Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Samfundsansvar

Klima Rating for banker og forsikring: Nykredit og Sydbank vinder

Claus Strue Frederiksen

tirsdag 25. april 2023 kl. 17:54

Nykredit og Sydbank vinder Økonomisk Ugebrevs Klima Rating for Bank- og Forsikringsbranchen 2023, begge med 11 point ud af 13 mulige. På en delt andenplads ligger Jyske Bank og Ringkjøbing Landbobank. I bunden af ranglisten ligger Alm. Brand med blot to point ud af 13 mulige. I det hele taget klarer forsikringsbranchen sig ualmindeligt ringe, med et pointgennemsnit på fire, hvilket er under halvdelen af banksektorens scorer, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne gennemgang af årets Klima Rating for Bank- og Forsikringsbranchen.

Førstepladsen i Økonomisk Ugebrevs Klima Rating for Bank- og Forsikringsbranchen indtages i 2023 af Nykredit og Sydbank. Begge selskaber er kendetegnet ved ikke blot at tale om klima, men rent faktisk levere betydelige resultater og informationer af høj kvalitet. Eksempelvis har Nykredit reduceret sit samlede scope 1, 2 og 3 klimaaftryk med 14 procent i forhold til året før, nedbragt sit scope 1 og 2 aftryk med over 90 procent siden 2017, og finanskoncernen har en vedvarende energiandel på 66 procent.

Jens Theil, underdirektør for bæredygtighed i Nykredit, oplyser til Økonomisk Ugebrev, at Nykredit er tilfredse med udviklingen, men også, at der stadig er lang vej endnu: ”Vi har som samfund en fælles opgave om at skabe et grønnere Danmark. Nykredit er en foreningsejet virksomhed og den største långiver i Danmark, så vi skal selvfølgelig tage del i den opgave. For en finansiel virksomhed af Nykredits størrelse skal en seriøs og ambitiøs indsats for den grønne omstilling være understøttet af konkrete målsætninger, der dækker hele koncernen.”

Jens Theil understreger, at Nykredit opfatter grøn omstilling som en holdsport, og at koncernen ikke kan tage hele æren for udviklingen: ”Den tilfalder i høj grad omstillingen i energisektoren, vores partnere og kundernes grønne valg. Men vi vil fortsætte med at gøre, hvad vi kan for at understøtte udviklingen mod et grønne Danmark.”

Den anden førstepladsindehaver, Sydbank, har det seneste år reduceret sit samlede scope 1, 2 og 3 aftryk med 12 procent, reduceret sit scope 1 og 2 aftryk med knap 70 procent siden 2017 og har en vedvarende energiandel på 72 procent. Ifølge områdedirektør Flemming Ramberg Mortensen, med ansvar for ESG-strategien i Sydbank, er Sydbank glade for placeringen: ”Men vi ved også godt, at vores bidrag og vores strategiske mål med at indarbejde ESG og bæredygtighed i bankens produkter og processer er et beskedent bidrag i det store globale billede.”

Han siger videre: ”En langsigtet bæredygtig udvikling i samfundet starter med et mindset hos os alle – ned til den enkelte forbruger og virksomhed – om, at den bedste energi er den energi, som vi ikke bruger – og hvor det resterende energiforbrug dækkes af vedvarende energi. Som Danmarks erhvervsbank er det vores opgave at rådgive vores kunder økonomisk i forbindelse med den grønne omstilling, hvilket vi dagligt gør – med hver enkelt virksomhed – når det gælder finansiering af investeringer i energieffektiviseringer og vedvarende energi.”

I bunden af årets rangliste ligger Alm. Brand med blot to point ud af 13 mulige. Ifølge Emilie Wedell-Wedellsborg, chef for bæredygtighed i Alm. Brand Group, skyldtes den dårlige placering blandt andet de igangværende forretningsudvidelser:

”Vi er selvsagt ikke tilfredse med vores placering i denne rating, men vi er fortrøstningsfulde. I maj 2022 lagde vi Alm. Brand og Codan Forsikring sammen til Alm. Brand Group. Vi er blevet en dobbelt så stor virksomhed, hvormed det ikke giver megen mening at sammenligne vores tal fra tidligere år med 2022.”

Emilie Wedell-Wedellsborg siger videre, at Alm. Brand har sat nye ambitiøse klimamål og at den danske forsikringsgigant senere på året vil præsentere en ny bæredygtighedsstrategi.

I det hele taget klarer de tre forsikringsselskaber – Alm. Brand, Topdanmark og Tryg – der deltager i året rating, sig dårligt. Eksempelvis opnår hverken Alm. Brand eller Topdanmark point i ratingens tre første målepunkter, der omhandler mål for konkrete CO2-reduktioner. Til sammenligning leverer vinderne, Nykredit og Sydbank, betydelige CO2-reduktioner, både i forhold til sidste år samt over en 5-års periode – hvilket er grunden til, at begge selskaber scorer maksimumpoint i de første tre målepunkter.

Med en gennemsnitsscore på blot fire point ligger de tre forsikringsselskaber langt under gennemsnittet, der for bank- og forsikringsbranchen samlet set ender 7,4 point. Modsat opnår de ni banker, der indgår i ratingen en samlet score på 77 point, hvilket giver en gennemsnitscore på 8,6 point.

