Læs tema om den nye aftale om Grønland i den kommende udgave af ØU Finans, herunder hvordan aftale bliver tolket af internationale finanshuse, geopolitisk, kommercielt og konflikt-politisk
I den nye aftale nævnes mineraler, råstofudvinding og kommercielle aktiviteter, men 2026-aftalen giver efter ordlyden ikke USA nogen direkte ret til miner, koncessioner eller bestemte råstoffer.
Den vigtigste bestemmelse om minedrift og råstoffer handler om udenlandske direkte investeringer. Her defineres ”særligt følsomme sektorer eller aktiviteter” som blandt andet ”kritisk infrastruktur og udvinding af ressourcer”. Det betyder, at minedrift/råstofudvinding kommer direkte ind under aftalens sikkerhedspolitiske investeringsscreening.
Aftalen siger derefter, at investorer fra lande, der ikke er NATO-medlemmer, NATO-partnere eller EU-lande, ikke skal kunne få kontrol, betydelig indflydelse eller adgang til ikke-offentlige oplysninger i sådanne følsomme sektorer, hvis det kan true national sikkerhed eller offentlig orden. Grønland skal håndhæve dette gennem sine nuværende eller kommende regler om investeringsscreening.
Det er derfor især en begrænsning af bestemte udenlandske investorers adgang til grønlandske råstofaktiviteter. Det er ikke en bestemmelse, der eksempelvis siger, at amerikanske selskaber får forkøbsret til sjældne jordarter eller ret til bestemte miner.
Mineraler nævnes også direkte
Allerede i præamblen fremhæves det eksisterende amerikansk-grønlandske samarbejde om:
”mineraler, samarbejde om økonomisk udvikling og handelsfremme”
sammen med videnskabeligt og uddannelsesmæssigt samarbejde.
Det er politisk interessant, fordi mineraler dermed udtrykkeligt kobles sammen med det bredere strategiske samarbejde, selv om selve aftalen ikke opstiller konkrete rettigheder til minedrift.
Kommercielle kontrakter er langt mere konkrete
Her indeholder aftalen faktisk en ret konkret økonomisk bestemmelse. USA skal:
”i videst muligt omfang tildele grønlandske kilder alle kommercielle kontrakter”
vedrørende etablering, vedligeholdelse og servicering af forsvarsområder. Det gælder blandt andet bygge- og nedtagningsprojekter, under hensyntagen til virksomhedernes kapacitet.
Den samme regel skal også gælde for de nye ubemandede militære installationer uden for forsvarsområderne.
Det kan være økonomisk væsentligt, fordi en amerikansk militær udbygning dermed potentielt kan føre til grønlandske kontrakter inden for eksempelvis byggeri, transport, service, logistik og vedligeholdelse.
I Igaliku-aftalekomplekset fra 2004 var det økonomiske samarbejde langt bredere og mindre sikkerhedspolitisk. Her blev der lagt op til samarbejde om blandt andet:
- forskning og teknologi,
- energi,
- miljø,
- uddannelse,
- udvikling,
- turisme,
- lufttrafik og
- handel.
Der kunne endda gives finansiel støtte, ekspertbistand, knowhow og henvisninger til låne- og investeringsgarantiinstitutioner.
2026-aftalen har en anden karakter: Her bliver økonomien i højere grad integreret i sikkerhedspolitikken.
Der gives ikke USA direkte adgang til grønlandske mineraler eller miner. Men aftalen etablerer et sikkerhedspolitisk regime omkring råstofsektoren, som kan begrænse investeringer fra især ikke-vestlige lande, samtidig med at amerikansk-grønlandsk mineralsamarbejde fremhæves positivt.
Det kan i praksis være ganske betydningsfuldt. Hvis eksempelvis en kinesisk investor ønskede kontrol over en større grønlandsk mine, vil artikel X efter ordlyden kunne blive direkte relevant. En amerikansk, canadisk eller EU-investor falder derimod ikke ind under den samme kategoriske gruppe i bestemmelsen.
Ifølge 2026-aftalen får USA ikke særlige direkte rettigheder til minedrift, mineraler eller råstoffer i Grønland. Der står ikke noget om, at USA får forkøbsret, eneret, koncessioner, ejerskab, særlige licensrettigheder, ret til bestemte mineralforekomster eller ret til at købe en bestemt andel af grønlandsk produktion. Aftalen omtaler ganske vist det eksisterende amerikansk-grønlandske samarbejde om ”mineraler”, men det står i præamblen som en beskrivelse af allerede eksisterende samarbejde sammen med forskning, uddannelse, økonomisk udvikling og handelsfremme.
Den substantielt vigtigste bestemmelse er i stedet artikel X. Her bliver ”udvinding af ressourcer” udtrykkeligt omfattet af definitionen af særligt følsomme sektorer. Aftalen fastslår derefter, at investorer fra lande, som ikke er NATO-medlemmer, NATO-partnere eller EU-lande, ikke skal kunne få kontrol, betydelig indflydelse eller sikkerhedsfølsomme oplysninger i sådanne sektorer, hvis det kan true national sikkerhed eller offentlig orden.
Det betyder noget vigtigt: USA får ikke en særskilt mineret, men amerikanske investorer står efter aftalens ordlyd i en mere fordelagtig sikkerhedspolitisk kategori end eksempelvis kinesiske investorer. USA er NATO-medlem og rammes derfor ikke af den særlige tredjelandsbegrænsning i artikel X. Det er en indirekte fordel, ikke en positiv rettighed til mineralerne.
Derudover får amerikanske myndigheder en konsultationsrolle. De danske myndigheder skal ifølge artikel X konsultere tæt med relevante amerikanske myndigheder om gennemførelsen af sikkerhedsregimet. Det giver USA indflydelse på sikkerhedsvurderingen af udenlandske investeringer, også inden for råstoffer, men stadig ikke retten til selv at udstede eller nedlægge veto mod en minekoncession efter aftaleteksten.
Der er også en anden potentiel kobling til minedrift: Områder omkring amerikanske forsvarsområder må ikke anvendes på en måde, der truer deres sikkerhed. USA kan rejse betænkeligheder over byggeri, faciliteter eller installationer i nærheden, hvorefter parterne i fællesskab skal afgøre, hvad der eventuelt skal gøres. En mine eller tilhørende infrastruktur tæt på en amerikansk base kan derfor i princippet blive sikkerhedspolitisk berørt, men USA får heller ikke her en generel ret til mineralerne.
Konklusion: USA får ingen særlig ejendoms-, koncessions- eller udvindingsret til Grønlands mineraler. Men USA får gennem aftalen en væsentligt stærkere sikkerhedspolitisk position omkring, hvilke udenlandske aktører der kan få kontrol over grønlandsk råstofudvinding.
Det sidste kan i praksis få stor kommerciel betydning, især for kinesiske eller andre ikke-NATO/EU-investorer, mens amerikanske selskaber ikke rammes af den samme bestemmelse.
