ØU Tema om finanssektorens klimaresultater: I anledning af Parisaftalens 10-års jubilæum sætter Økonomisk Ugebrev i en række interview spot på finanssektorens arbejde med klima og grøn omstilling de seneste ti år. I dette interview siger Thorbjørn Lundholm Dahl, Deputy Head of Group Sustainability i Danske Bank, at nøglesektorerne i Danske Banks portefølje overordnet set bevæger sig i den rigtige retning. Han fastslår, at den grønne omstilling er en grundlæggende megatrend, som alle virksomheder bør forholde sig strategisk til og navigere efter. Dette er den tredje artikel i serien om finanssektorens klimaresultater.
I 2015 indgik regeringsledere fra det meste af verden en klimaaftale i Paris, der skulle knække CO2-kurven og sparke gang i en massiv grøn investeringsbølge. Siden da er de globale CO2-udledninger steget hvert år, med undtagelse af et lille dyk i 2020, grundet Covid19-nedlukninger. Og på det seneste har flere selskaber, særligt amerikanske, nedtonet eller helt droppet deres grønne ambitioner.
Ifølge Thorbjørn Lundholm Dahl, Deputy Head of Group Sustainability i Danske Bank, vil klima alligevel præge den måde, vi driver forretning på mange år frem: ”Klimaforandringerne bygger på videnskab, ikke synsninger. Den grønne omstilling er en grundlæggende megatrend, som alle virksomheder bør forholde sig strategisk til og navigere efter. Vi kan ikke bare lukke øjnene og håbe på, at det går væk.”
Selvom CO2-udledningerne på globalt plan er steget de seneste år, kan Thorbjørn Lundholm Dahl godt få øje på lyspunkter.
”I vores seneste klimarapport har vi en oversigt over udviklingen i udlånsporteføljen i en række nøglesektorer, på klimaområdet – herunder olie- og gasudvinding, energiproduktion, bygninger samt stål- og cementproduktion. Oversigten viser, at udviklingen i hovedparten af sektorerne følger omstillingsmålene. Det gælder blandt andet indenfor olie- og gassektoren, samt energi- og stålproduktion. Vores kunder i disse sektorer er faktisk længere fremme, end en lineær fremskrivning mod vores 2030 målsætninger.”
Ifølge Thorbjørn Lundholm Dahl er der også sektorer, hvor omstillingen ikke går helt efter planen, eksempelvis shippingbranchen – her er en del systemiske udfordringer, blandt andet med at producere tilstrækkeligt med grønne brændstoffer. Den 11. april landede den Internationale Maritime Organisation dog en international aftale, som måske kan hjælpe dette på gled gennem stærkere incitamenter.
Thorbjørn Lundholm Dahl påpeger, at den generelt set positive udvikling for nøglesektorerne til en vis grad skyldes, at Danske Banks portefølje hovedsageligt indeholder nordiske selskaber, som længe har været blandt frontløberne på klimaområdet. Han understreger desuden, at det er selskaberne og ikke så meget Danske Bank – eller banksektoren generelt – der driver den grønne omstilling.
”Det er først og fremmest selskaberne selv, der skal træffe de hårde investeringsbeslutninger. Det er dem, der skal ændre deres måde at producere og drive forretning på. Som bank har vi en faciliterende rolle – vi skal være klar til at allokere kapital hen mod bæredygtige løsninger, ud fra traditionelle risikokriterier for udlån,” siger Thorbjørn Lundholm Dahl.
Det handler ikke om at skubbe ansvaret for den grønne omstilling hen på virksomhederne men om at forstå den rolle, som bankerne har i samfundet.
”Vi skal være en sektor, som folk har tillid til. Folk skal kunne stole på, at de penge, de har i banken, ikke forsvinder. Ellers hæver de dem – og så har vi ingen penge at låne ud, til stor skade for alle de borgere og virksomheder, der har brug for at låne penge til bolig eller til opførelsen af en ny fabrik. Det sætter grænser for, hvad vi kan låne penge ud til – også i forhold til bæredygtige projekter.”
Ifølge Thorbjørn Lundholm Dahl har banksektoren og det øvrige erhvervsliv, herunder alle de virksomheder, der skal omstille deres produktion i en mere grøn retning, brug for at politikerne skaber de nødvendige rammer.
”Vi har alle en rolle at spille. Politikernes rolle er at lave lovgivning, der skaber de rette incitamenter og gør bæredygtige aktiviteter mere attraktive. Hvis politikerne løfter opgaven og sikrer langsigtet sigtbarhed, så virksomhederne kan se, at det kan betale sig at investere i bæredygtige løsninger, så vil virksomhederne have et finansieringsbehov – og det er her, vi kommer ind i billedet,” siger Thorbjørn Lundholm Dahl.
Pointen er, at alle tre aktører skal forstå deres rolle og løfte i flok, så vi kan opnå systemisk forandring. Der er brug for virkelig store investeringer og innovation, fra virksomhedernes side. Det kræver incitamenter, i form af lovgivning – og kapital, fra bankerne.
Udover kapital kan banksektoren også bringe viden til bordet: ”Selvom det er selskaberne, der driver transformationen, så har vi et ret godt billede af, hvordan omstillingen går i relevante sektorer. Vi kan se, hvilke sektorer, der er er udfordret – og hvilke bæredygtige aktiviteter, som ingen efterspørger lån til. Den viden skal vi naturligvis dele ud af, og det gør vi også,” siger Thorbjørn Lundholm Dahl.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.