Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Morten W. Langer
Ansvarshavende chefredaktør

Velkommen til Økonomisk Ugebrev

Vores erfarne journalister stiller hver dag skarpt på ...

Finans

Globale finanshuse om Grønlandsaftalen: Her er Trumps skjulte dagsorden

Morten W. Langer

onsdag 30. september 2026 kl. 9:50

Den amerikanske præsident Donald Trump ankommer til Det Hvide Hus i Washington, D.C., USA, den 12. april 2026.
Den amerikanske præsident Donald Trump

Tema om Grønlandsaftalen: USA’s interesse i Grønland handler langt fra kun om militærbaser. Nye analyser fra J.P. Morgan og Scotiabank tegner et bredere billede: Grønland ligger midt i den nye stormagtskamp om kritiske mineraler, arktiske sejlruter og kontrollen over fremtidens forsyningskæder. Og den netop underskrevne aftale mellem USA, Grønland og Danmark giver for første gang amerikanerne formel indflydelse på screeningen af visse udenlandske investeringer i Grønland.

Donald Trump fik ikke Grønland. Men han fik noget andet, som på længere sigt kan vise sig at være mere værdifuldt for USA. Den nye aftale mellem USA, Grønland og Danmark giver ikke amerikanerne ejerskab over territoriet og fastholder Grønlands ret til selvbestemmelse. Til gengæld cementerer den USA’s langsigtede militære tilstedeværelse og giver Washington en helt ny rolle, når udenlandske investorer vil ind i strategiske grønlandske sektorer.

Det sidste er særligt interessant set i lyset af nye analyser fra blandt andet J.P. Morgan og Scotiabank. De peger på, at Grønland ikke længere kun bør ses som et militærstrategisk fremskudt område mellem Nordamerika, Rusland og Europa. Øen er samtidig ved at blive en brik i stormagternes kamp om de råstoffer og transportveje, som skal understøtte fremtidens forsvar, AI, datacentre, energiinfrastruktur og industriel produktion.

J.P. Morgan beskriver ligefrem USA’s nye råstofpolitik som en form for “very resource-centric state craft” – en udenrigspolitik, hvor kontrol over råstoffer og forsyningskæder bliver integreret med national sikkerhed. Banken fremhæver eksplicit Trumps interesse i det mineralrige Grønland som et eksempel på denne nye amerikanske linje. Det gør den nye Grønlandsaftale langt mere interessant for erhvervslivet, end hvis den kun handlede om militærbaser.

USA får plads ved bordet omkring investeringer

Det mest opsigtsvækkende økonomiske element står i aftalens artikel om udenlandske direkte investeringer. Investorer eller stater uden for NATO, EU eller gruppen af NATO-partnere må ikke opnå kontrol, betydelig indflydelse eller adgang til følsomme oplysninger inden for særligt sensitive sektorer, hvis det vurderes at kunne true national sikkerhed eller offentlig orden.

Grønland skal håndhæve reglerne gennem sin kommende investeringsscreening i tæt samarbejde med Danmark, mens danske myndigheder skal konsultere USA. Atlantic Council vurderer konsekvensen meget klart. Aftalen giver USA “a new role in investment screening in Greenland”. Ifølge tænketanken er det en væsentlig ændring, fordi Washington får større indflydelse på, hvilke tredjelande og investorer der kan få adgang til strategiske grønlandske aktiviteter.

Det er værd at hæfte sig ved, fordi Grønland kan rumme betydelige forekomster af netop de mineraler, som USA og EU i stigende grad betragter som sikkerhedspolitisk kritiske. Scotiabank fremhæver en analyse af Grønlands råstofpotentiale, som vurderer, at landet har moderat til højt potentiale for 24 af de 34 råstoffer på EU’s liste over kritiske råmaterialer. Listen omfatter råstoffer, der anvendes i alt fra vindmøller, elnet og batterier til chips, missiler, radarer og andre avancerede våbensystemer.

Kina ændrede spillet

J.P. Morgans analyse The Rush for Resources placerer Grønland i en langt bredere global udvikling. I årtier blev adgang til råvarer i høj grad behandlet som et økonomisk spørgsmål: virksomheder købte mineralerne dér, hvor de kunne produceres billigst. Den tankegang er under hastig forandring. Kina har opbygget dominerende positioner inden for udvinding eller især forarbejdning af flere kritiske mineraler. J.P. Morgan vurderer, at kineserne “… have essentially weaponized some of these supply chains”.

Det har ifølge banken været et chok for USA og de øvrige vestlige økonomier.  Svaret er blevet en stadig mere aktiv amerikansk statslig råstofpolitik. USA opbygger strategiske lagre, støtter nye mineprojekter og anvender offentlige institutioner til at finansiere forsyningskæder uden om Kina. J.P. Morgan nævner programmer som FORGE og Project Vault som eksempler. Og banken placerer USA’s forsøg på at sikre sig rettigheder og indflydelse i Grønland direkte i samme kategori som amerikanernes engagement i mineralprojekter andre steder i verden.

Det interessante er dermed, at Trumps Grønlandspolitik ikke står alene. Den passer ind i en langt bredere amerikansk strategi. Energi, halvledere, mineraler og forsyningskæder behandles i stigende grad på samme måde som traditionelt forsvar: som strategiske aktiver, som USA ikke ønsker at være afhængig af rivaliserende stormagter for at få adgang til.

