”Sidder du ved et skrivebord og kigger på en computer det meste af dagen? Så tag dette meget alvorligt”. AI vil ødelægge millioner af funktionærjob i de kommende måneder, advarer Andrew Yang og forudser en bølge af personlige konkurser.
Andrew Yang — millionæriværksætter, tidligere studerende fra et Ivy League-universitet og tidligere præsidentkandidat — har en dyster advarsel til sine medfunktionærer: Kunstig intelligens er på vej til at udslette “millioner” af kontorjobs i løbet af de kommende måneder.
I et essay offentliggjort på sin Substack og fremhævet af Business Insider forklarer Yang det, han kalder den “store udhuling af funktionærjobs” som følge af AI.
“Sidder du ved et skrivebord og kigger på en computer det meste af dagen?” spørger han. “Så tag dette meget alvorligt”.
Millioner af funktionærer ud over kanten
“Denne automatiseringsbølge vil skubbe millioner af funktionærer ud over kanten i løbet af de næste 12-18 måneder”, skriver Yang.
“Når én virksomhed begynder at effektivisere, vil alle konkurrenterne følge trop. Det vil blive en konkurrence, fordi aktiemarkedet belønner dig, hvis du reducerer medarbejderstaben, og straffer dig, hvis du ikke gør. Som en investor udtrykte det: ‘Sælg alt, der består af mennesker, som sidder ved et skrivebord og kigger på en computer”.
Yang forudser, at kontoransatte midt i karrieren vil være blandt de første, der mister jobbet. I øjeblikket er der omkring 70 millioner kontoransatte i USA, men “forvent, at det tal bliver reduceret markant – med 20-50 pct. i løbet af de kommende år”, advarer iværksætteren.
Yang går så langt som til at opfordre folk i mellemlederstillinger midt i karrieren — især dem, der ejer huse i velhavende forstæder til Silicon Valley eller i Westchester County i New York — til at sætte deres hus til salg allerede nu for at undgå det kaotiske ræs, når arbejdsmarkedets apokalypse rammer.
“Det føles måske ikke godt at være den første, men du vil heller ikke være den sidste”, skriver Yang.
Videre forudser Yang, at personlige konkurser vil “stige kraftigt”, efterhånden som kontoransatte kæmper for at finde arbejde, der kan opretholde deres livsstil. Ifølge ham vil konsekvenserne også ramme servicearbejdere i kølvandet på kontorarbejdet — eksempelvis ansatte i renserier, frisører og hundeluftere.
Den “store udhuling” vil også ramme nyuddannede universitetsstuderende — en gruppe, som allerede befinder sig i et brutalt jobmarked i USA — ifølge Yang.
Større uro og frustration
Alt dette vil føre til endnu større uro og frustration, efterhånden som den rigdom, der skabes af AI-investeringsboomet, i høj grad vil tilfalde de få topchefer og ledere øverst i hierarkiet.
“Forestil dig, hvad folk vil tænke, når vi alle føler os som livegne under AI-overherrer, der har opsuget funktionærarbejdet?”, siger Yang.
I sidste ende minder Yangs udmelding om meget af den øvrige dommedagsretorik om AI, som man hører — ironisk nok ofte fra teknologimagnaterne selv. Ligesom disse profetier stopper Yang også, når det kommer til at levere et konkret svar på den potentielt verdensomvæltende krise, ud over en vag idé om universel basisindkomst.
“Forvent, at det bliver utrolig hårdt derude — på tværs af generationer”, afslutter Yang. “Luk lugerne, og gør hvad du kan for dig selv og dem omkring dig.”
Artiklen er bearbejdet til dansk på baggrund af en artikel fra www.futurism.com








