Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Samfundsansvar

ALK og Ambu har klimamål uden krav til CO2-reduktion

Claus Strue Frederiksen

onsdag 01. oktober 2025 kl. 12:21

SBTi

ALK og Ambus klimamål er godkendt af Science Based Targets initiative (SBTi), som anses for at være guldstandarden for det globale erhvervsliv på klimaområdet. Men de to selskabers ”videnskabsbaserede” klimamål forpligter ikke selskaberne til at reducere deres CO2-aftryk. Klimamålene går på, at selskaberne skal få en vis andel af deres leverandører til at sætte SBTi-mål uden kontrol af målopfyldelse. Genmab har offentliggjort et lignende klimamål, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen.     

Ifølge Ambus seneste årsrapport har selskabet et samlet CO2-aftryk på 209 tusind ton. Det såkaldte scope 3 aftryk, der blandt andet inkluderer leverandørkæden, udgør 91 procent af aftrykket.

På trods af scope 3 aftrykkets klare dominans i klimaregnskabet, har Ambu valgt at sætte et klimamål, der ikke forpligter selskabet til at reducere scope 3 aftrykket. I stedet har Ambu sat et mål om, at 82 procent af selskabets leverandører (målt på emissioner) i 2027 skal have klimamål, der er godkendt af Science Based Targets initiative (SBTi).

Ambus klimamål er godkendt af SBTi og således ”videnskabeligt” baseret. Men da SBTi ikke måler og vurderer selskabers klimapræstationer – og samtidig aldrig har ekskluderet et selskab fra SBTi-universet på grund af ringe klimapræstationer, er der ingen garanti for, at Ambus scope 3 aftryk vil være reduceret, selv hvis selskabet når sit klimamål i 2027.*

Det eneste målopfyldelsen garanterer, er ekstra penge til SBTi fra Ambus leverandører. Organisationen tager mellem 8.000 og 185.000 kroner i gebyr for at godkende virksomheders klimamål.

Økonomisk Ugebrev har spurgt Ambu, hvorfor selskabet har valgt at et SBTi-klimamål, der indebærer, at Ambu ikke er forpligtet til at nedbringe sit scope 3 aftryk inden 2027.

Ifølge Casper Venbjerg Hansen, Senior Director, Sustainability and Risk & Compliance i Ambu, var klimamål med fokus på leverandør-engagement helt normalt i life science-branchen, da Ambu sidste år fik godkendt sit SBTi-mål.

”Derfor valgte vi samme tilgang, så vores mål nemt kan sammenlignes med andre aktørers – og dermed skabe gennemsigtighed for eksterne interessenter,” siger Casper Venbjerg Hansen.

Andre life science-selskaber har – eller har haft – SBTi-mål, der ikke går på absolutte CO2-reduktioner af scope 3 aftrykket, men i stedet fokuserer på at øge andelen af leverandører med SBTi-mål. Som omtalt i ØU ændrede Novo Nordisk tidligere på året sit SBTi-mål fra leverandør-engagement til at omhandle reelle scope 3 reduktioner. Det skete efter ØU havde påpeget forholdet for selskabet.

Som hovedregel forpligter godkendte SBTi-mål virksomheder til at reducere deres absolutte scope 3 aftryk med en vis procentandel, set i forhold til en konkret baseline. Eksempelvis har A. P. Møller – Mærsk et SBTi-mål, der går på at reducere selskabets scope 3 udledninger med 21,9 procent inden 2030, med 2022 som baseline.

Ud af 12 danske selskaber indenfor pharma, life science og sundhedsudstyr med SBTi-godkendte klimamål har tre af dem – Ambu, ALK og LEO Pharma – såkaldt leverandør-engagement mål, altså en fjerdedel af selskaberne.

Ifølge Casper Venbjerg Hansen er SBTi det mest anerkendte og robuste rammeværktøj til at sætte klimamål og arbejde systematisk med CO2-reduktioner: ”Når en leverandør forpligter sig til SBTi, kræver det en reel indsats for at nedbringe drivhusgasser – selvom selve godkendelsen ikke i sig selv er en garanti for resultater.”**

Casper Venbjerg Hansen har dog ikke noget bud på, hvor stor en CO2-reduktion Ambus leverandør-engagement vil kaste af sig – den beregning har selskabet nemlig ikke lavet.

ALK har også fået sit klimamål godkendt af SBTi. Målet går på, at 80 procent af ALK’s leverandører (målt på emissioner) skal have et SBTi-mål i 2028. Ligesom hos Ambu forpligter målet ikke ALK til at reducere selskabets scope 3 udledninger, der udgør 87 procent af de samlede CO2-aftryk.