Men råstofferne er kun halvdelen af historien.  Scotiabank har udarbejdet en omfattende analyse af det nordamerikanske Arktis. Hovedpointen er, at klimaforandringer og mindre havis gradvist øger både den kommercielle og strategiske værdi af de nordlige områder. Banken konstaterer, at Kina arbejder på mere regelmæssig arktisk containertrafik, mens Rusland allerede kontrollerer og opkræver betaling for adgang til dele af den nordlige sejlrute.

Scotiabank skriver direkte, at den seneste amerikanske interesse i Grønland viser, at “… northern territories are being viewed more openly through the lens of strategic control.”

Hvis de arktiske ruter over kommende årtier bliver lettere tilgængelige, vil kontrollen over radarer, havne, flyvepladser, kommunikation og militær tilstedeværelse i området få stigende værdi. Grønland ligger samtidig mellem Nordamerika og Europa og tæt på centrale adgangsveje til Arktis. Øens strategiske betydning vokser derfor både, hvis der kommer mere kommerciel trafik, og hvis rivaliseringen med Rusland og Kina intensiveres.

Scotiabank peger på, at kritiske mineraler kun gør denne udvikling stærkere. Mineralerne er centrale input til den nye industrielle og sikkerhedspolitiske økonomi – fra chips og datacentre til elnet, fabrikker og forsvarssystemer. Grønlands værdi består dermed i en sjælden kombination: geografi plus ressourcer.

Forsvarsaftalen i forvejen meget vidtgående

Det understøtter også en anden interessant konklusion: Hvis Trumps interesse primært havde været at få amerikanske militærbaser på Grønland, var behovet for den meget aggressive amerikanske kampagne vanskeligere at forklare. USA havde allerede vidtgående rettigheder under forsvarsaftalen fra 1951.

Den nye aftale etablerer ganske vist yderligere amerikanske forsvarsområder i Narsarsuaq og Mestersvig og åbner blandt andet for nye former for militær aktivitet. Men Atlantic Council vurderer samlet, at aftalen på forsvarsområdet snarere er en gradvis ændring end en total omskrivning af det eksisterende forhold. De grundlæggende procedurer, hvor USA, Danmark og Grønland skal være enige om nye amerikanske forsvarsområder, består.

Derimod er investeringsscreeningen et mere principielt nyt element. Det betyder ikke, at USA nu kan bestemme over Grønlands mineralressourcer. Aftalen fastholder grønlandsk selvbestemmelse og Kongeriget Danmarks suverænitet, og selve investeringsscreeningen skal håndhæves af Grønland i samarbejde med Danmark. Men USA er blevet skrevet ind i den sikkerhedspolitiske konsultation omkring strategiske udenlandske investeringer.

Set gennem finanshusenes analyser bliver den overordnede amerikanske interesse dermed tydeligere. Det handler ikke nødvendigvis om at eje Grønland. Det handler om at sikre, at rivalerne ikke får strategisk fodfæste. Ikke militært. Ikke i kritisk infrastruktur. Og potentielt heller ikke gennem investeringer i strategiske råstoffer.

BNP Paribas placerer derfor også Grønlandsaftalen under den bredere overskrift “Transatlantic relations” og ser den sammen med andre tegn på en ny organisering af relationerne mellem Europa og Nordamerika.

Den nye konstruktion har også et bemærkelsesværdigt langsigtet element: Aftalen har ingen slutdato. Hvis Grønland på et tidspunkt bliver selvstændigt, fastslår aftalen, at det selvstændige Grønland skal overtage rettighederne og forpligtelserne og forblive forankret i NATO.

USA har altså ikke købt Grønland. Men Washington har fået en permanent sikkerhedspolitisk konstruktion, som både beskytter den amerikanske militære tilstedeværelse og giver USA en ny rolle omkring strategiske investeringer. J.P. Morgans analyse viser samtidig, hvorfor netop den sidste del kan blive stadig vigtigere. Stormagtskampen bevæger sig fra olie og traditionelle militærbaser til sjældne jordarter, kobber, chips, energi, datacentre og kontrol over de forsyningskæder, som moderne økonomier og forsvarssystemer ikke kan fungere uden.

Det er derfor sandsynligvis for snævert at se Trumps Grønlandsoffensiv som et ejendomspolitisk projekt. Finanshusenes analyser peger snarere på en amerikansk strategi, hvor geografisk kontrol, råstoffer og forsyningssikkerhed smelter sammen. I den optik er spørgsmålet ikke længere, hvorfor USA skulle ønske at eje Grønland. Det mere relevante spørgsmål er, hvor meget af det strategiske udbytte, USA nu kan opnå uden at eje det.

Morten W. Langer

Læs også disse artikler i temaet om Grønlandsaftalen:

GrønlandsBANKEN ligner en vinder – men kapitalen er en flaskehals

Forsvar bliver Arsleffs nye Grønlands-driver

2 md. adgang for

2 x 49 kr.

Få straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk

Tilbuddet gælder til 1. oktober 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder

Allerede abonnent? Log ind her

Få dagens vigtigste
økonominyheder hver dag kl. 12

Bliv opdateret på aktiemarkedets bevægelser, skarpe indsigter
og nyeste tendenser fra Økonomisk Ugebrev – helt gratis.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev.  Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik. Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

Jobannoncer

No data was found

Påskegave

Få to GRATIS analyser af Novo Nordisk & Zealand Pharma 

*Tilbuddet gælder ikke, hvis man har været abonnent indenfor de seneste 6 måneder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Og modtag den seneste udgivelse af Finans – det førende magasin om den danske finanssektor.

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank