer.

Morten W. Langer