CEO Martin Præstegaard kritiseres nu også for ikke at have passet sit arbejdet som øverste direktør i ATP, og det var tæt på at koste ham jobbet i august. Man må nu spørge, om topchefen forleden præsenterede sit sidste regnskab i front af ATP, skriver fagredaktør Carsten Vitoft i denne kommentar.
Hvis fagbevægelsen for tiden leder efter en undskyldning for at skaffe sig af med direktør Martin Præstegaard i ATP, behøver den bare at se på det investeringsafkast, som landets største pengekasse præsenterede i torsdags.
Her fremgik det, at ATP i årets første ni måneder har leveret et afkast på minus 3,6 pct. Det står i skærende kontrast til resten af pensionsbranchen, hvor de bedste selskaber på de bedst sammenlignelige produkter har leveret et afkast på op mod 7 pct. Det kommer endda efter sidste års katastroferesultat fra ATP.
”Det burde ikke være muligt at skabe et afkast, der ligger så langt fra både markedet og resten af pensionsbranchen. Det er et udtryk for, at ATP er kommet længere og længere væk fra skiven med deres investeringer. Når afkastet skuffer så fælt i så lang tid, får det jo normalt en ende ved, at der bliver skiftet strategi eller ledelse,” siger managing partner Karsten Hannibal fra Optimal Invest.
Murphys første lov
Martin Præstegaard roser overraskende i den udsendte pressemeddelelse afkastet, og ATP holder stadig fast i både investeringsstrategi og ledelse. Meget tyder imidlertid på, at direktøren efterhånden hænger i en tynd tråd.
Tidligere har han været kritiseret for ikke at besidde de nødvendige investeringskompetencer som tidligere embedsmand i Finansministeriet. Derefter har han over en længere periode nu leveret ringe investeringsafkast. Og torsdag i den forgangne uge kom så frem, at fagbevægelsen for nylig har været tæt på at fyre ham for at blande sig i debatten om velfærdssamfundet under fortrolige møder med regeringstoppen – i stedet for at passe sit topjob i ATP.
Hvis noget kan gå galt, vil det gå galt, må man efterhånden sande i ATP efter de to mest turbulente år i koncernen historie. Debatten om institutionen ATP, herunder dens governance, investeringsstrategi, ledelsens fagkompetencer samt eksterne kommunikation og formål udfordrer nu både topdirektøren, bestyrelsen og formanden.
Udefra set virker det som om, at der er tale om ledelsesvigt på alle niveauer.
Først gik det galt ved, at ATP forkøbte sig i alternative investeringer, som Martin Præstegaard selv har talt varmt for undervejs. Da aktiemarkedet faldt voldsomt sidste år, medførte det, at ATP var tvunget til at sælge ud af sine børsnoterede aktier.
Det gik også galt, da ATP ikke kunne komme af med sine danske aktier, hvor hele formuen lå i små håndvalgte aktier, hvor man ikke lige kan sælge for flere hundrede mio. kr. aktier uden at påvirke kursen i nedadgående retning. Det tvang så ATP til at sælge alle de store amerikanske aktier.
Det affødte det tredje og fjerde problem. Nu sad koncernen med halvdelen af aktieformuen i det danske aktiemarked, selv om dette marked kun fylder godt 1 pct. af de globale aktiemarkeder. Da de amerikanske aktier startede 2023 med voldsomme stigninger, kom ATP håbløst bagud, og den nedtur blot blev yderligere forværret af, at danske aktier begyndte at falde voldsomt.
Alternative investeringer kan ofte redde afkastet, men ATP har den absolut værste performance på alternativer i hele pensionsbranchen. Det er femte problem.
Sjette problem er så, at det i torsdags stod klart, at nu svigter de mere sikre obligationsinvesteringer også i ATP og var primær årsag til i det negative afkast i Q3.
Hvem tager ejerskab?
Ulykkerne er ikke slut: Den tunge vægt i mellemstore danske aktier koster nu dyrt. Her fortsætter store kursfald i ATP’s store poster, måske fordi ATP nu sælger ud. På det seneste har der været store kursfald i Össur, Bavarian Nordic og Ringkjøbing Landbobank.
Samlet set er det derfor ikke længere til at komme uden om, at Martin Præstegaard – og i øvrigt også bestyrelsesformand Torben Andersen – nu må holdes direkte ansvarlige for de skæve investeringer i ATP. Spørgsmålet er, om de ikke deler skæbnefællesskab efter deres arbejde med et hemmeligt oplæg om fremtidens velfærdssamfund, som man bestemt ikke har været glade for i fagbevægelsen.
Mit bud er, at inden nytår er der sket ændringer i ATP’s øverste ledelse.
Carsten Vitoft
