Med 14 point ud af 18 mulige stryger AkademikerPension og PensionDanmark til tops i Økonomisk Ugebrevs Klima Rating for Pensionssektoren i 2025. I bunden af ranglisten ligger Industriens Pension med blot 4 point, især fordi pensionskassen ikke opgør andelen af grønne investeringer. Positivt er det, at mange danske pensionsselskaber de seneste år leveret markante grønne resultater, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne gennemgang af pensionssektorens klimapræstationerne.
AkademikerPension og PensionDanmark vinder Økonomisk Ugebrevs nye Klima Rating for Pensionssektoren, der ud fra syv konkrete målepunkter vurderer klimapræstationerne for 11 af Danmarks største pensionsselskaber (se mere om målepunkterne nederst i denne artikel).
Førstepladsen skyldes hovedsageligt, at de to pensionsselskaber har en høj andel af grønne investeringer, samt at de har leveret betydelige CO2-reduktioner af intensitetsaftrykket. Det vil sige reduktioner i ton CO2 pr. investeret million – indenfor forskellige aktivklasser, herunder aktier og virksomhedsobligationer.
Eksempelvis udgør klimarettede investeringer i vedvarende energi som sol og vind 12,5 procent af AkademikerPensions samlede investeringer. AkademikerPension har desuden formået at reducere intensitetsaftrykket for den samlede investeringsportefølje fra 16,5 ton CO2 pr. investeret million i 2019 til 6,2 ton CO2 pr. million i 2024. Altså en gennemsnitlig reduktion på knap 18 procent om året.
Ifølge Anders Schelde, investeringsdirektør i AkademikerPension, er den væsentligste forklaring på de markante reduktioner, at AkademikerPension har foretaget omfattende fossile frasalg.
”Vi kom tidligt i gang, sammenlignet med mange andre investorer, og vi har også over tid udbygget frasalget i flere dimensioner. Til at starte med var det ”bare” aktier i upstream kul og olie. Men i dag ser vi ned igennem hele værdikæden på tværs af alle fossile brændselstyper og alle aktivklasser. I en verden hvor 80 procent af energien stadig kommer fra fossile brændsler, er det dog svært for os at komme meget længere ned på aftrykket. Så vores fokus er begyndt at dreje sig mere over mod aktivt ejerskab op imod eksempelvis bilproducenterne,” siger Anders Schelde.
PensionDanmark har også leveret markante grønne resultater. Blandt andet er intensitetsaftrykket for virksomhedsobligationer blevet reduceret fra 24,1 ton CO2 pr. investeret million i 2020 til 16,2 ton CO2 pr. investeret million i 2024, altså en gennemsnitlig årlig reduktion på 9,4 procent.
Samtidig har PensionDanmark en af branchens højeste datadækningsgrader – 90 procent af porteføljen indgår i PensionDanmarks klimaregnskab. Derved opnår PensionDanmark maksimumpoint i målepunkt 6, der netop omhandler graden af datadækning.
Ifølge Jan Kæraa Rasmussen, chef for ESG og bæredygtighed i PensionDanmark, har det været forholdsvis let at skaffe data for de børsnoterede selskaber gennem de traditionelle dataleverandører og dermed komme tæt på 50 procent dækning. Men derefter har det krævet en stor indsats at samle resten ind, aktivklasse for aktivklasse.
”Som en af Danmarks største bygherrer var det muligt at indsamle energimærker, arealoplysninger med videre for langt størstedelen af vores ejendomsportefølje, mens vi har måttet pløje os gennem rapporter fra vores infrastrukturfonde og indsamle data fra vindmølleparker i danske farvande og cargoskibe, som vi er medejere af. Endelig har vi også lavet beregninger af udledningerne fra et par unoterede porteføljer, som er udviklet i godt samspil med vores revisor og nøje beskrevet i vores regnskabspraksis,” siger Jan Kæraa Rasmussen.
PenSam og Velliv deler andenpladsen
Med 12 point ud af 18 mulige deler PenSam og Velliv andenpladsen i Økonomisk Ugebrevs Klima Rating for Pensionssektoren. De to pensionsselskaber scorer maksimumpoint i målepunkterne 2-5, der omhandler CO2-reduktioner for intensitetsaftrykket for investeringsporteføljen samt reduktioner for forskellige aktivklasser, herunder aktier og direkte ejede ejendomme.
”PenSams noterede aktier følger i dag et klimabenchmark udviklet i samarbejde med S&P. I sammenhæng med vores eksklusionskriterier og tilgang til ansvarlige investeringer i det hele taget, har det bevirket, at vi har realiseret en reduktion på omkring 65 procent i aktieporteføljen siden 2019. Det er vi særdeles stolte af,” siger Mikael Bek, Head of ESG i PenSam.
Ifølge Ulla Benediktson, Head of Sustainable Investments i Velliv, implementerede pensionsselskabet i 2023 en fossilstrategi, der blandt andet betyder, at Velliv ikke investerer i store energiselskaber, der har planer om at udvide deres fossile produktion: ”Effekten af strategien har været en betydelig reduktion i CO2-aftrykket fra vores investeringsportefølje.”
Ulla Benediktson fremhæver desuden, at Velliv har fået godkendt et klimamål af Science Based Targets initiative (SBTi), der af mange betragtes som erhvervslivets guldstandard på klimaområdet.
Kun tre danske pensionsselskaber har fået godkendt klimamål af den bredt anerkendte klima-organisation SBTi: AkademikerPension, PensionDanmark og Velliv. Derved er alle tre pensionsselskaber med SBTi-godkendte klimamål med i toppen af dette års klima-rating.
Ifølge Jan Kæraa Rasmussen, chef for ESG og bæredygtighed i PensionDanmark, opfordrer PensionDanmark selv selskaber til at sætte SBTI-godkendte mål. Han mener derfor, at PensionDanmarks eget godkendte mål er en god måde til at vise, at PensionDanmark er klar til at tage sin egen medicin.
”Samtidig gjorde vores udførlige klimaregnskab det relativt let at dokumentere vores mål overfor SBTi. Mig bekendt var vi det første pensionsselskab i verden, der fik godkendt 2030-mål om emissionsintensiteter fra den elproduktion, vi finansierer. Det skyldes den meget betydelige portefølje af sol og især vind, som vi har opbygget siden 2010. Vores eget forslag til mål var faktisk mere ambitiøst end det, som SBTi endte med at godkende, men de kunne simpelthen ikke få det passet ind i deres model,” udtaler Jan Kæraa Rasmussen.
Industriens Pension skraber bunden
Industriens Pension opnår blot 4 point ud af 18 mulige og ender derved som nummer sjok i året rating. En stor del af forklaringen på bundplaceringen er, at Industriens Pension som eneste pensionsselskab ikke får point i målepunkt 1, der omhandler grønne investeringer.
Den manglende pointhøst skyldes ifølge Laurits Harmer Lassen, pressechef i Industriens Pension, at Industriens Pension ud fra et forsigtighedsprincip har valgt ikke selv at lave en skønsmæssig opgørelse over den samlede andel grønne investeringer:
”Vi opgør udelukkende den mindre del af investeringerne, der er såkaldt ”EU-taksonomi aligned” baseret på EU’s klassificeringssystem. Selv om det foreløbig kun er en lille andel (3,4%, red.), der tæller med her, har vi holdt os til denne opgørelse, da vi ser en fordel i at opgørelserne bliver så objektive og sammenlignelige som muligt.”
Ifølge Laurits Harmer Lassen indgår store unoterede investeringer i blandt andet solcelleparker, vindenergi og certificeret byggeri ikke i Industriens Pensions opgørelse. Han mener derfor, at det ikke giver mening at sammenligne dette tal med opgørelser over grønne investeringer, der er opgjort ud fra andre og langt bredere definitioner.
Som oplyst i rating-guiden er udgangspunktet for kategorien ’grønne investeringer’ i denne rating investeringer, der opgøres i tråd med F&Ps model for grønne investeringer.
Desuden: Hvis man ser bort fra målepunkt 1, så vil AkademikerPension, PensionDanmark, PenSam og Velliv stadig indtage de øverste pladser, med henholdsvis 10, 10, 9 og 9 point. Industriens Pension vil ganske vist være væk fra den absolutte bund, men vil med 4 point stadig ligge et godt stykke under pointgennemsnittet.
AP Pension: Mange grønne investeringer men ringe pointhøst
Som eneste pensionsselskab udgør AP Pensions grønne aktiver over 20 procent af de samlede investeringer, hvilket sikrer AP Pension maksimumpoint i målepunkt 1.
Ifølge Anna Maria Fibla Møller, afdelingschef for Bæredygtighed i AP Pension, har grønne investeringer været et fokusområde for AP Pension i en længere årrække: ”Derfor er det heller ikke unaturligt for os, at vi ligger, hvor vi gør. Det glæder os at ligge godt i branchen, men allerhelst ville vi gerne se, at flere investerede mere i agendaen.”
I ratingens resterende seks målepunkter scorer AP Pension dog kun 1 yderligere point ud af 12 mulige. Den beskedne pointhøst skyldes flere faktorer: AP Pension oplyser ikke om udviklingen af intensitetsaftrykket for den samlede investeringsportefølje, hvorved pensionsselskabet ikke kan opnå point i målepunkt 2.
Desuden har AP Pension ikke reduceret intensitetsaftrykket for aktier og direkte ejede ejendomme i tilstrækkelig grad – for at opnå point skal pensionsselskaber minimum have reduceret intensitetsaftrykket med mindst 4,2 procent om året i snit, i forhold til selvvalgt baseline. Eksempelvis har AP Pension blot reduceret intensitetsaftrykket for aktier med 3 procent, set i forhold til baseline-året 2023.
Anna Maria Fibla Møller gør opmærksom på, at AP Pension i forbindelse med udviklingen af ratingen gjorde indsigelser til Økonomisk Ugebrev.
”Vi mener ikke, at vores indsats reflekteres på rimelig vis. ØU bruger målepunkter, vi ikke rapporterer på, hvilket giver os nul point, selvom vi i vores seneste rapport oplyser om andre relevante punkter i tråd med EU’s CSRD-direktiv. Vi bifalder ØU’s fokus på klima og investeringer, men opfordrer til brug af sammenlignelige data på tværs af sektoren.”
Mange danske pensionsselskaber har leveret markante grønne resultater
Som det fremgår af nedenstående tabel opnår ti ud af elleve danske pensionsselskaber 3 point eller derover i målepunkt 1. Det betyder, at de ti pensionsselskabers andel af grønne investeringer udgør over 8 procent af investeringsporteføljen – for halvdelen af de ti pensionsselskaber er det over 12 procent.
Desuden: Ti ud af elleve pensionsselskaber har reduceret intensitetsaftrykket for investeringsporteføljen med mindst 4,2 procent om året i snit, set i forhold til en selvvalgt baseline.
Og fire af disse pensionsselskaber har reduceret med mindst 8,8 procent om året i snit – set i forhold til en selvvalgt baseline, der går mindst tre år tilbage. Det gælder AkademikerPension, Velliv, PenSam og PFA.
ØU Klima Rating for Pensionssektoren: Fokuspunkter og begrænsninger
Hovedfokus i ØU Klima Rating for Pensionssektoren er på grønne investeringer og CO2-reduktioner i intensitetsaftrykket for investeringsporteføljen. Ratingen bygger på klimadata, som pensionsselskaberne selv har offentliggjort.
Rapportering spiller en rolle for selskabernes score: Hvis et pensionsskab ikke oplyser omkring klimadata for et målepunkt, tildeles det nul point. Desuden risikerer pensionsselskaber, der ikke har rapporteret tilstrækkelig klart, at miste point.
Ratingen har sine begrænsninger: Ideelt set burde ratingen omhandle investeringsaktivernes samlede klimaaftryk, herunder det såkaldte scope 3 aftryk, der omhandler værdikæden og for de fleste selskaber udgør klart den største post i klimaregnskabet.
Men da mange pensionsselskaber kun rapporterer om investeringsaktivernes CO2-aftryk fra egne operationer, det såkaldte scope 1 og 2 aftryk, indgår porteføljeselskabernes scope 3 aftryk som udgangspunkt ikke i ratingen.
Ratingen rammer ikke alle klimatiltag: Eksempelvis tildeles der ikke point til pensionsselskaber, der via aktivt ejerskab forsøger – eller måske ligefrem har formået – at dreje klimatunge selskaber i en mere grøn retning. Og der gives heller ikke point for eksklusion af særligt klimaskadelige virksomheder eller sektorer.
Dertil kommer udfordringer med sammenlignelighed. Da pensionsselskaberne har forskelligartet rapporteringspraksis, er data i visse tilfælde ikke direkte sammenlignelige. Som beskrevet ovenfor kan der eksempelvis være forskellige måder at definere ’grønne investeringer’ på.
Et andet eksempel på forskelligartet rapporteringspraksis omhandler antallet af aktivklasser, der indgår i CO2-regnskabet for investeringsporteføljen. Eksempelvis indgår der seks aktivklasser i AkademikerPensions CO2-regnskab for investeringsporteføljen, mens der hos Velliv indgår tre aktivklasser.
Også når det gælder datadækningsgrad kan der være forskel på, hvor meget det enkelte pensionsselskab anvender estimeret CO2-data fra eksempelvis branchegennemsnit og mere håndfast data, der stammer direkte fra investeringsaktiverne.
Sådan har vi gjort
Økonomisk Ugebrev Samfundsansvar har udviklet et nyt rating-redskab, der på baggrund af en række enkle og konkrete målepunkter udpeger hvilke danske pensionsselskaber, der er bedst på klima. ØU Klima Rating 2025 for Pensionssektoren består af følgende syv målepunkter:
- Andel grønne investeringer, mulighed for 6 point
- CO2-reduktion af intensitetsaftrykket for investeringsporteføljen, mulighed for 2 point
- CO2-reduktion af intensitetsaftrykket for aktier, mulighed for 2 point
- CO2-reduktion af intensitetsaftrykket for virksomhedsobligationer, mulighed for 2 point
- CO2-reduktion af intensitetsaftrykket for direkte ejede ejendomme, mulighed for 2 point
- Datadækning hele investeringsporteføljen, mulighed for 2 point
- SBTi-godkendte mål, mulighed for 2 point
En udførlig beskrivelse af målepunkter og pointtildeling findes i rating-guiden
Med udgangspunkt i rapporter udgivet inden onsdag den 3. juni 2025 har vi indsamlet klimadata fra pensionsselskaberne og på den baggrund tildelt point for hvert af de syv målepunkter.
Alle 11 pensionsselskaber har i god tid inden udgivelsen fået tilsendt undersøgelsens relevante klimaoplysninger, som ØU har identificeret. En del har benyttet lejligheden til at kommentere vores tal – og vi har i visse tilfælde korrigeret data.
Research er foretaget af Økonomisk Ugebrev Samfundsansvar ved research assistent Jesper Vorup og Manar Haybout samt redaktør Claus Strue Frederiksen.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.