Den 8. juni starter den nye erstatningssag, som familien ”Kasi” Nielsen har anlagt mod smykkeselskabet Pandora for over 800 mio. kr. Økonomisk Ugebrev gennemgår her sagens hovedpunkter, baseret på aktuelle dokumenter fremlagt i den verserende erstatningssag, hvor der har været udvekslet dokumenter i længere tid. Meget tyder på, at en tidligere vurderingsrapport fra KPMG af earn out-beregningen vil få afgørende fokus i sagen, skriver journalist Lars Abild.
Advokaterne fra Pandora og familien Nielsen har nu kørt kanonerne i stilling. I den verserende erstatningssag mødes parterne første gang den 8. juni i Retten på Frederiksberg med parternes fremlæggelse af sagen og afhøringer af centrale vidner. Meget tyder på, at Pandoras advokater fra KromannReumert vil forsøge at få sagen afvist.
Grundlaget for den nye retssag, efter den første voldgift blev tabt af konkursboet efter Kasi ApS – og dermed Jesper ”Kasi” Nielsen – er, at der angiveligt skulle være fremkommet nye oplysninger om det skjulte interne regnskab for Pandora CWE, altså det europæiske datterselskab, hvor Jesper Nielsen solgte sin halvdel til Pandora og efterfølgende skulle have en earn out-betaling.
Af dokumenterne fremgår det imidlertid klart og tydeligt, at det interne regnskab, med markant højere overskud i Pandora CWE, allerede blev drøftet under den første voldgiftssag. Forholdene omkring det interne regnskab blev allerede under den første voldgift i 2015 problematiseret og gjort til genstand for undersøgelser.
Umiddelbart svækker det familiens sag, da den henholder sig til, at der er fremkommet nye oplysninger siden den første voldgiftssag. Pandoras advokater påpeger også, at argumentet om ”nye skjulte oplysninger” ikke kan anvendes.
De skriftlige dokumenter afslører dog også to andre forhold, som trækker i retning af “Kasi”-familien. For det første er en black box fortsat en vurdering af earn out-beregningen under den første voldgift, som blev foretaget af revisionsfirmaet KPMG.
Her blev KPMG bedt om at vurdere, om Pandoras beregning af “Kasi”-Jespers earn out var retvisende, bl.a. med hensynstagen til både det interne og eksterne regnskab. KPMG kom tilbage til voldgiftsretten med en konklusion om, at der ikke var grundlag for at justere i Pandora første earn out-beregning. Altså hvor Jesper Nielsen fik 400 mio. kr. men ikke mere efterfølgende.
“Imellem parterne aftalt”
Problemet er, at det i dag stadig er uoplyst og uklart, hvad det egentlig var, KPMG undersøgte, og om revisionsfirmaet har fået udleveret alle nødvendige dokumenter for at foretage denne evaluering. KPMG-rapporten er fortrolig, så det er ukendt, hvor dybdegående revisorernes undersøgelse har været.
Et kernepunkt bag beregningen af Pandoras earn out-beregning er nemlig, at der skulle foreligge en distributøraftale mellem Pandora CWE og Pandora a/s, som omfattede, at det europæiske datterselskab skulle opfattes som et uafhængigt distributørselskab.
Hverken under den tidligere voldgiftssag eller under skriftvekslingen i den aktuelle erstatningssag er det blevet dokumenteret, at der forelå en skriftlig aftale om mark-up (altså beregning af en avance til moderselskabet) og en særlig distributionsmodel.
Pandoras advokater har forklaret modellen, men ikke fremlagt dokumentation for, at der forelå en skriftlig aftale om distributørprislisten – og at det skulle være grundlag for beregningen af earn out til konkursboet efter Kasi ApS.
Ud fra de foreliggende dokumenter er det uklart, om KPMG tog stilling til netop spørgsmålet om skriftlig mark-up-aftale og særskilt distributionsaftale, som jo var afgørende for beregning af earn out-betalingen. Pandoras advokater skriver, at Pandora CWE som distributør købte produkter fra Pandora A/S “i henhold til distributørprislisten”, og at denne prisliste var baseret på faktiske produktionspriser tillagt en mark-up.
De skriver også, at denne distributørprisliste var “imellem parterne aftalt” og gjaldt både før og efter Pandoras overtagelse af CWE. Dette er der ikke fremlagt skriftlig dokumentation for.
Pandoras advokater kommer med en regnskabsmæssig forklaring, hvor de viser et eksempel med produktionspris 300, mark-up 400 og CWE cost price 700. Regnestykket er pædagogisk og forklarende. Men den er ikke i sig selv bevis for en konkret skriftlig aftale.
Lars Abild
