Klima står højt på dagsordenen i Tryg: I selskabets netop offentliggjorte årsrapport anvendes ordene ’klima’ og ’CO2’ sammenlagt over 300 gange. Ifølge rapporten udgør CO2-aftrykket fra investeringer klart den største post i Trygs klimaregnskab. Investeringsaftrykket indgår overraskende ikke i forsikringsgigantens klimamål – i stedet fremhæver Tryg en målsætning om at reducere det såkaldte scope 1 aftryk, der udgør én promille af koncernens samlede klimaaftryk. Modsat Alm. Brand og Topdanmark har Tryg heller ikke sat et langsigtet klimamål, der sigter mod net-zero eller klimaneutralitet i 2050, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen
I Trygs nyligt offentliggjorte årsrapport slår den danske forsikringsgigant fast, at klima er højt på selskabets dagsordenen: ”Addressing and mitigating the impact of climate change is one of the most significant challenges right now. Tryg is dedicated to contributing to this effort and has defined specific climate targets.”
Tryg har fire overordnede klimamål:
- Reducer scope 1 CO2-udledninger med 42 procent i 2030, med 2023 som baseline
- Køb 100 procent vedvarende strøm i scope 2 til 2030
- 40 procent af indkøb skal inden 2029 komme fra leverandører, som har sat egne Science Based Targets
- Reducer CO2-udledningen fra skadebehandling med 6 procent pr. skade i gennemsnit i 2027
Hvis Tryg indfrier det første mål med en reduktion af scope 1 på 42 procent i 2030, indebærer det en CO2-besparelse på 471 ton. Til sammenligning var Trygs samlede klimaaftryk i 2024 på 757.703 ton CO2, hvoraf scope 1 udledningen udgør én promille. I forhold til den samlede udledning svarer målet således til en reduktion på en halv promille.
Investeringer, som ikke indgår i klimamålene, er langt den største post i Trygs klimaregnskab. Nærmere bestemt 420.323 ton CO2, svarende til 56 procent af koncernens samlede klimaaftryk. Trygs klimamål er langt fra så ambitiøst som målsætningerne fra Alm. Brand og Topdanmark, der begge har klimamål for investeringsporteføljen.
Alm. Brand har et mål om at nedbringe koncernens CO2-udledning fra investeringsaktiviteter med 60 procent i 2030, med 2020 som baseline.
Trygs scope 1 mål er desuden det eneste af selskabets fire klimamål, der sigter mod at nedbringe Trygs CO2-aftryk i absolutte termer. Absolutte reduktionsmål adskiller sig fra intensitetsmål ved, at intensitetsmål kombinerer CO2-aftryk med eksempelvis omsætning eller produktantal – det betyder, at et selskab kan reducere intensitetsaftrykket samtidig med, at det absolutte aftryk stiger, så længe forretningen øges mere end det absolutte klimaaftryk.
Økonomisk Ugebrev har spurgt Tryg, hvorvidt selskabet har planer om at sætte absolutte reduktionsmål, der omfatter en mere betydelig andel af koncernens samlede klimaaftryk end det er tilfældet for de nuværende klimamål.
Ifølge Camilla Frimodt Nielsen, Head of Sustainability & ESG i Tryg, omhandler Trygs reduktionsmål scope 1, 2 og 3 – der er dog tale om både absolutte og intensitetsmål.
”Størstedelen af vores CO2-aftryk udledes i Scope 3, særligt gennem skadeudbedringen. Vi har sat som mål at reducere CO2-udledningen med 6 procent pr. skade i 2027. Målet dækker al vores indkøb, både direkte og indirekte. Det er et intensitetsmål, hvilket betyder, at vi skal nå en 6 procent reduktion uagtet udviklingen i antal skader,” oplyser Camilla Frimodt Nielsen til Økonomisk Ugebrev.
Det konkrete regnskab viser dog et andet billede: Klimaaftryk fra skadebehandling, som hører under scope 3, udgør for Tryg den næststørste post i klimaregnskabet – aftrykket fra investeringer er langt større. Så det er korrekt, at Trygs klimamål omfatter en del af scope 3 udledningerne. Men altså ikke den største scope 3 post, investeringer.
Camilla Frimodt Nielsen er enig: “Det er korrekt, at investeringer udgør den største post i CO2-regnskabet, men vi fremhæver særligt skadeudbedringen, da det er vores kerneforretning som skadeforsikringsselskab. Skadesbehandlingen er et af de områder, hvor vi har en direkte indflydelse på, hvordan vores kunders skader bliver udbedret, og hvor vi dermed kan påvirke klimaaftrykket.”*
Både Alm. Brand og Topdanmark har sat langsigtede klimamål, der sigter mod at være henholdsvis CO2-neutral og net-zero i 2050 (se forskel i boks nederst). I Topdanmarks seneste bæredygtighedsrapport oplyser selskabet, at Topdanmark har tilsluttet sig det anerkendte klimafora Science Based Targets initiative (SBTi) og derigennem forpligtet sig til at være net-zero i 2050.
Økonomisk Ugebrev har spurgt Tryg, om koncernen har planer om at følge konkurrenterne og eksempelvis sætte et mål om at blive net-zero i 2050.
”På nuværende tidspunkt er der ikke en officiel manual for finansielle virksomheder til at få valideret net-zero mål, hvorfor vi afventer SBTis manual for finansielle virksomheder, og derfor har vi foreløbigt fokus på kort og mellemkort sigt,” oplyser Camilla Frimodt Nielsen.
Det er korrekt, at den nuværende SBTi-standard for net-zero klimamål for finansielle institutioner ikke er endeligt vedtaget. Til gengæld kan finansielle institutioner godt få SBTi-valideret kortsigtede klimamål frem mod eksempelvis 2030 – ingen af Trygs klimamål er dog godkendt af SBTi.
Boks: Forskel mellem CO2-neutralitet og net-zero
Følgende begrebsafklaring stammer fra SBTi: “The SBTi’s Corporate Net-Zero Standard outlines how much and how quickly companies need to reduce GHG emissions in order to achieve net-zero no later than 2050. For most companies, net-zero means reducing GHG emissions by at least 90% and neutralizing (see: neutralization below) any residual GHG emissions on an ongoing basis. (…) Although often used interchangeably with ‘net-zero’ by others, the SBTi does not use the term carbon neutral. Carbon neutral is generally used when counting the use of carbon offsets (i.e. investing in projects that remove carbon from the atmosphere to counterbalance some or all GHG emissions). In other words, carbon neutral does not necessarily mean that direct emission reductions have taken place.”
*Artiklen er opdateret 13.25 med replik fra Camilla Frimodt Nielsen.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.