Louise Krüger Kofoed, chef for bæredygtighed i ALK, vil da heller ikke udelukke, at ALK’s scope 3 aftryk vil stige de kommende år:

”Da ALK er en virksomhed i vækst, og vores indkøb af varer og tjenesteydelser kan forventes at stige over de kommende år, kan vi ikke udelukke at vores totale scope 3 emissioner i 2028 vil være større end i 2022 (baseline, red.). Det er dog stadig vores vurdering at emissionerne fra scope 3 vil falde over tid, i takt med at vores leverandører implementerer deres reduktionsprogrammer,” siger Louise Krüger Kofoed.

Louise Krüger Kofoed påpeger desuden, at mange af ALK’s leverandører ikke er i stand til at levere relevant klimadata for de varer og tjenesteydelser, de leverer til ALK: ”Vi ønsker ikke at pålægge vores leverandører denne ekstra byrde, og ved at gå i dialog med leverandørerne omkring reduktion af deres egne emissioner, giver vi leverandørerne mulighed for at agere, uden at skulle bruge ressourcer på at levere specifikke data til os. Dette er årsagen til, at vi har vurderet at dette SBTi-mål gav mest mening for os.”

Genmabs klimamål er ikke godkendt af SBTi. Alligevel har selskabet valgt at sætte et klimamål, der på lange stræk minder og ALK og Ambus. Genmabs klimamål går på, at 70 procent af selskabets leverandører (målt på udgifter) skal have SBTi-mål i 2030.***

Nicolai Søberg Junge, sustainability manager i Genmab, oplyser til Økonomisk Ugebrev, at klimamålets udformning skyldes, at 86 procent af Genmabs CO2-aftryk ligger i leverandørkæden (scope 3), hvor selskabet ikke har direkte kontrol, men dog væsentlig indflydelse.

”Når leverandører forpligter sig til SBTi, reducerer de deres egne emissioner, hvilket gradvist mindsker klimaaftrykket fra de produkter og ydelser, vi køber. På den måde er målet et konkret og realistisk skridt mod at nedbringe vores scope 3 aftryk i praksis – ikke blot i intention,” siger Nicolai Søberg Junge.

ØU: Da SBTi ikke måler og vurderer selskabernes klimapræstationer og samtidig aldrig har ekskluderet et selskab fra SBTi-universet på grund af ringe klimapræstationer, hvordan kan I så vide, at det vil nedbringe jeres CO2-aftryk, at jeres leverandører sætter SBTi-godkendte mål?

”Du har ret i, at vi ikke med sikkerhed kan vide, om og hvor meget leverandørers SBTi-mål vil reducere vores scope 3-aftryk. SBTi er ikke et målesystem, og vi mangler stadig en god kvantificerbar metode til at opgøre konkrete reduktioner. Vi ser dog SBTi som et vigtigt fælles rammeværk, der understøtter en mere systematisk og langsigtet indsats hos vores leverandører, hvilket så igen peger tilbage på hvorfor vores mål er udformet som det er,” siger Nicolai Søberg Junge.

* Økonomisk Ugebrev har tidligere afdækket, hvordan SBTi fokuserer på klimaløfter, men ignorerer selskabernes klimapræstationer. Læs mere her.

** Casper Venbjerg Hansen fra Ambu påpeger desuden, at ”SBTi faktisk har udelukket over 200 virksomheder, blandt andet fordi de ikke kunne sætte fulde netto-nul-mål inden for tidsfristen. Så der er en vis konsekvens i systemet.” Det er dog værd at bemærke, at udelukkelsen skyldes manglende målsætninger og ikke manglende eller utilstrækkelige CO2-reduktioner.

*** ALK, Ambu og Genmab har alle, udover klimamål om leverandør-engagement, også mål for scope 1 og 2 reduktioner.

Vær et skridt foran

Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.

399,-

pr. måned

Allerede abonnent? Log ind her

Få dagens vigtigste
økonominyheder hver dag kl. 12

Bliv opdateret på aktiemarkedets bevægelser, skarpe indsigter
og nyeste tendenser fra Økonomisk Ugebrev – helt gratis.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev.  Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik. Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

artikelserie
Artikler i serien
Følg virksomhederne fra denne artikel
Skriv dig op her, og modtag en mail direkte i din indbakke, så snart vi skriver om virksomhederne, du følger.

Jobannoncer

No data was found

Mere fra ØU Samfundsansvar

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank