Hvis man som CFO eller revisor ikke allerede er i gang med at implementere AI-løsninger i sine regnskabsmæssige arbejdsprocesser, bør man starte nu. KPMG har undersøgt markedet og forventer inden for tre år, at næsten alle virksomheder har taget skridt mod anvendelse af AI i regnskabsaflæggelse og rapportering.
Kunstig intelligens (AI) er ved at transformere finansiel rapportering og revision. Ikke kun som en teknologisk opdatering, men som et reelt paradigmeskifte.
Vi er ved at bevæge os fra den digitale tidsalder til AI-tidsalderen. KPMG har udarbejdet en rapport om netop dette, der bygger på en undersøgelse af 1.800 virksomheder i seks forskellige industrier på tværs af ti lande, herunder USA, Storbritannien, Tyskland og Japan.
Den handler om, hvordan AI-løsninger allerede er en central del af mange virksomheders værktøjskasse. Hele 72 pct. af de adspurgte virksomheder eksperimenterer med AI eller anvender det selektivt, mens 10 pct. fuldt ud har implementeret AI i deres finansielle rapportering. Det forventes, at næsten alle virksomheder (99 pct.) inden for tre år vil benytte AI i en eller anden form.
At AI får en så hurtig og massiv fremgang inden for netop dette felt, skyldes, at teknologien passer særdeles godt til arbejdet med revision og rapportering. Processer, der er tidskrævende og ofte monotone, kan effektiviseres, så der frigøres tid til opgaver af højere værdi.
Bedre arbejdsprocesser og bekymring om datasikkerhed
Der er naturligvis både godt og skidt at rapportere om AI’s indtræden i finansiel rapportering. Heldigvis mest godt.
Virksomheder, der allerede har taget teknologien i brug, oplever store forbedringer. Der er generelt øget effektivitet blandt medarbejdere, lavere omkostninger og forbedrede arbejdsprocesser f.eks. papirløs bogføring.
AI bruges blandt andet til at forudsige trends, få større indsigt i risici i realtid samt mere og bedre data, så der kan træffes mere nøjagtige beslutninger.
Selvom AI medbringer mange fordele, er der også udfordringer at løse. For virksomheder, der er i begyndelsen af deres AI-rejse, er datasikkerhed og databeskyttelse de største bekymringer.
Andre barrierer inkluderer manglende viden om teknologien, begrænset afgang til AI-ekspertise, usikkerheder om hvilke AI-projekter, man bør prioritere. Når virksomheder bliver mere avancerede i deres brug af AI, skifter udfordringerne typisk karakter. Usikkerheder vedrørende ROI og bekymringer om medarbejderes fremtid bliver mere fremtrædende. F.eks. bliver medarbejdere bekymrede for, om AI’s indtog kan føre til, at de mister deres job.
The AI-leaders: De førende virksomheder
De dygtigste virksomheder inden for brugen af AI i finansiel rapportering, skiller sig markant ud i deres tilgang til at udnytte teknologien. De gør blandt andet følgende:
Risikostyring og stærke rammer. De førende AI-virksomheder opbygger robuste governancestrukturer, der gør det muligt at håndtere potentielle risici. De investerer i tredjepartsrevision og sikrer, at deres løsninger overholder standarder og ‘best practise’. Med disse tiltag minimeres risici og virksomheden beskyttes mod fejl og sikkerhedsproblemer.
Glat implementering. Virksomhederne er proaktive i deres tilgang til AI-implementering. For at sikre en gnidningsfri overgang er ledelsen aktivt involveret i integration af nye systemer. Samtidig udvikler de klare retningslinjer for, hvordan AI bør anvendes. De træner deres medarbejdere grundigt i at forstå og anvende teknologien. Pilotprojekter bruges til at teste løsninger. Det giver virksomheden mulighed for at måle og optimere hen ad vejen.
Etik og gennemsigtighed. Det etiske grundlag for brugen af AI er en vigtig prioritet. Virksomhederne gennemgår regelmæssigt procedurer for at identificere og håndtere eventuelle etiske problemer. De arbejder tæt sammen med eksterne eksperter for at holde sig opdateret på de nyeste etiske standarder og ‘best practise’ på området. Datasikkerhed er særligt højt prioriteret, især når der arbejdes med følsomme oplysninger.
Et stærkt fundament. De førende AI-virksomheder adskiller sig desuden ved at skabe et fundament, der understøtter AI – en teknologisk infrastruktur. Det handler om at skabe en god base for AI at gro på. Udfasning af forældede systemer og introduktionen af papirløs bogføring gør data lettere tilgængelig og reducerer fejl. Disse initiativer sikrer, at AI kan integreres nemmere.
MAL
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.