Derved overgår bankerne ikke blot forsikringsselskaberne med flere længder – de leverer også en klart bedre score end C25-selskaberne, der som beskrevet tidligere i Økonomisk Ugebrev, opnår en gennemsnitlig score på 6,9 point i dette års klimarating.

Alle ni banker offentliggør klimadata for investeringsporteføljen, desuden rapporterer nogle også om CO2-aftryk for udlån – det gælder eksempelvis Sydbank, Nordea og Danske Bank.*

Syv af bankerne, svarerende til 78 procent, opnår maksimumpoint i målepunkt tre – hvilket kræver CO2-reduktion af selskabets samlet scope 1, 2 og 3 aftryk på minimum 8,8 procent i forhold til sidste år. Til sammenligning er det kun 25 procent af C25-selskaberne, der opnår maksimumpoint i målepunkt 3 i dette års rating.

Ifølge Finans Danmark flugter banksektorens gode placering med det billede, der tegnes i den bæredygtighedsredegørelse, som Finans Danmark netop har udgivet. ”Placeringen skyldes, at bankerne har haft et meget stort fokus på bæredygtighed i en længere årrække. Bankerne gør blandt andet en stor indsats for at måle udledningen af CO2 og andre drivhusgasser fra de finansierede aktiviteter og i egen forretning. Og der er generelt et stort fokus på at bidrage til den bæredygtige omstilling af samfundet i samspil med kunderne,” oplyser Birgitte Søgaard Holm, direktør Investering & Opsparing i Finans Danmark.

Hvor halvdelen af C25-selskaberne opnår point i målepunkt 6, der handler om inklusion af klimakomponenter i topchefbonus, er det kun Nordea og Tryg dvs. hver sjette finansvirksomhed, der inkluderer klimakomponenter i topchefbonussen. En stor del af forklaringen på den lave pointhøst skyldtes dog, at mange banker slet ikke har lønbonusprogrammer for topledelsen.

*Selvom Sparekassen Danmark oplyser om klimaaftrykket for investeringsporteføljen for både 2022 og 2021, hvilket gør banken i stand til at opnå maksimumpoint under målepunkt 3, tildeles banken blot to point under målepunkt 5, fordi den ikke eksplicit gør opmærksom på, at CO2-aftrykket for investeringsporteføljen hører til under scope 3 aftrykket. Desuden: Sparekassen Danmark opnår blot 4 point i ratingen, hvilket ifølge Eva Falck Ørndrup, ESG-chef i Sparekassen Danmark, blandt andet skyldtes, at udledningsdata for 2022 og 2021 ikke kan sammenlignes – eksempelvis har banken inddraget CO2-udledning for kørsel i 2022, hvilket ikke er inkluderet i 2021 aftrykket.

Sådan har vi gjort

Økonomisk Ugebrev Samfundsansvar har udviklet et rating-redskab, der på baggrund af en række enkle og konkrete måleparametre udpeger hvilke virksomheder, der er bedst på klima. ØU Klima Rating for 2023 består af følgende seks målepunkter:

  • Reduktion i scope 1 og 2 aftryk i forhold til sidste år
  • Reduktion i scope 1 og 2 aftryk de sidste fem år
  • Reduktion i scope 1, 2 og 3 aftryk i forhold til sidste år
  • Vedvarende energiandel
  • Klimarapportering scope 1, 2 og 3
  • Klimakomponenter i topchefbonus

Med udgangspunkt i virksomhedsrapporter udgivet i 2023 har vi indsamlet klimadata fra selskaberne og på den baggrund tildelt virksomhederne point for hvert af de seks målepunkter (en mere udførlig beskrivelse af de seks målepunkter og pointtildelingen findes her).

De tolv finansvirksomheders klimarapportering er dog forskelligartet og varierende i kvalitet og prioriteringer. Derfor er klimaoplysningerne ofte vanskelige at sammenligne på tværs af forskellige selskaber.

Vi har haft særlig fokus på at sikre, at ratingen ikke ender med, at man sammenligner æbler og pærer. Men det er naturligvis en begrænsning, at man som ekstern part ikke kan efterprøve virksomhedernes klimadata og udregningsmetoder i detaljen. ØU har på lange stræk været nødsaget til at basere ratingen på de oplysninger, virksomhederne angiver i officielle rapporter.

Alle virksomhederne har i god tid inden udgivelsen fået tilsendt de for undersøgelsen relevante klimaoplysninger, som ØU har identificeret. En del virksomheder har benyttet lejligheden til at kommentere vores tal.

Research er foretaget af Økonomisk Ugebrev Samfundsansvar ved research assistent Andreja Filipovic og redaktør Claus Strue Frederiksen.

Vær et skridt foran

Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.

399,-

pr. måned

Allerede abonnent? Log ind her

[postviewcount]

artikelserie
Artikler i serien
Følg virksomhederne fra denne artikel
Skriv dig op her, og modtag en mail direkte i din indbakke, så snart vi skriver om virksomhederne, du følger.

Jobannoncer

No data was found

Mere fra ØU Samfundsansvar

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank