Vedvarende medvind til abekoppeforretningen får nu Bavarian til at løfte den langsigtede forventning til denne del af forretningen. Det kommer samtidig med, at rejsevaccineforretningen stadig leverer fin vækst, selvom udrulningen af Vimkunya-vaccinen er løbet ind i bureaukratisk modvind i USA. Agendaen synes klar for den nye CEO: Fortsæt den nuværende udvikling og alloker kapital fornuftigt til aktietilbagekøb og vaccineudvidelser med lav risiko, skriver redaktør Steen Albrechtsen.
Bavarian Nordics kommende CEO, finske Tarja Stenvall, overtager et selskab i bedre form end længe set. Man kan godt sige, at den afgående CEO Paul Chaplin akkurat nåede at genoprette selskabet, selvom aktiekursen er langt fra tidligere tiders høje niveauer.
Selskabets værdi, fremtidsudsigter og ikke mindst risikoniveau er markant anderledes end for en håndfuld år siden, hvor man både kørte på med en covid-19 vaccine og et stort dyrt fase 3 studie indenfor RSV. Nu handler det i stedet om det lange seje træk med fortsat eksekvering og udnyttelse af bl.a. de store investeringer i fabriksudvidelser, men også en pipeline af nye vacciner, der ser noget tynd ud.
Selskabet har langt om længe – og sikkert med ”venlige opfordringer” fra større aktionærer – erkendt, at vejen frem ikke går via store enkeltsatsninger, men i stedet via den eksisterende forretning og fabriksplatform suppleret med mindre tilkøb.
Fortsæt ad den nuværende vej
For den nye CEO handler det i vores øjne nu om at fortsætte ad den vej, man er kommet ind på. Og gerne suppleret med et eller to opkøb i samme liga som chikungunya-vaccinen Vimkunya, som har fået en lidt blandet start.
Lidt mere skala vil kunne gavne marginerne i rejsevaccineforretningen, hvor der især på den kommercielle side mangler skala rundt omkring i verden. Blandt andet har Bavarian nu selv kommercielle organisationer i UK, Frankrig og Canada, som tidligere var udlagt til partnere.
Terje Stenvall med en nylig fortid i franske Sanofi, som også har en stor vaccineforretning, kommer til et selskab, der netop uofficielt har løftet målsætningen for Public Preparedness forretningen, der udvikler og sælger koppevacciner til primært den amerikanske regering, men i stigende grad også til andre vestlige lande, især til beredskabslagre. En af de vigtige opgaver bliver dermed også at få udstukket nye målsætninger for rejsevaccineforretningen.
Løft af målsætning
Det er ingen hemmelighed, at Bavarian har nydt økonomisk godt af medvinden fra abekoppeudbruddet, som i den grad har været med til at sætte fokus på nødvendigheden af beredskabslagre.
Forventningerne til i år er opjusteret to gange og den nyeste forventning lyder på en omsætning på 2,5 mia. kr., hvoraf 2,3 mia. kr. er sikret via ordrer allerede. Yderligere 800 mio. kr. er sikret på ordresiden for næste år.
Selvom det er et stykke fra 5 mia. kr. i det meget gode år 2023 og de cirka 3 mia. kr. i de seneste to år, er det værd at bemærke, hvad afgående CEO sagde i meget utvetydige vendinger på den seneste telefonkonference. Den hidtidige målsætning om 1,5-2,0 mia. kr. i basisomsætning i koppeforretningen blev uofficielt oppræciseret til 2 mia. kr. med ordene ”I think we’re becoming more and more comfortable that we’re going to be in the region at the upper end of that, around the DKK 2 billion mark.”
Med andre ord er ordreinteressen nu så stærk og bredt funderet, at 2 mia. kr. er det nye basisniveau i år uden ekstraordinære udbrud eller lign. Og sammen med 3+ mia. fra rejsevaccinerne er 5 mia. kr. mærket for omsætningen nu permanent krydset – og måske også snart 6 mia. kr. mærket.
De senere års store investering i Vimkunya-vaccinen hænger stadig lidt i bremsen, selvom Bavarian beretter om en pæn lancering på flere fronter – naturligvis også med god hjælp fra de udfordringer, som konkurrenten Valneva er løbet ind i.
Reelt har det overladt størstedelen af de større og interessante vestlige markeder til Bavarian, mens Valneva nu forsøger at give ny energi til deres vaccine via studier og partnerskaber i Brasilien, som måske på sigt kan give bedre information om bivirkningsprofilen.
Steen Albrechtsen
Pr. mdr.
349 kr.
Få straks adgang til denne artikel og alle andre artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser














