Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Samfundsansvar

Klima Rating for unoterede: Hempel og Nykredit vinder

Claus Strue Frederiksen

tirsdag 10. oktober 2023 kl. 17:58

Klima Rating for banker og forsikring: Nykredit og Sydbank vinder

Hempel og Nykredit vinder Økonomisk Ugebrevs Klima Rating for store unoterede selskaber 2023, begge med 11 point ud af 13 mulige. Generelt set klarer de unoterede selskaber sig dårligt, med en gennemsnitsscore lidt over 4 – til sammenligning er snittet for C25 knap 7 point. Fem af de store unoterede selskaber, herunder ECCO og Lars Larsen Group, kommer slet ikke på tavlen og ender med en samlet score på nul point. Den ringe pointhøst skyldtes i mange tilfælde mangelfuld klimarapportering, skriver Claus Strue Frederiksen i denne gennemgang af årets Klima Rating for store danske unoterede selskaber.  

Førstepladsen i Økonomisk Ugebrevs Klima Rating for store danske unoterede selskaber indtages i 2023 af Hempel og Nykredit. Begge selskaber er kendetegnet ved ikke blot at tale om klima men også levere betydelige resultater. Eksempelvis har malingproducenten Hempel det seneste år reduceret sit samlede scope 1, 2 og 3 klimaaftryk med 15 procent – og siden 2017 er CO2-aftrykket fra egne operationer, det vil sige scope 1 og 2, reduceret med over 50 procent.

En udførlig beskrivelse af målepunkter for ØU Klima Rating findes her

Katarina Lindstroem, Executive Vice President og Chief Operating Officer i Hempel, oplyser til Økonomisk Ugebrev, at selskabet i 2022 fik godkendt sine klimamål af Science Based Targets initiative og derved har forpligtet sig til at agere i overensstemmelse med 1,5-graders Parismålet: ”Det øgede fokus har resulteret i en række initiativer, og vi har blandt andet opsat solceller på flere af vores fabrikker, indkøbt strøm fra vedvarende energikilder i forbindelse med produktionen samt bundet en del af vores lån op på målsætninger inden for bæredygtighed.”

Ifølge Katarina Lindstroem har den største udfordring været at nedbringe klimaaftrykket fra leverandørerne til malingproduktion, som udgør 60 procent af Hempels samlede klimaaftryk: ”For mere end to år siden iværksatte vi en screeningsproces af vores leverandører – kategori for kategori – og begyndte med de mest kulstofintensive. I 2023 har fokus været på bindemidler og logistik. Gennem dette arbejde opnår begge parter en bedre forståelse for de udfordringer og muligheder, der måtte være for nye processer eller alternative råvarer.”

Hempels samarbejde med leverandører om at finde klimaløsninger vil ifølge Katarina Lindstroem fortsætte de kommende år. CO2-aftrykket fra værdikæden vurderes nemlig også fremadrettet at være den vanskeligste post at nedbringe i klimaregnskabet.

Den anden førstepladsindehaver, Nykredit, har det seneste år reduceret sit samlede scope 1, 2 og 3 aftryk med 14 procent og siden 2017 har finanskoncernen nedbragt sit scope 1 og 2 aftryk med over 90 procent.*

I bunden af listen ligger Circle K, Coop, Danish Agro, Ecco og Lars Larsen Group – alle med nul point ud af tretten mulige. De fem virksomheders rapporteringspraksis på klimaområdet er så mangelfuld, at det er umuligt at vurdere, hvorvidt deres arbejde med klima og grøn omstilling har båret frugt eller ej.

I en kommentar til Økonomisk Ugebrev anerkender Jonas Engberg, klimachef i Coop, at detailgigantens klimarapportering kunne være bedre. Han oplyser samtidig, at Coop fremadrettet vil være mere transparente omkring selskabets klimapåvirkning – mere om de unoterede selskabers mangelfulde klimarapportering samt respons fra Coop, Falck og Lars Larsen Group findes her.

Gennemsnittet for de store unoterede selskaber er 4,3 point. Derved klarer de unoterede selskaber sig markant dårligere end de børsnoterede selskaber i C25, der i gennemsnit opnår 6,9 point (C25 Klima Rating 2023 findes her).

Et af de store problemer for unoterede selskaber er deres mangelfulde rapporteringspraksis – under halvdelen rapporterer tilstrækkeligt fyldestgørende omkring deres scope 1, 2 og 3 aftryk til at opnå maksimumpoint i målepunkt 5, der omhandler klimarapportering. Til sammenligning opnår 75 procent af C25 maksimumpoint i målepunkt 5.

Også når det gælder integration af klimakomponenter i topchefbonus er C25 klart i front. Hvor halvdelen af de store børsnoterede selskaber har klimakomponenter i topchefbonus og derved opnår point i målepunkt 6, er det blandt de unoterede kun Falck, der klart og tydeligt har meldt ud, at topledelsens bonus er knyttet op på konkrete klimamål.**

I forhold til veldokumenterede CO2-reduktioner, halter de unoterede også langt bagefter. Hvor hver fjerde C25 selskab det seneste år har reduceret sit samlede scope 1, 2 og 3 aftryk med mindst 8,8 procent, så gælder det kun for hver ottende af de store unoterede selskaber. Ser man på CO2-reduktioner over en årrække, så har hver femte C25 selskab siden 2017 reduceret sit scope 1 og 2 aftryk med mindst 44 procent, for de store unoterede er det mindre end hver tiende virksomhed, der har formået at gøre det samme.***

Alt i alt kan man konkludere, at de store unoterede selskaber fortsat halter langt efter de store børsnoterede selskaber, når det handler om veldokumenteret klimahandling.

* Nykredit indtog også førstepladsen i ØU Klima Rating for Bank- og Forsikringsbranchen, der blev udgivet tidligere på året. I den forbindelse udtalte Jens Theil, underdirektør for bæredygtighed i Nykredit, sig til Økonomisk Ugebrev om Nykredits arbejde med klima – læs mere her.

** For at opnå point i målepunkt 6, der handler om klimakomponenter i topledelsens variable aflønningsprogram, skal bonusprogrammet være trådt i kraft senest i 2022 og være omtalt i mindst en af selskabets egne officielle rapporter – desuden skal det eksplicit fremgå, at bonusprogrammet er knyttet op på klima-resultater og ikke blot ESG eller lign. Det betyder, at visse selskaber, der rent faktisk har klimakomponenter i bonusprogrammer, ikke opnår point – fordi de ikke rapporterer tilstrækkelig klart herom. Det gælder blandt andet Hempel.

***For at opnå point for 5-årige scope 1 og 2 reduktioner skal virksomheden kunne dokumentere ud fra data offentliggjort i officielle rapporter, at selskabet siden 2017 har reduceret sin udledning med mindst 21% (1 point) eller mindst 44% (2 point). En del selskaber har de seneste år formået at reducere deres scope 1 og 2 aftryk markant, alligevel er det ikke alle, der opnår point. Det gælder eksempelvis Bestseller, der siden 2018 har reduceret sit scope 1 og 2 aftryk med 82% – men da selskabet ikke har offentliggjort udledningsdata for 2017, opnår selskabet ikke point i målepunkt 2 i dette års rating.   

Sådan har vi gjort

Økonomisk Ugebrev Samfundsansvar har udviklet et rating-redskab, der på baggrund af en række enkle og konkrete måleparametre udpeger hvilke virksomheder, der er bedst på klima. ØU Klima Rating for 2023 består af følgende seks målepunkter:

  • Reduktion i scope 1 og 2 aftryk i forhold til sidste år
  • Reduktion i scope 1 og 2 aftryk de sidste fem år
  • Reduktion i scope 1, 2 og 3 aftryk i forhold til sidste år
  • Vedvarende energiandel
  • Klimarapportering scope 1, 2 og 3
  • Klimakomponenter i topchefbonus

Med udgangspunkt i virksomhedsrapporter udgivet i 2023 har vi indsamlet klimadata fra selskaberne og på den baggrund tildelt virksomhederne point for hvert af de seks målepunkter (en mere udførlig beskrivelse af de seks målepunkter og pointtildelingen findes her).

Selskabernes klimarapportering er dog forskelligartet og varierende i kvalitet og prioriteringer. Derfor er klimaoplysningerne ofte vanskelige at sammenligne på tværs af forskellige selskaber.

Vi har haft særlig fokus på at sikre, at ratingen ikke ender med, at man sammenligner æbler og pærer. Men det er naturligvis en begrænsning, at man som ekstern part ikke kan efterprøve virksomhedernes klimadata og udregningsmetoder i detaljen. ØU har på lange stræk været nødsaget til at basere ratingen på de oplysninger, virksomhederne angiver i officielle rapporter.

Alle virksomhederne har i god tid inden udgivelsen fået tilsendt de for undersøgelsen relevante klimaoplysninger, som ØU har identificeret. En del virksomheder har benyttet lejligheden til at kommentere vores tal.

Research er foretaget af Økonomisk Ugebrev Samfundsansvar ved research assistent Andreja Filipovic og redaktør Claus Strue Frederiksen.

Vær et skridt foran

Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.

399,-

pr. måned

Allerede abonnent? Log ind her

[postviewcount]

artikelserie
Artikler i serien
Følg virksomhederne fra denne artikel
Skriv dig op her, og modtag en mail direkte i din indbakke, så snart vi skriver om virksomhederne, du følger.

Jobannoncer

No data was found

Mere fra ØU Samfundsansvar

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank