Pandoras advokatfirma, Kromann Reumert, fastslår i et skriftligt svar op til det forestående retsopgør, at familien ”Kasi” Nielsen siden 2015 har vidst, at der forelå et internt regnskab for det europæiske datterselskab, Pandora CWE med betydeligt højere overskud end det, der fremgik af det officielle årsregnskab. Det ”lavere” overskud dannede grundlag for ingen earn out-betaling til Jesper ”Kasi”. Kromann Reumert (KR) henviser til en revisionserklæring fra EY, som angiveligt skulle være fremsendt til familien Nielsen i foråret 2015. Økonomisk Ugebrev har fået adgang til den omtalte revisionserklæring fra EY og efterprøvet KR´s hovedargument, skriver journalist Lars Abild i artikelserien om opgøret mellem familien “Kasi“ Nielsen og Pandora
En vigtig byggeklods i det kommende retsopgør mellem familien Kasi Nielsen og Pandora er, hvorvidt Pandora hemmeligholdte det interne regnskab for det europæiske datterselskab, Pandora CWE, med højere overskud, så ”Kasi”-familien og konkursboet efter Kasi ApS ikke havde adgang til oplysningerne til disse regnskabstal i den tidligere voldgift, som Kasi ApS og familien som bekendt tabte.
Den eventuelle hemmeligholdelse af det interne regnskab bliver også omdrejningspunktet i det kommende retsopgør mellem de to parter. I et svarskrift, dateret den 26. marts 2026, skriver Pandoras advokater: ”Det, som sagsøgerne nu forsøger at udlægge som “to forskellige EBITDA-marginer i CWE”, er den samme forskel i rapporteringsniveauer, som familien Nielsen og deres selskaber har kendt til og problematiseret siden 2015, og som både KPMG og NSK allerede har undersøgt, efterforsket og afvist.”
Videre skriver advokat Frank Bøggild fra Kromann Reumert: ”Allerede den 4. maj 2015 modtog familien Nielsen (bilag H) den revisorerklæring fra EY, som familien Nielsen i de seneste år har fremstillet (bilag I side 23) som et “indtil nu hemmeligholdt brev” med en angiveligt væsentlig ansvarsfraskrivelse.”
”Familien Nielsen har således haft kendskab til og påberåbt sig både forskellen i EBITDA-marginer og EY’s erklæring i adskillige år. ”
Men hvad er det, at den omtalte revisionserklæring fra EY indeholder: Den indeholder en talmæssig opstilling af regnestykket, der viser, hvordan Pandora og dennes revisor er kommet frem til, at Jesper ”Kasi” Nielsen ikke skulle have mere earn out end den første udbetaling på 400 mio. kr. I regnestykket tages der alene afsæt i det EBITDA -resultat på 151 mio. kr., som fremgår af det officielle regnskab for Pandora CWE.
I stævningen skriver Kasi-familiens advokat: ”Det giver anledning til undren, at Pandora internt og på ledelsesniveau har ageret ud fra et CWE EBITDA for 2014 på kr. 567.567.000 / 35,1%, og i den ’eksterne’ earn-out beregning, fremsendt til ”Kasi”, har beregnet på grundlag af et EBITDA på kr. 151.554.000 / 9%.”
Faktum er, at regnskabstallene fra det interne regnskab ikke fremgår af revisionserklæringen fra EY, og der nævnes heller ikke noget om en justeret EBITDA, markup, distributionspriser og andet, som giver indtryk af, at der fandtes et alternativt sæt regnskabstal med højere EBITDA-overskud.
Ikke korrekt og endelig
Det fremgår altså ikke af EY’s revisionserklæring, om revisionsfirmaet havde haft kendskab til de interne regnskabstal. I parentes bør det nævnes, at EY i afsnittet ”final remarks” fraskriver sig ethvert ansvar for, at revisionserklæringen er korrekt og endelig.
Med andre ord omtaler EY-brevet alene earn-out-beregningen med afsæt i EBITDA-tal fra det reviderede officielle 2014-regnskab. Der omtales ikke et dobbelt regnskab. Tværtimod anfører EY, at der ikke er indregnet adjustments to EBITDA, og at EY ikke har afgivet assurance eller vurderet fuldstændigheden af EBITDA-adjustments.
Umiddelbart understøtter revisionserklæringen fra EY ikke, at familien ”Kasi” Nielsen har haft viden om de interne regnskabstal, og de har i hvert fald ikke fået viden herom i revisionserklæringen fra EY, som KR skriver.
De interne regnskabstal, som Ugebrevet før har beskrevet, er efter det oplyste først kommet til deres kendskab år efter, at Pandora beregnede, at der ikke skulle betales earn out.
Sagen rejser spørgsmålet, om de officielle regnskaber for Pandora CWE i 2014, og måske tidligere år, var retvisende – eller baseret på et regnskabs- og revisionsteknisk grundlag, der i dag kan stilles spørgsmål ved.
Artiklen er fremsendt til Pandora og Kromann Reumert, som ikke er vendt tilbage med kommentarer.
Lars Abild
2 md. adgang for
2 x 49 kr.
Få straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
Tilbuddet gælder til 31. juni 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder
Allerede abonnent? Log ind her





















