For tre år siden revolutionerede OpenAI AI for menigmand med lancering af ChatGPT. I august i år kom den nyeste version GPT-5. Ifølge CEO Sam Altman kan man sammenligne opgraderingen sådan: Hvor GPT-4 mindede om en collegestuderende, svarer GPT-5 til at have et helt team af PhD-eksperter i lommen. Deutsche Bank Research Institute har kortlagt seks områder, hvor GPT-5 udmærker sig.
Klogere og hurtigere, men ikke transformerende: GPT-5 er en model, der gør mange af de samme ting som tidligere – men bedre. Den er mere præcis, hurtigere og mere intuitiv. Men der er ikke tale om et spring mod superintelligens eller fuldt autonome systemer.
Sam Altman selv har kaldt GPT-5 klogere end mennesker på næsten alle leder og kanter. Lanceringen efterlader dog et indtryk af, at der er tale om et solidt skridt fremad snarere end en revolution. Flere eksperter peger på, at forskellen til tidligere modeller ikke er dramatisk, men understreger, at GPT-5 føles mere kompetent, stabil og til tider imponerende.
Fra manuel til automatisk: Tidligere versioner af GPT havde hver deres styrke – én var god til generelle spørgsmål, én excellerede i ræsonnement, og én var stærk til kodning og billeder. Med GPT-5 er det hele samlet i én model. Den kan selv skifte gear og svare hurtigt og effektivt på simple spørgsmål eller bruge længere tid på at tænke sig grundigt om ved komplekse problemer. Det gør modellen både mere nyttig og mere tilgængelig for et bredere publikum.
Kodning i fokus: Med GPT-5 bliver kodning mere tilgængeligt end nogensinde. Modellen kan bygge hjemmesider, spil og apps helt fra bunden – og den kan selv finde og rette fejl undervejs. Det betyder, at man kan programmere blot ved at formulere en prompt.
Ifølge Deutsche Bank Research giver det kommercielt rigtig god mening, at OpenAI har satset på netop kodning. Det er nemlig et af de områder, hvor AI for alvor kan omsættes til indtjening. Tallene taler for sig selv: næsten 3 mia. USD af OpenAI’s årlige tilbagevendende indtægter på 12 mia. USD stammer fra API-adgang, typisk brugt af udviklere, der bruger hjælp til kodning.
OpenAI er ‘back in business’: OpenAI har præsteret imponerende vækst. Brugerbasen for ChatGPT er steget til 700 mio. ugentlige brugere – op fra 500 mio. i marts og hele fire gange så mange som for et år siden. Samtidig er antallet af betalende erhvervskunder vokset til fem mio. mod tre mio. i juni, efterhånden som virksomheder i stigende grad tager AI i brug.
Det momentum har også smittet af på selskabets værdiansættelse. Ifølge Bloomberg er OpenAI i gang med at forhandle et sekundært salg af medarbejderaktier, som kan værdisætte virksomheden til hele 500 mia. USD – et markant spring fra 300 mia. USD i april.
Men – OpenAI forventer også at brænde 8 mia. USD af i 2025, og virksomheden har mistet flere nøglepersoner til konkurrenten Meta, som lokker med større lønpakker. På lidt over et år har to af Sam Altmans nærmeste ledere forladt virksomheden for at starte egne AI-selskaber.
Konkurrenterne matcher: ChatGPT sidder stadig tungt på markedet med omkring 5,7 mia. månedlige besøg ifølge SimilarWeb. Til sammenligning får Googles Gemini knap 700 mio., mens kinesiske DeepSeek ligger på omkring det halve. Men selvom OpenAI dominerer på brugertal, er konkurrenterne godt på vej til at indsnævre kvalitetsforskellen – og på visse områder endda overhale.
ChatGPT anses stadig for stærkest inden forræsonnement, dybdegående research og billedgenerering, men Google har med Gemini i stigende grad matchet niveauet. Samtidig regnes Anthropics Claude nu som en ligeværdig – eller endda bedre – konkurrent, når det kommer til skrivning og kodning. Og på AI-baseret websøgning har Perplexity markeret sig som en stærk udfordrer.
Stadig afhængig af chips: Store generelle AI-modeller kræver enorm computerkraft, og det kan mærkes på investeringerne. Techgiganterne Amazon (AWS), Microsoft (Azure), Google (Google Cloud Platform) og Meta forventes tilsammen at bruge næsten 400 mia. USD i år på datacentre – hvoraf størstedelen går til Nvidia-chips.
Da DeepSeek blev lanceret, rejste det spørgsmålet, om fremtiden lå i mindre krævende modeller, der kunne reducere behovet for de dyre datacentre. Men GPT-5’s lancering har vist, at der stadig er masser af plads til de tunge, alsidige modeller, der kan løse brede og komplekse opgaver.
MAL
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.