Fremtiden er her: Humanoider – robotter, der ligner mennesker – er ikke længere kun begrænset til science fiction. Der gøres enorme fremskridt inden for dette område, skriver CitiGroup i ny rapport.
AI-drevne robotter kommer til at spille en stor rolle i vores samfund. Det anslås, at der allerede vil være 1,3 mia. robotter i 2035, herunder humanoider. Nu vil AI, den software vi hele tiden hører om, ikke længere kun være en abstrakt idé, men noget, der bliver sat i praktisk og fysisk sammenhæng. Tre centrale drivkræfter ligger bag udviklingen.
For det første teknologiske fremskridt: AI gør robotter i stand til at se, lære og tale. Samtidig er deres bevægelighed og præcision blevet markant forbedret.
For det andet er der store økonomiske fordele at hente. På sigt vil robotter være billigere end menneskelig arbejdskraft, især i jobs, der er farlige eller kræver monotont arbejde. Desuden kan robotter gøre op for den manglende arbejdsstyrke i visse brancher.
For det tredje kan robotter forbedre hverdagen betydeligt ved at overtage kedelige rutineopgaver, så mennesker kan fokusere på mere meningsfulde og kreative aktiviteter.
Robotternes tilstedeværelse vokser hurtigt. Vi ser allerede eksempler på det i hverdagen med robotstøvsugere, plæneklippere og droner. I fremtiden vil automatiseringen i husholdninger udvides yderligere. Humanoider vil fungere som hjemmeassistenter. De kan hjælpe med rengøring, madlavning og personlig pleje, især for ældre og personer med funktionsnedsættelser.
Inden for transport og logistik revolutionerer AI-robotter med selvkørende biler og avancerede leveringssystemer. Det gør transporten både hurtigere og mere pålidelige. I lagerbygninger vil robotter effektivt kunne håndtere opgaver som sortering og pakning.
Robotternes rolle vokser også inden for sikkerhed og beredskab. Droner og overvågningsrobotter kan patruljere områder og opdage potentielle farer, mens humanoide sikkerhedsrobotter kan agere vagter.
Sundhedssektoren oplever også store fremskridt med brugen af robotter. Avancerede kirurgiske robotter forbedrer præcisionen i operationer, mens humanoide robotter i fremtiden kan assistere i plejen af patienter. Samtidig drager serviceindustrien fordel af robotter, som kan forbedre kundeoplevelsen i butikker og hoteller. Humanoider kan anvendes som receptionister, guider og tjenere i hoteller, lufthavne og butikker.
Det lyder alt sammen meget lovende, og robotter har indiskutabelt potentiale til at revolutionere mange aspekter af samfundet. Men der er stadig flere udfordringer, der står i vejen for deres udbredelse.
Teknologiske og etiske spørgsmål, såsom jobtab, databeskyttelse og lovgivningsmæssige barrierer, kræver opmærksomhed, og der er også bekymringer om hacking og brug af fysiske robotter som våben.
En af de største hindringer er de høje produktionsomkostninger, der gør robotterne utilgængelige for de mange. Selvom priserne forventes at falde med tiden, er de nuværende omkostninger betydelige.
Samtidig er det nødvendigt, at robotterne er robuste nok til at kunne operere i forskellige og ofte uforudsigelige miljøer – robotter i kommerciel forstand skal kunne holde til noget andet end robotter i et lukket laboratoriemiljø.
Batterikraft er en anden stor udfordring. For at robotterne kan fungere effektivt over længere perioder, er der behov for pålidelige og effektive energikilder. Samtidig står vi overfor et voksende problem med elektronisk affald. Når robotter og AI-enheder bliver mere udbredte, vil affaldet fra disse enheder stige markant.
Tilliden til AI og robotter spiller også en afgørende rolle for deres brede adoption. Den hastige udvikling af AI har resulteret i faldende offentlig tillid. Folk er bekymrede for at miste deres jobs, og for at deres privatliv bliver invaderet.
Privatlivsbeskyttelsen er et væsentligt tema, da robotter ofte vil indsamle personlige data fra deres brugere. Det giver også store udfordringer med lovgivning og ansvar. Den nuværende lovgivning er ofte utilstrækkelig til at håndtere de nye etiske og juridiske problemstillinger.
Endelig kræver udbredelsen af robotter en omfattende infrastruktur, som f.eks. opladningsstationer og støttefaciliteter. Det kræver både investeringer og samarbejde mellem offentlige og private aktører for at sikre, at robotterne kan operere effektivt.
Så der er stadig mange faktorer, der skal falde på plads, før de for alvor bliver udbredt i samfundet.
MAL
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.