Danske Bank og Nordea ligger højt på en ny rangliste over globale bankers grønne finansiering. Listen, udarbejdet ngo’ere, rangerer banker ud fra forskellen mellem fossil og grøn finansiering. Nordea er nummer 3 på listen med en ratio på 2,09: Hver gang Nordea yder 1 kr. i finansiering til fossile aktiviteter, yder banken 2,09 kr. i finansiering til grøn energiforsyning. I bunden af listen ligger amerikanske Capital One Financial, med en ratio på 0,01. Blot to af 65 storbanker har en ratio over 6, hvilket ifølge IEA er sektor-målet for 2030, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen.
Ifølge en ny undersøgelse har 65 storbanker i perioden 2021-24 samlet set ydet 8.725 milliarder kroner i finansiering til grøn energiforsyning – samtidig har de ydet 20.953 milliarder kroner i finansiering til fossil energi. Hver gang bankerne har yder én krone i finansiering til fossil energi, har de ydet 0,42 kroner til grøn energiforsyning, altså en ratio på 0,42.
De globale storbanker er således langt fra det sektor-mål, en ratio 6:1 i 2030, der indgår i det Internationale Energiagenturs (IEA) netto nul-udlednings scenarie. Storbankerne er heller ikke i nærheden af den mere konservative 4:1 ratio, fastsat af Bloomberg New Energy Finance.
Danske Bank og Nordea er begge med i toppen af ranglisten, som det fremgår af tabellen. Nordea er nummer tre, med en ratio på 2,09, mens Danske Bank er nummer fem med en ration på 1,72.
Ifølge Anja Hannerz, bæredygtighedschef i Nordea, bekræfter Nordeas placering i toppen af listen bankens fokus på at finansiere den grønne omstilling. Hun fremhæver blandt andet, at Nordea siden 2022 har faciliteret mere end 1.500 milliarder kroner i finansieringsløsninger til grøn omstilling og bæredygtige aktiviteter og projekter.
ØU: På trods af den gode placering lever Nordea endnu ikke op til IEA-målet om en ratio på 6,0. Trenden for Nordea er ifølge rapporten knap så god. I perioden 2021-24 har Nordea øget finansiering til fossil med to procent mens finansiering til grøn energiforsyning er faldet med fem procent.
”Det 6:1 forhold, der refereres til, skal være nået inden 2030. Derfor mener vi, at det er misvisende at konkludere på en aktuel ratio i 2025. Vi har ikke indsigt i de underliggende data, der er brugt til beregningerne. Men vi kan i hvert fald konkludere, at Nordea har reduceret sit udlån til olie- og gassektoren med mere end 90 procent siden 2019. Parallelt med det har vi øget vores facilitering af finansieringsløsninger, der støtter den bæredygtige omstilling betydeligt,” siger Anja Hannerz.
Danske Bank har en ringere grøn/fossil investeringsratio end Nordea. Men ifølge rapporten er trenden for Danske Bank bedre end Nordeas. I 2021-24 har Danske Bank øget finansieringen til grøn energiforsyning med 25 procent, hvilket bringer den danske storbank op på en delt andenplads på denne parametre.
Ifølge undersøgelsen har Danske Bank dog ikke formået at reducere finansieringen til fossil energi i perioden, hvorved banken ender i den kedelige halvdel af tabellen på dette målepunkt.
Thorbjørn Lundholm Dahl, deputy Head of Group Sustainability i Danske Bank, oplyser til Økonomisk Ugebrev, at Danske Bank ikke længere vil udlåne penge til fossile selskaber, der forsat leder efter nye kilder – en politik, der ifølge Thorbjørn Lundholm Dahl flugter med IEA’s anbefalinger.
”Dette afspejles i vores eksponeringer til disse selskaber, som er faldet fra 7,1 milliarder kroner i 2020 til 0,8 milliarder kroner i 2025. Videre har vi for nylig udrullet vores tilgang til finansiering af klima-omstillingen, som blandt andet har fokus på at finansiere den nødvendige infrastruktur, der påpeges i rapporten (fra ngo’erne, red.). Vi forventer, at vores tiltag og den generelle omstilling af vores kunder og samfundet vil øge disse ratios over tid.”
Særligt US-banker og canadiske banker trækker gennemsnittet ned. Helt i bunden af listen ligger den amerikanske storbank Capital One Financial, med en ratio på 0,01. Altså: Når banken har ydet én krone i finansiering til grøn energiforsyning, har den ydet 100 kroner til fossil energi.
Ngo-rapporten, der udover data om de enkelte banker også indeholder udførlige definitioner af de anvendte begreber, kan læses her
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.